stor og lettere dum

Roland Emmerich var med til at oplive den gamle sci-fi genre med den effektive Stargate og denne oppustede Independence Day. ID havde premiere på nogenlunde samme tid som Tim Burtons ustyrlig morsomme og respektløse Mars Attacks!, og 1997 blev hermed et godt år for science fiction. Burtons film er klart den overlegne, men Emmerich er nu så effektiv en underholder, at man ikke kan lade vær med at nyde denne storfilm i minimalle sko. Historien er ret simpel og ligetil, men alligevel et respektfuldt afkog og venlig hilsen til de mange science fiction film fra 50érne og fremefter. Filmen indeholder amerikansk patos i nærmest uhørte mængder, selv Michael Bay ville være misundelig ;-) Det trækker meget ned på helhedsindtrykket, hvor amerikanerne er så overvurderet glorificeret, at det gør ondt. Filmen er da også blevet kritiseret nok på det punkt, så jeg vil holde mig fra det. Emmerichs måde at opveje patriotismen på er også lidt tåkrummende. Det hele skal være så multietnisk som overhovedet muligt, for verdenen vil jo stå sammen om at redde menneskets eksistens. Desuden skal folk jo heller ikke stødes, og filmen vil gerne nå ud til det allerbredeste publikum. En søgt, men alligevel udmærket intention, det er jo ikke ligefrem som om filmen prøver at være samfundskritisk på nogen måder.

Independence Day indeholder dybt imponerende effekter, som virkelig var (og nogen stadigvæk er) kræs for øjet. Jeg husker, at jeg som mindre sad og slugte alle klicheer og Will Smiths kække kommentarer og nød den vilde rutschebanetur. Dengang ville filmen helt klart have fået en højere karakter, men med alderen er jeg blevet lidt mere kritisk og historiefikseret (helt ærligt, det er jeg!). God og overdøvende underholdning, der fik bragende stor succes.