den bedste gangsterfilm?

Måske ikke helt, men meget tæt på. Martin Scorsese har med overlegen stilsikkerhed og forbløffende sans for medrivende historiefortælling serveret et mesterværk, som rykker vores grænser når det omhandler gangsterfilm. Vi er med helt inde i dette hårdkogte univers med bestialske mord og evig paranoia. Det er rystende at overvære, ikke kun på grund af den realistiske tone og hverdagsagtige fremstilling, men lige så meget Scorseses fantastiske valg af kontrapunktisk musik. Det søde fremstår sødere og det brutale fremstår endnu mere brutalt. Filmen har en intern troværdighed og gør god brug af subjektiv klipning. Det er historien om den unge, som ikke vil sætte sig tilfreds med det middelmådige og tiltrækkes af gangsterverdenen, hvor materialisme og skabelse af indbyrdes respekt hærger. Ray Liotta ses i karrierens bedste præstation (selvom hans rolle i Narc kommer op på siden af den) hvor han på uretfærdig vis modtager vores sympati. Robert De Niro og Joe Pesci ses i nu velkendte roller, som de kan med respektindgydende professionalisme. Du vil med garanti aldrig se en psykopat så psykopatisk som Pesci.

Filmen besidder en overbevisende nærvær, og tiden flyver af sted. Før man har set sig om har man overværet et banebrydende mesterværk, der ikke er så voldsom og uforglemmelig som Scorseses egen Casino (som netop var det på grund af dens udpenslede vold), men alligevel den bedste af de to.