den svære
6.0
Min mangel på flatterende ord til første del af trilogien gælder ikke helt her. For nok er De To Tårne fremragende og et mesterværk, men den mangler det overrumplende fra etteren. Måske var det person- og universpræsentationen, som ikke rigtig bliver udforsket og udvidet yderligere her. Der kommer mange nye karakterer ind, men de fleste formår ikke at skabe den samme interesse og dybde, som vi har for hovedpersonerne. Derfor bliver de fleste af de nye karakterer endimensionale, især er Faramirs karakter og motiv blevet skamklippet (noget der dog bliver rodet bod på i den udvidede udgave) på grund af tidsmangel. Peter Jackson har selv udtalt, at midterdelen er hans Braveheart, da Jackson er helt vild med at komponere action- og krigsscener. Derfor fylder slaget om Helms Kløft også forholdsvis meget i filmen, hvorimod bogen gled hurtig hen over hændelserne. Jackson har også taget sig flere kunstneriske friheder her i forhold til bogen end han gjorde med den første film. Om det så er godt eller skidt er op til den individuelle at bedømme. Personligt synes jeg, at anden del af bogen besad de mest dramatiske indre konflikter og basale spænding. Det ses ikke meget i filmen, hvor kun karakteren Gollum er vellykket ud over alle grænser. Faktisk tror jeg ikke, at nogen kunne have forestillet sig den tidligere hobbit så levende og udtryksfuld som her. Computereffekterne er helt fænomenale, men det er skuespilleren Andy Serkis der giver figuren den rette kant og troværdighed.
Når jeg nu har fået udtrykt mine få indvendinger mod filmen kan jeg med god samvittighed sige, at De To Tårne er en fantastisk film! Kampscenerne er spektakulære og episk banebrydende, kun overgået af trilogiens sidste del, hvor følelsen af alt eller intet er nærmest ubærlig. Filmen er gribende og suger endnu engang publikum med ind i det kendte univers. Tiden løber af sted og før man ved af det er tre timer gået i selskab med en ikke enestående, men fascinerende og rørende oplevelse. Peter Jackson viser igen uovertruffen sikkerhed i de storladne scener, men også med de mindre menneskelige historier. Kærligheden mellem Aragorn og Arven virker dødsdømt, og et trekantsdrama væves overskueligt ind i handlingen. Måske ikke sådan som Tolkien ville have ønsket det, men mesteren Jackson sætter sit hele eget touch på produktionen. Den heftige brug af storslåede panoreringer og grænsebrydende effekter fremhæver følelsen af at være vidne til noget stort.
Under mit indlæg til den første film glemte jeg helt at nævne Howard Shores nærmest tidløse musik, der fangede det kringlede univers forrygende. I denne film er musikken mere fremtræden og bedre. Den passer godt til den episke stil Jackson ligger for døren. Shore fortjente mere ros end han har fået, da han virkelig er med til at gøre filmene troværdige og så usigelig medrivende, som de nu er blevet.
De lidt endimensionale, men velspillede (især Brad Dourif) biroller opvejes af de allerede kendte personer, som her for lov til at træde i karakter. Viggo Mortensen virker mere sikker i rollen, mens en velvalgt Orlando Bloom som Legolas og Jonathan Drys-Meyer som Gimli retfærdigvis får mere spilletid. Sean Astin, Billy Boyd og Dominic Monaghan begynder at skinne, hvorimod Elijah Wood virker lidt for anonym og afdæmpet som Frodo. Den tyngende byrde, som han føler, burde have kunnet fremstå mere troværdigt og indlevende end her.
De To Tårne er ikke ligeså god som Eventyret om Ringen, men filmen er en absolut værdig opfølger og endnu engang en hidtil uset fremragende filmatisering af en bog. Den ”svageste” film i serien, men også den sværeste at skulle lave, da midterdelen altid vil have høje forventninger og alligevel presset om at skulle opbygge til noget rigtig stort. Det lykkedes til fulde for Peter Jackson, der endnu engang fortjener stående ovationer og ydmyge buk i støvet.
Når jeg nu har fået udtrykt mine få indvendinger mod filmen kan jeg med god samvittighed sige, at De To Tårne er en fantastisk film! Kampscenerne er spektakulære og episk banebrydende, kun overgået af trilogiens sidste del, hvor følelsen af alt eller intet er nærmest ubærlig. Filmen er gribende og suger endnu engang publikum med ind i det kendte univers. Tiden løber af sted og før man ved af det er tre timer gået i selskab med en ikke enestående, men fascinerende og rørende oplevelse. Peter Jackson viser igen uovertruffen sikkerhed i de storladne scener, men også med de mindre menneskelige historier. Kærligheden mellem Aragorn og Arven virker dødsdømt, og et trekantsdrama væves overskueligt ind i handlingen. Måske ikke sådan som Tolkien ville have ønsket det, men mesteren Jackson sætter sit hele eget touch på produktionen. Den heftige brug af storslåede panoreringer og grænsebrydende effekter fremhæver følelsen af at være vidne til noget stort.
Under mit indlæg til den første film glemte jeg helt at nævne Howard Shores nærmest tidløse musik, der fangede det kringlede univers forrygende. I denne film er musikken mere fremtræden og bedre. Den passer godt til den episke stil Jackson ligger for døren. Shore fortjente mere ros end han har fået, da han virkelig er med til at gøre filmene troværdige og så usigelig medrivende, som de nu er blevet.
De lidt endimensionale, men velspillede (især Brad Dourif) biroller opvejes af de allerede kendte personer, som her for lov til at træde i karakter. Viggo Mortensen virker mere sikker i rollen, mens en velvalgt Orlando Bloom som Legolas og Jonathan Drys-Meyer som Gimli retfærdigvis får mere spilletid. Sean Astin, Billy Boyd og Dominic Monaghan begynder at skinne, hvorimod Elijah Wood virker lidt for anonym og afdæmpet som Frodo. Den tyngende byrde, som han føler, burde have kunnet fremstå mere troværdigt og indlevende end her.
De To Tårne er ikke ligeså god som Eventyret om Ringen, men filmen er en absolut værdig opfølger og endnu engang en hidtil uset fremragende filmatisering af en bog. Den ”svageste” film i serien, men også den sværeste at skulle lave, da midterdelen altid vil have høje forventninger og alligevel presset om at skulle opbygge til noget rigtig stort. Det lykkedes til fulde for Peter Jackson, der endnu engang fortjener stående ovationer og ydmyge buk i støvet.
28/05-2004
