Den ultimative western?

Nu har jeg for nylig set Leones spaghetti-trilogi igennem igen, og det er nu stadig denne film, der er min absolutte favorit - det er simpelthen en af de mest gennemførte, vellykkede og helstøbte westerns jeg nogensinde har set!

De to første i trilogien er ”En nævefuld Dollars” og ”Hævn for Dollars” – begge film er ganske underholdende, men dog ikke helt i samme liga som ”Den gode, den onde, den grusomme”, hvor Leone virkelig har fordybet sig, og inddrager usædvanligt mange temaer i en usædvanligt heltstøbt film. Eksempelvis indeholder filmen en længere sekvens omhandlende borgerkrigen, hvilket medfører et bredere perspektiv end sædvanligt, og samtidigt giver et glimrende billede af, præcis hvor egoistiske og kyniske de tre hovedpersoner er - de er nærmest fløjtende ligeglade med krigen, for det primære er selvfølgelig pengene… Leone får på denne måde portrætteret karaktererne som individer der opererer på et helt andet plan end ”normale” mennesker – og på dette plan er der ikke nødvendigvis særligt langt mellem god og ond.

Derudover er skuespillet simpelthen upåklageligt! Clint Eastwood leverer varen som den benhårde dusørjæger Blondie, og udover at være cool (som kun Clinten kan) spiller han en tand mere nuanceret end i de to første film. Lee Van Cleef (som også er med i ”Hævn for Dollars”) fungerer suverænt som den skruppelløse og ondskabsfulde Angel Eyes – hans karakteristiske sammenknebne øjne passer ganske enkelt perfekt til denne rolle. Men bedst er næsten Eli Wallach, som må siges at være filmens joker i mere end én forstand. Hans usle og usoignerede fremtoning samt det dumme grin, bevirker at man umiddelbart opfatter ham som en ufarlig klovn, men bag det beskedne ydre, lurer en livsfarlig revolvermand der bestemt kan levere varen i de mange dueller.
Et af de bedste elementer i filmen, er Clinten og Wallachs komiske forhold. De er på den ene side dødsfjender, men samtidigt besidder de en form for gensidig respekt for hinanden, og deres dialoger og indforståede smil er herlige gennem hele filmen. Eksempelvis da Clinten forklarer hvorfor Wallach skal grave skatten op: “You see, in this world there's two kinds of people, my friend: Those with loaded guns and those who dig. You dig!” – det er benhårdt!

Men ingen tvivl om at det hele ville være knap så velfungerende, hvis det ikke var for én bestemt komponist, nemlig Ennio Morricone! For det første mener jeg personligt, at musikken er noget af det bedste i filmhistorien, men derudover erindrer jeg få film, hvor musik og billede kombineres så effektivt som i denne. Det er simpelthen mesterligt! Især i den legendariske slutscene hvor det endelige opgør finder sted - musikken og alle de hurtige ultra-closeups går op i en højere enhed, og resultatet er direkte genialt. Det er karakteristisk for hele filmen, at Leone aldrig skynder sig gennem noget, men derimod dvæler ved de enkelte passager, og det fungerer suverænt! Lige fra den stilfulde introduktion (der tales ikke de første 10 min) til det ultimative showdown…

Og netop slutningen er, efter min mening, noget af det bedste nogensinde. Man sidder ikke med en fornemmelse af, at det hele er ovre, men snarere at man har fået et usædvanligt spændende og underholdende indblik i en fremmed verden hvor alt er uhyre simpelt - Her er ingen familie at passe på, intet kompetent politi, intet hus eller fast holdepunkt, men kun en yderst tvivlsom moral. Filmen indeholder heller ikke den næsten obligatoriske erkendelse, der ofte spiller ind i slutningen - faktisk har ingen af karaktererne udviklet sig synderligt i løbet af filmen, de har blot bevæget sig… Men Leone har formået at skabe noget interessant og ekstremt underholdende, udfra en umiddelbart meget banal historie, og det er et usædvanligt imponerende resultat. Filmen er absolut en af de bedste westerns jeg nogensinde har set – tror faktisk, at det er min favorit indenfor genren sammen med Clintens oldschool-western ”De Nådesløse”. Så den får en meget varm anbefaling herfra!