Dagen derpå...
4.0
'Day after Tomorrow' har mange ligheder med en vild fest - det er overvældende og fedt så længe det varer, men dagen efter melder tømmermændene sig...
Det første man må rose er de imponerende visuelle effekter. Uanset om man elsker eller hader denne type film (eller bare denne her), så ændrer det ikke på, at vi får lov til at se helt fantastisk flotte og uhyggelige billeder, når Los Angeles tilintetgøres af tornadoer og New York fryser til is.
Det er dog også her man skal finde filmens bedste indhold, for den giver ellers ikke noget videre nuanceret billede af de klimatiske forhold i verden. Handlingen er af eksperter kritiseret som umulig, og forklaringen på problemerne er det da vist heller ikke meningen, at vi skal forstå for meget af - vi skal bare stole på at Dennis Quaid og co. har styr på det hele, og det gør vi så som tilskuere, eftersom vi ikke har meget andet valg.
Ikke desto mindre fungerer filmen udemærket på trods af den usandsynlige handling. Selv hvis vi ser bort fra det videnskabelige sludder vi fyldes med, så hænger historien vist stadig ikke for godt sammen. Jeg forstår godt, at far er nødt til at finde sønnike for den følelsesmæssige del af filmen fungerer, men faktisk er det jo overflødigt, for sønnike klarer sig jo egentlig helt fint alene, og når far først ankommer, så er faren jo sådan set drevet over, og han har dermed mistet en kammerat til ingen nytte. Som sagt, jeg forstår godt pointen i, at far er nødt til sønnen ikke bare fysisk men også følelsesmæssigt, men i sidste ende bliver hans korstog unødvendigt, fordi det ikke gør nogen forskel.
Det er dog i det mindste rart, at man har taget habile skuespillere i rollerne. Ian Holm er ikke meget med, men han demonstrerer mere end nogen andre katastrofens omkostninger. Dennis Quaid er måske ikke den største skuespiller i live, men han kan da undgå de største klichéer og overgearede følelser, der ellers kan ødelægge denne slags film. Og altid undervurderede Sela Ward holder også skansen pænt.
'Day after Tomorrow' er ikke noget stort episk værk, men det er der vel heller ikke nogen, der forventede. Den er dog heller ikke noget realistisk historie om miljøets forfald - dertil er den alt for fokuseret på sine hovedpersoner i forhold til resten af 'pøblen' - men den er et velfungerende stort og pompøst action-brag med ufatteligt flotte billeder. Det er vist toppen af, hvad de fleste kan forvente her.
Det første man må rose er de imponerende visuelle effekter. Uanset om man elsker eller hader denne type film (eller bare denne her), så ændrer det ikke på, at vi får lov til at se helt fantastisk flotte og uhyggelige billeder, når Los Angeles tilintetgøres af tornadoer og New York fryser til is.
Det er dog også her man skal finde filmens bedste indhold, for den giver ellers ikke noget videre nuanceret billede af de klimatiske forhold i verden. Handlingen er af eksperter kritiseret som umulig, og forklaringen på problemerne er det da vist heller ikke meningen, at vi skal forstå for meget af - vi skal bare stole på at Dennis Quaid og co. har styr på det hele, og det gør vi så som tilskuere, eftersom vi ikke har meget andet valg.
Ikke desto mindre fungerer filmen udemærket på trods af den usandsynlige handling. Selv hvis vi ser bort fra det videnskabelige sludder vi fyldes med, så hænger historien vist stadig ikke for godt sammen. Jeg forstår godt, at far er nødt til at finde sønnike for den følelsesmæssige del af filmen fungerer, men faktisk er det jo overflødigt, for sønnike klarer sig jo egentlig helt fint alene, og når far først ankommer, så er faren jo sådan set drevet over, og han har dermed mistet en kammerat til ingen nytte. Som sagt, jeg forstår godt pointen i, at far er nødt til sønnen ikke bare fysisk men også følelsesmæssigt, men i sidste ende bliver hans korstog unødvendigt, fordi det ikke gør nogen forskel.
Det er dog i det mindste rart, at man har taget habile skuespillere i rollerne. Ian Holm er ikke meget med, men han demonstrerer mere end nogen andre katastrofens omkostninger. Dennis Quaid er måske ikke den største skuespiller i live, men han kan da undgå de største klichéer og overgearede følelser, der ellers kan ødelægge denne slags film. Og altid undervurderede Sela Ward holder også skansen pænt.
'Day after Tomorrow' er ikke noget stort episk værk, men det er der vel heller ikke nogen, der forventede. Den er dog heller ikke noget realistisk historie om miljøets forfald - dertil er den alt for fokuseret på sine hovedpersoner i forhold til resten af 'pøblen' - men den er et velfungerende stort og pompøst action-brag med ufatteligt flotte billeder. Det er vist toppen af, hvad de fleste kan forvente her.
30/05-2004
