Flot men lidt langtrukken

4.0
Ang Lee plejer at levere nogle ganske flotte og seværdige film. Denne gang har han så kastet sig over Marvel´s univers og det blev så den grønne kæmpe Hulk, som valget faldt på.

Filmen er ganske god underholdning med nogle rimelig flotte effekter. Til trods for at det er meget tydeligt, at der har været brugt computeranimation til at skabe "Hulk".

Det der gør filmen en smule langtrukken er, at i forhold til så mange andre filmatiseringer af tegneserier, så gør Lee næsten for meget ud af forhistorien og der går et stykke tid, før løjerne for alvor går igang.

Australske Eric Bana var en af de mest fremtrædende i Ridley Scott´s "Black hawk down". Den film han nu har imponeret mig mest i er den australske seværdige men barske "Chopper", som omhandler morderen Mark "Chopper" Read. Bana udfylder rollen med stor overbevisning og kraft. Han tog adskillige kilo på til rollen og er i filmen tatoveret på det meste af kroppen.

Jeg så filmen på natfilmfestivalen et par år tilbage sammen med et par venner og kan huske at vi alle var enige om, at denne fyr (Bana) havde potentiale pga. sin markante udstråling. Man havde også svært ved at forestille sig, at manden startede som komiker. Især nu hvor han er slået igennem i Hollywood med seriøse roller, senest med "Troja".

Det er sjovt, som australske skuespillere har det med at slå igennem i Hollywood, efter at de har medvirket i en Australsk film, som senere hen er gået hen og blevet kult, især i Europa. Mel Gibson i "Mad Max", Russel Crowe i "Romper Stomper" og nu Eric Bana i "Chopper". En film som forhåbentlig bliver at finde i Scope´s kartotek på et tidspunkt.

Ingen tvivl om, at vi nok kommer til at se en del til karismatiske Eric Bana i fremtiden. Det var også på tide, at Hollywood fik importeret nogle "rigtige" mænd udefra til at udfylde de store roller, i stedet for alle de små drenge, som vi har været vant til nu i et stykke tid.

Ellers havde det måske været Leonardo vi havde set i "Gladiator" i stedet for Crowe eller i "Tigerland" i stedet for Colin Farrell. *G*
Hulk