ganeklister
3.0
Richard Curtis har stået bag manuskriptet til flere af Englands mest succesfulde romantiske komedier, hvor den britiske uimodståelige humor og afslappede stil står i stærk kontrast til Hollywoods mere oppustede produktioner. Curtis får her sin instruktørdebut, men har naturligvis selv skrevet manuskriptet. Det er der kommet en sød film ud af om den uendelig frelsende kærlighed, komponeret som en løssluppen Robert Altman-film. Curtis besidder ikke Altmans rutinerede overblik, men får alligevel samlet trådene udmærket, på grænsen til det nydelige. Men jeg har det samme problem som Lars Lupin (der har udtrykt meget sigende): det er for meget af det gode. Visse historier er direkte unødvendige og overflødige for filmen, mens andre er for søgte og konstruerede. Det er velmenende fra Curtis side, men med en mere stram historiefortælling (og lidt mere fokus) ville det have skåret ned på filmens overlange spilletid (to timer og ti minutter er alt for meget for en romantisk komedie).
Store og små, gamle og unge, der er stjerner næsten overalt. For mig er den meget sjældne sete Alan Rickman bedst, afdæmpet og selvironisk. Desuden tror jeg, at jeg er en af de få som faktisk finder Hugh Grant rigtig sjov med hans uimodståelige charme. Bedst var han i About a Boy, men han gør det jo her som han plejer her. Og det er godt nok til mig. Blandt kvinderne lyser Emma Thompson og den dejlige (og ikke tykke) Martine McCutcheon op.
Jeg morede mig fint, grinte højt op til flere gange, men der var ikke noget der rørte sig i mig. Det hele virkede for lykkeligt fokuseret, tiltag til ægte dramatik ses kun flygtigt. Filmen er ganske vist stedvis uimodståelig, men som førnævnt blev det lidt for meget. Selv min romantisk anlagte kæreste synes det samme. Men måske var det vores egen skyld, da vi spiste chokolade under forestillingen. Notting Hill har stadigvæk førstepladsen af de britiske komedier.
(Forceoffive, jeg takker mange gange for rosen til mit indlæg til En Verden Udenfor. Kan kun sige, at jeg altid læser dine kvalitative indlæg. Vores filmsmag er ikke så forskellig, som jeg først antog.)
Store og små, gamle og unge, der er stjerner næsten overalt. For mig er den meget sjældne sete Alan Rickman bedst, afdæmpet og selvironisk. Desuden tror jeg, at jeg er en af de få som faktisk finder Hugh Grant rigtig sjov med hans uimodståelige charme. Bedst var han i About a Boy, men han gør det jo her som han plejer her. Og det er godt nok til mig. Blandt kvinderne lyser Emma Thompson og den dejlige (og ikke tykke) Martine McCutcheon op.
Jeg morede mig fint, grinte højt op til flere gange, men der var ikke noget der rørte sig i mig. Det hele virkede for lykkeligt fokuseret, tiltag til ægte dramatik ses kun flygtigt. Filmen er ganske vist stedvis uimodståelig, men som førnævnt blev det lidt for meget. Selv min romantisk anlagte kæreste synes det samme. Men måske var det vores egen skyld, da vi spiste chokolade under forestillingen. Notting Hill har stadigvæk førstepladsen af de britiske komedier.
(Forceoffive, jeg takker mange gange for rosen til mit indlæg til En Verden Udenfor. Kan kun sige, at jeg altid læser dine kvalitative indlæg. Vores filmsmag er ikke så forskellig, som jeg først antog.)
25/05-2004
