as long as you'll stand by me
6.0
Kan jeg allerede som 18-årig føle så stærk en nostalgi at det næsten er for meget og jeg må overgive mig til tåre og ønske tiden tilbage til dengang jeg var barn og hvor alt var simpelt og ens problemer ikke var større end Jennifer Lopez’s skuespillertalent? Åbenbart, for det sker hver gang jeg ser Rob Reiners perle af et mesterværk, Stand By Me. For mig at se er Reiners film den bedste filmatisering af en Stephen King-roman (selvom En Verden Udenfor er den bedste film) hvor stemningen og gengivelsen af den opstemte depression fra bogen er ramt så præcist, at selveste King måtte forlade biografsalen af ren rørstrømskhed og overvældende forundring. Efter at have læst novellen Liget i Skoven er jeg heller ikke i tvivl; Reiner har gjort et fremragende og yderst indsigtsfuld stykke arbejde.
Stand By Me er en meget sigende titel, for det eneste de fire hovedpersoner har at knytte sig til er hinanden. På troværdig og sublim vis har Reiner indkapslet nogle af de værste, men alligevel realistiske og hverdagsagtige, omstændigheder man kan opleve som barn. Gordie Lachance, den eneste som har en chance for at blive til noget (tolk det som du vil), er endt som det ”uønskede” barn efter hans storebror døde under en trafikulykke. De enkelte flashbacks med Lachance og storebroderen, følsom spillet af John Cusack, er gribende, da storebroderen var den eneste, som elskede lillebroderen. Chris er på forhånd dømt som social taber, Teddy lever videre på faderens sindssyge og Vern har vægtproblemer. Filmen bliver så rørende og vedkommende netop på grund af disse problemer, som alle kan relatere til, og ikke er så karikerede som de måske lyder. De er ikke konstruerede problembørn, faktisk langtfra, de er blevet efterladt til dem selv af forældrene, som har for travlt med at pleje deres egne problemer. Kun de ukontrollerede delvoksne (anført af en herlig ond Kiefer Sutherland) virker for endimensionale, men det er overlagt som eksempel på vores hovedpersoners måske kommende fremtid.
Gordie er personificeringen af King selv, den talentfulde kommende forfatter, der hellere vil være sammen med sine venner, hvor han finder ægte tryghed, end at udforske sit talent. Wil Wheaton er perfekt i hovedrollen, skrøbelig, men alligevel med snert af voksen fornuft (hvis jeg kan sige det således). Bedre er River Phoenix dog næsten som Chris, nuanceret og sikker. På tragisk vis døde Phoenix af en overdosis i Johnny Depps natklub, og rollen i denne film fremstår som hans glansrolle. Ligeledes er Corey Feldman og Jerry O’ Connel velvalgte som Teddy og Vern. Der er intet prætentiøs eller glamour over deres spil, det føles ægte og nærværende.
Brugen af ældre hits er mesterligt anvendt, især den iørefaldende titelsang er forrygende. Filmen er så fremragende, fordi den afspejler så mange facetter af ens egen barndom, at det er umuligt ikke at blive rørt og føle den snerpende nostalgi. En uforglemmelig oplevelse, gang på gang.
Stand By Me er en meget sigende titel, for det eneste de fire hovedpersoner har at knytte sig til er hinanden. På troværdig og sublim vis har Reiner indkapslet nogle af de værste, men alligevel realistiske og hverdagsagtige, omstændigheder man kan opleve som barn. Gordie Lachance, den eneste som har en chance for at blive til noget (tolk det som du vil), er endt som det ”uønskede” barn efter hans storebror døde under en trafikulykke. De enkelte flashbacks med Lachance og storebroderen, følsom spillet af John Cusack, er gribende, da storebroderen var den eneste, som elskede lillebroderen. Chris er på forhånd dømt som social taber, Teddy lever videre på faderens sindssyge og Vern har vægtproblemer. Filmen bliver så rørende og vedkommende netop på grund af disse problemer, som alle kan relatere til, og ikke er så karikerede som de måske lyder. De er ikke konstruerede problembørn, faktisk langtfra, de er blevet efterladt til dem selv af forældrene, som har for travlt med at pleje deres egne problemer. Kun de ukontrollerede delvoksne (anført af en herlig ond Kiefer Sutherland) virker for endimensionale, men det er overlagt som eksempel på vores hovedpersoners måske kommende fremtid.
Gordie er personificeringen af King selv, den talentfulde kommende forfatter, der hellere vil være sammen med sine venner, hvor han finder ægte tryghed, end at udforske sit talent. Wil Wheaton er perfekt i hovedrollen, skrøbelig, men alligevel med snert af voksen fornuft (hvis jeg kan sige det således). Bedre er River Phoenix dog næsten som Chris, nuanceret og sikker. På tragisk vis døde Phoenix af en overdosis i Johnny Depps natklub, og rollen i denne film fremstår som hans glansrolle. Ligeledes er Corey Feldman og Jerry O’ Connel velvalgte som Teddy og Vern. Der er intet prætentiøs eller glamour over deres spil, det føles ægte og nærværende.
Brugen af ældre hits er mesterligt anvendt, især den iørefaldende titelsang er forrygende. Filmen er så fremragende, fordi den afspejler så mange facetter af ens egen barndom, at det er umuligt ikke at blive rørt og føle den snerpende nostalgi. En uforglemmelig oplevelse, gang på gang.
29/05-2004
