fascinerende mesterværk
6.0
Frank Darabonts En Verden Udenfor blev ved dens premiere i 1995 hverken den store kritiker- eller publikumssucces. Da den udkom på video fik den dog stor opmærksomhed og er i dag meget fortjent blevet kåret som en af alle tiders bedste film. The Shawshank Redemption er dens originaltitel, og det er nøjagtig hvad det handler om. Forløsning og redning. Selvom denne særegne film velsagtens er den bedste fængselsfilm nogensinde (i hvert fald den mest realistiske), så handler det mere om den menneskelige psyke og udholdenhed end de infame ydmygelser og umenneskelige miljø. Men det er vel lige nøjagtig det, som gør den så unik og afholdt. De indsatte forekommer dybt troværdige og er absolut lette at relatere til. Ens egen tilværelse sættes i relief, noget som enhver film burde stræbe efter at opnå.
Jeg tror, at denne film på forhånd var blevet dømt som ligegyldig af kritikerne, heraf dens lunke modtagelse. Den er baseret på en novellesamling af Stephen King omhandlende de fire årstider (hvor to af de andre noveller er forlæg for Rob Reiners bravurfilm Stand By Me og Bryan Singers lidt skuffende Apt Pupil), og King havde ikke ligefrem bidraget til stor kunst indenfor filmens verden, bortset fra Reiners fremragende og nostalgiske Stand By Me, der virkelig er en oplevelse. At instruktøren Frank Darabont havde begrænset erfaring hjalp ikke på spekulationerne, men faktum er, at Darabont har omsat Kings afdæmpede novelle til en uforglemmelig filmoplevelse, der virkelig er essensen af det tiltrækkende ved film.
I de to dominerende hovedroller ses en stille og yderst velspillende Morgan Freeman, der egentlig er hovedperson. Han er filmens fortæller, og igennem hans poetiske og behagelige fortælling afsløres filmens sande intentioner. Den vil ikke bare underholde, den vil være menneskelig beskrivende og livsbekræftende på samme tid. Og det lykkes til fulde for filmen. Freeman er virkelig fremragende som den langtidsindsatte, der er blevet så institutionaliseret, at et håb om en fremtid er bittersødt og utroværdigt. Bedre er Tim Robbins dog i karrierens bedste præstation. Jeg har næsten ikke set noget lignende, på samme tid er han mystisk og indelukket, mens sympatien vokser for ham. Under store dele af filmen aner man ikke om han er skyldig i anklagerne, og man er faktisk ligeglad. Faktisk er det ved de færreste af personerne man får baggrundshistorien og forbrydelserne, det er ikke Darabonts intention. Han siger, at man skal lægge fortiden bag sig og at ens synd nok skal betales. Selvironiske kommentarer fra indsatte som ”a lawyer fucked me” viser, at de med ansvar fortryder handlingerne. Robbins pinsler virker uretfærdige men det bliver aldrig rørstrømsk eller søgt følelsesmanipulation. Tim Robbins er i sandhed en mesterlig skuespiller, men allerede året efter instruerede han den tankevækkende Dead Man Walking og viste ligeledes talenter som instruktør. Jeg vil dog altid huske ham i rollen som Andy Dufresne med hans kølige og menneskelige præstation.
Det handler om menneskets basale trang til tilvænning og søgen efter mening i livet. I fængslet er det svært for fangerne, som må holde sig beskæftiget med (for os) ligegyldige hobbyer. Følelsen og budskabet kommer langt ud over væggene og grænserne og ved filmens slutning føler man sig en uundværlig oplevelse rigere. Roger Deakins’ bevidst detaljeforladte og symbolske fotografering er åndeløs gennemtænkt og ikke et eneste billede er overflødigt eller påtrængende iscenesat. Især er den lange panorering i starten af filmen, hvor vi praktisk talt bliver ført fra friheden ind i det afgrænsede område, genial udført. Sammen med Thomas Newmans stille musik fremmanes følelsen af at dette virkelig er magisk filmkunst. Faktisk er Newman kommet helt op på siden af Hans Zimmer hos mig, hans genkendelige klaver går igen i alt hans musik. Det er så enkelt og gribende, at man tror det er løgn. Bedst er det i Sam Mendes noget oversete Road To Perdition.
