Morderisk Morsomt

5.0
Bannister (Fox) har en evne til at se genfærd og tjener penge på at rydde hjemsøgte huse, så da en særdeles ondsindet og morderisk ånd begynder at hærge den lille amerikanske soveby Fairwater, er han den eneste der tilsyneladende kan gøre noget. Hele byen tror fejlagtigt at det er ham der er morderen.

Yderst vellykket og godt udført spøgelsesfilm, som er en livlig blanding af gammeldags gys, sort humor og almindelig komedie.

Skuespillerne gør et godt stykke arbejde og Fox er et glimrende valg til hovedrollen. Computereffekterne er fint lavet (selv om de er set bedre), historien er spændende og langt mere fyldig og kompliceret end det her kan eller skal gengives. Det er for alvor lykkes instruktør Jackson at give historien er en fantastisk stemning, i en veldrejet og flot produktion.

Så har man lyst til en vildt underholdende og medrivende, indrømmet ikke altid lige uhyggelig (ofte slet ikke), men meget morsom og pragtfuld spøgelsesfilm, der ikke bliver kedelig i et minut, så er denne et rigtigt godt bud.

I forhold til de film Jackson tidligere har lavet, er denne her, der stammer fra før han lavede alle tiders største filmtrilogi, ”Lord Of The Rings”, langt mindre blodig end man er vant til, men det gør intet, temaet og opbygningen taget i betragtning. Den skal i øvrigt forstille at foregå i USA, men er indspillet i New Zealand (surprice…Or Not). Filmen er produceret af Robert Zemeckis, der som instruktør jo selv har stået bag et par gode film, og den er efter min mening, desværre alt for overset, for den er faktisk ret god finder jeg.
Hjælp - det spøger