udmærket effektjageri

Underworld er præcis en af den slags film, som kritikerne elsker at hade. Den yngre generation af instruktører ligger mere vægt på det visuelle bombardement end historien (generaliseret, naturligvis), som oftest er bygget op omkring actionscener. Disse instruktører kommer hovedsagligt fra musikvideo- og reklameverdenen, hvilket forklarer deres fokus på det visuelle. Underworld har overraskende nok et helstøbt fundament og et gennemtænkt (og stiliseret) gotisk univers. Det er selvfølgelig ren underholdning, men debutanten Len Wiseman formår alligevel at oprette et spændende univers ind mellem de velkoreograferede actionscener. At han til gengæld ikke får udnyttet den nutidige præmis med sammenblanding af vampyrer og varulve optimalt er højst sandsynlig en begynders fejl. Lad os håbe, at universet bliver udforsket med lidt mere tid og detaljer i de planlagte fortsættelser.

Efter en anonym præstation i Pearl Harbor og en obligatorisk rolle i en romantisk komedie (den søgte Serendipity) havde jeg forestillet mig, at den smukke Kate Beckinsale var så godt som færdig. Heldigvis tog jeg fejl, og Underworld er hovedsagligt seværdig på grund af hende. Langtfra fordi det er en krævende rolle, men mere fordi hendes naturlige karisma (lyder nok underligt da hun hele tiden løber rundt i læder) fylder godt op på lærredet. Et godt valg, som førte videre til den aktuelle Van Helsing af Stephen Sommers, hvor lighederne mellem den og Underworld er flere.

Som ren underholdning fungerer Underworld godt, den er larmende, velproduceret (selvom visse effekter ikke skal nærstuderes) og uden prætentiøse intentioner. Desværre bliver filmen for lang og især slutningen føles unødvendig langtrukken. Wiseman burde have skåret filmen ned på halvanden time, da op til flere scener virker overflødige. Kan alligevel anbefales til mængden af folk, der elskede Blade og The Matrix, hvor hilsner i denne film stedvis laves om til ren kopi.