imponerende skue
4.0
(Force, hvis jeg gentager ting fra dit velskrevne indlæg, så er det ikke respektløs kopi, men bare fordi vi er enige om mange ting.)
Jeg har aldrig læst Homers værk, Illiaden, som denne film er baseret på, og jeg har derfor intet sammenligningsgrundlag eller forudsatte forhåbninger. Jo, jeg var ret skepsis inden jeg så filmen. For det første valget af Wolfgang Petersen som instruktør. Han er en kompetent og effektiv underholder, men jeg troede ikke, at han havde format til de episke værker. Her tog jeg fejl. Rollelisten fandt jeg også alt for kommerciel og fikseret på at trække en masse teenagepiger til sig, på trods af nogle spændende navne.
Jeg synes virkelig historien er spændende. Den besidder flere lag, hvor heltegerninger blandes med kærlighed, storslåede krigsscener og ikke mindst søskendekærlighed, som har fået en fremtræden og universal rolle her. Det er simpelt, ja, men også lige på og hårdt, så man nemt glemmer de forklaringsproblemer, som en postmodernistisk publikum måske vil undre sig over. Sådan var de dengang og det er det. Enten sluger man det eller også sidder man og irriteres over det hele filmen igennem. Personligt havde jeg ingen problemer med opdelingen af ægte helte og krigsliderlige konger. Til gengæld følte jeg mig forvirret over Petersens sympativalg. Achilles er den mægtige kriger, som dræber og har dræbt mange gode mænd. Fair nok, men han siger selv, at han ikke kæmper for kongen, men for hans egen idealisme, som jeg føler er lidt for tynd (people will remember my name). Og pludselig holder vi med hans fjender, som er brave og ærefulde mænd. Jeg kan godt lide, at vi får to sider af samme sag (sker næsten aldrig i krigsfilm), men at vi påtvinges at holde med Achilles mens han dræber folk, som vi har fået sympati for, føler jeg er modstridende. Men på den anden side set findes der heller ikke grænseløs sympati, så måske er det et smart træk fra Petersen. Har faktisk ikke bestemt mig endnu, så undskyld hvis jeg virker forvirrende.
I disse post Ringenes Herre dage skal der meget til at imponere mig, for jeg mener, at Jackson opnåede det ypperste. Derfor virker kampscenerne ikke så overrumplende i Troy nu, som de ville have gjort for 3 år siden. Når det så er sagt skal Petersen have ros for at iscenesætte så storladne og dybt medrivende krigsscener. Det er imponerende, især fordi der ikke er blevet brugt åbenlys computeranimation. Slagsscenerne er også mere voldsomme, end jeg havde troet, dog knap så blodigt som de burde have været. Til gengæld er de få enkeltmands kampe flot koreograferet og intens spændende. Filmen nyder generelt godt af Petersens kompetence og rutinerede instruktion.
Flere facetter af historien falder til jorden, især kærligheden mellem Paris og Helena virker konstrueret. Til gengæld fandt jeg søskendekærligheden mellem Paris og evig sympatiske Hector nærmest gribende. En side, som jeg ikke havde forventet og blev derfor positiv overrasket.
Jeg synes Brad Pitt er en rigtig god skuespiller, dog meget svingende. Interessante roller i Finchers Seven og Fight Club og Ritchies Snatch opvejer elendige roller i blandt andet Martin Brests fejlslagen Meet Joe Black og lignende. Han er kommet med her for udseendets skyld, ingen tvivl om det. Til gengæld synes jeg han gør hvad han kan med en meget lidt nuanceret og tør rolle. Orlando Bloom er overraskende tøset (det frydede mig og lidt ekstra respekt til Bloom for at have taget rollen), mens den interessante Sean Bean desværre ikke har så meget at lave. Brian Cox virker lidt for typecastet og selv en garvet skuespiller som Peter O’Toole kan ikke vække interesse for den flade rolle som konge. Bedst af alle er den supertalentfulde Eric Bana, der vækker stor sympati for en flad figur. Han er stadig ikke synderlig kendt, selvom hans bevidst anonyme rolle i Hulk var god og han skilte sig ud fra alle de andre soldater i Ridley Scotts mesterværk, Black Hawk Down. Jeg glæder mig at se mere til ham.
Som Force siger, så spilles der lidt for åbenlys på mændenes maskuline fremtræden. Det er for meget, men det kunne heller ikke rigtig irritere mig. For er der ikke også åbenlys fokus på kvindernes kroppe i omtrent hver anden Hollywood-film? Jeg er overrasket over hvor få piger/kvinder det protesterer mod det, men det er vel blevet ”tradition” nu. Måske er det bare mændenes tur til at tiltrække masserne.
Jeg blev positiv overrasket over filmen. Ikke nær så tyvstjælende fra Gladiator, som jeg med skadesfryd havde forventet. Selvom den i slutningen er langtrukken, så er filmen ikke særlig tung af en storfilm at være. Knaldgod og medrivende underholdning, hvor Petersen fortjener ros for hans iskolde overblik.