På trods af enkelte karikaturer og klicheer formår filmen at overraske med den stille personbeskrivelse og rørende udviklingshistorie. Ikke engang Robbins endelige udbrud virker urealistisk (selvom den måske forekommer lige lovlig langt ude), da den opfølges af en af filmhistoriens mest forløsende scener: en Tim Robbins i regnvejr, der triumferende løfter armene i vejret og associationer til Kristus opofrelse er uundgåelig. En frihed hvis fortjeneste alt andet blegner i forhold til. Darabont, Robbins og Kings filmiske triumf.
Jeg tror, at denne film på forhånd var blevet dømt som ligegyldig af kritikerne, heraf dens lunke modtagelse. Den er baseret på en novellesamling af Stephen King omhandlende de fire årstider (hvor to af de andre noveller er forlæg for Rob Reiners bravurfilm Stand By Me og Bryan Singers lidt skuffende Apt Pupil), og King havde ikke ligefrem bidraget til stor kunst indenfor filmens verden, bortset fra Reiners fremragende og nostalgiske Stand By Me, der virkelig er en oplevelse. At instruktøren Frank Darabont havde begrænset erfaring hjalp ikke på spekulationerne, men faktum er, at Darabont har omsat Kings afdæmpede novelle til en uforglemmelig filmoplevelse, der virkelig er essensen af det tiltrækkende ved film.
I de to dominerende hovedroller ses en stille og yderst velspillende Morgan Freeman, der egentlig er hovedperson. Han er filmens fortæller, og igennem hans poetiske og behagelige fortælling afsløres filmens sande intentioner. Den vil ikke bare underholde, den vil være menneskelig beskrivende og livsbekræftende på samme tid. Og det lykkes til fulde for filmen. Freeman er virkelig fremragende som den langtidsindsatte, der er blevet så institutionaliseret, at et håb om en fremtid er bittersødt og utroværdigt. Bedre er Tim Robbins dog i karrierens bedste præstation. Jeg har næsten ikke set noget lignende, på samme tid er han mystisk og indelukket, mens sympatien vokser for ham. Under store dele af filmen aner man ikke om han er skyldig i anklagerne, og man er faktisk ligeglad. Faktisk er det ved de færreste af personerne man får baggrundshistorien og forbrydelserne, det er ikke Darabonts intention. Han siger, at man skal lægge fortiden bag sig og at ens synd nok skal betales. Selvironiske kommentarer fra indsatte som ”a lawyer fucked me” viser, at de med ansvar fortryder handlingerne. Robbins pinsler virker uretfærdige men det bliver aldrig rørstrømsk eller søgt følelsesmanipulation. Tim Robbins er i sandhed en mesterlig skuespiller, men allerede året efter instruerede han den tankevækkende Dead Man Walking og viste ligeledes talenter som instruktør. Jeg vil dog altid huske ham i rollen som Andy Dufresne med hans kølige og menneskelige præstation.
Det handler om menneskets basale trang til tilvænning og søgen efter mening i livet. I fængslet er det svært for fangerne, som må holde sig beskæftiget med (for os) ligegyldige hobbyer. Følelsen og budskabet kommer langt ud over væggene og grænserne og ved filmens slutning føler man sig en uundværlig oplevelse rigere. Roger Deakins’ bevidst detaljeforladte og symbolske fotografering er åndeløs gennemtænkt og ikke et eneste billede er overflødigt eller påtrængende iscenesat. Især er den lange panorering i starten af filmen, hvor vi praktisk talt bliver ført fra friheden ind i det afgrænsede område, genial udført. Sammen med Thomas Newmans stille musik fremmanes følelsen af at dette virkelig er magisk filmkunst. Faktisk er Newman kommet helt op på siden af Hans Zimmer hos mig, hans genkendelige klaver går igen i alt hans musik. Det er så enkelt og gribende, at man tror det er løgn. Bedst er det i Sam Mendes noget oversete Road To Perdition.
På trods af enkelte karikaturer og klicheer formår filmen at overraske med den stille personbeskrivelse og rørende udviklingshistorie. Ikke engang Robbins endelige udbrud virker urealistisk (selvom den måske forekommer lige lovlig langt ude), da den opfølges af en af filmhistoriens mest forløsende scener: en Tim Robbins i regnvejr, der triumferende løfter armene i vejret og associationer til Kristus opofrelse er uundgåelig. En frihed hvis fortjeneste alt andet blegner i forhold til. Darabont, Robbins og Kings filmiske triumf.
24/05-2004