Jeg har aldrig læst Homers værk, Illiaden, som denne film er baseret på, og jeg har derfor intet sammenligningsgrundlag eller forudsatte forhåbninger. Jo, jeg var ret skepsis inden jeg så filmen. For det første valget af Wolfgang Petersen som instruktør. Han er en kompetent og effektiv underholder, men jeg troede ikke, at han havde format til de episke værker. Her tog jeg fejl. Rollelisten fandt jeg også alt for kommerciel og fikseret på at trække en masse teenagepiger til sig, på trods af nogle spændende navne.
Jeg synes virkelig historien er spændende. Den besidder flere lag, hvor heltegerninger blandes med kærlighed, storslåede krigsscener og ikke mindst søskendekærlighed, som har fået en fremtræden og universal rolle her. Det er simpelt, ja, men også lige på og hårdt, så man nemt glemmer de forklaringsproblemer, som en postmodernistisk publikum måske vil undre sig over. Sådan var de dengang og det er det. Enten sluger man det eller også sidder man og irriteres over det hele filmen igennem. Personligt havde jeg ingen problemer med opdelingen af ægte helte og krigsliderlige konger. Til gengæld følte jeg mig forvirret over Petersens sympativalg. Achilles er den mægtige kriger, som dræber og har dræbt mange gode mænd. Fair nok, men han siger selv, at han ikke kæmper for kongen, men for hans egen idealisme, som jeg føler er lidt for tynd (people will remember my name). Og pludselig holder vi med hans fjender, som er brave og ærefulde mænd. Jeg kan godt lide, at vi får to sider af samme sag (sker næsten aldrig i krigsfilm), men at vi påtvinges at holde med Achilles mens han dræber folk, som vi har fået sympati for, føler jeg er modstridende. Men på den anden side set findes der heller ikke grænseløs sympati, så måske er det et smart træk fra Petersen. Har faktisk ikke bestemt mig endnu, så undskyld hvis jeg virker forvirrende.
I disse post Ringenes Herre dage skal der meget til at imponere mig, for jeg mener, at Jackson opnåede det ypperste. Derfor virker kampscenerne ikke så overrumplende i Troy nu, som de ville have gjort for 3 år siden. Når det så er sagt skal Petersen have ros for at iscenesætte så storladne og dybt medrivende krigsscener. Det er imponerende, især fordi der ikke er blevet brugt åbenlys computeranimation. Slagsscenerne er også mere voldsomme, end jeg havde troet, dog knap så blodigt som de burde have været. Til gengæld er de få enkeltmands kampe flot koreograferet og intens spændende. Filmen nyder generelt godt af Petersens kompetence og rutinerede instruktion.
Flere facetter af historien falder til jorden, især kærligheden mellem Paris og Helena virker konstrueret. Til gengæld fandt jeg søskendekærligheden mellem Paris og evig sympatiske Hector nærmest gribende. En side, som jeg ikke havde forventet og blev derfor positiv overrasket.
Jeg synes Brad Pitt er en rigtig god skuespiller, dog meget svingende. Interessante roller i Finchers Seven og Fight Club og Ritchies Snatch opvejer elendige roller i blandt andet Martin Brests fejlslagen Meet Joe Black og lignende. Han er kommet med her for udseendets skyld, ingen tvivl om det. Til gengæld synes jeg han gør hvad han kan med en meget lidt nuanceret og tør rolle. Orlando Bloom er overraskende tøset (det frydede mig og lidt ekstra respekt til Bloom for at have taget rollen), mens den interessante Sean Bean desværre ikke har så meget at lave. Brian Cox virker lidt for typecastet og selv en garvet skuespiller som Peter O’Toole kan ikke vække interesse for den flade rolle som konge. Bedst af alle er den supertalentfulde Eric Bana, der vækker stor sympati for en flad figur. Han er stadig ikke synderlig kendt, selvom hans bevidst anonyme rolle i Hulk var god og han skilte sig ud fra alle de andre soldater i Ridley Scotts mesterværk, Black Hawk Down. Jeg glæder mig at se mere til ham.
Som Force siger, så spilles der lidt for åbenlys på mændenes maskuline fremtræden. Det er for meget, men det kunne heller ikke rigtig irritere mig. For er der ikke også åbenlys fokus på kvindernes kroppe i omtrent hver anden Hollywood-film? Jeg er overrasket over hvor få piger/kvinder det protesterer mod det, men det er vel blevet ”tradition” nu. Måske er det bare mændenes tur til at tiltrække masserne.
Jeg blev positiv overrasket over filmen. Ikke nær så tyvstjælende fra Gladiator, som jeg med skadesfryd havde forventet. Selvom den i slutningen er langtrukken, så er filmen ikke særlig tung af en storfilm at være. Knaldgod og medrivende underholdning, hvor Petersen fortjener ros for hans iskolde overblik.
29/05-2004
