En smagssag...
2.0
Først vil jeg lige slå fast at jeg deler jeres mening i at "Taxa Driver" er en fantastisk filmperle, og at den altid vil stå som forbillede for "selvtægs film" men med dette sagt, vil jeg dog grave lidt dybere ned i alle de rosende ord, og forsøge at finde "Taxi Drivers" svage sider.
Først og fremmest vil jeg gribe fat i handlingen i filmen, som i bund og grund er lige så simpel som en "Rambo" film, vi følger vores hovedperson i hans dagligdag og frem til det stadig hvor hans frustration tager magten over ham- for derefter at ende som vi havde forventet, med et endeligt opgør mellem hobvedperson og badguys.
Det er måske ikke handlingen der gør "Taxi Driver" til noget specielt, men derimod de kvaliteter den fremfører mens den simple handling føres frem. Der ligges meget vægt på at vi som publikum virkelig følger hovedpersonens rejse mod sindsygen, og dette kan man måske betegne som noget uset nu om dage, hvor selve action sekvenserne har fået højere prioritet, men er det virkelig så dårlig en ting?
De Niros præstation kan ingen kritiserer, men måske er dette også et element der hiver " Taxi Driver" højere op på point tavlen?
Mange kalder filmen for "tidsløs" og dette er da også en ting man kan diskuterer, måske er selve miljøet og personerne tidsløse, men vi kan lige så godt indrømme at filmen ikke har samme gennemslagskraft på et moderne publikum som da den havde premiere i sin tid, og derfor er "tidsløs" måske et lidt overfortolket ord?
Rent psykologisk er filmen uden tvivl et mesterværk, vi følger en persons rejse fra passiv psykopat til aktiv psykopat, og det lykkes Martin Scorsese at vise mange dybe sinds elementer ar De Niros karakter, en ting der dog kræver tålmodighed af den moderne seér.
Grundlæggende er "Taxi Driver" en fuldført film om en simpel mand med avancerede problemer, og alt dette fremvises i en (i sin tid) flot visuel tone. Men ind under huden når den aldrig, for "Taxi Driver" kæmper med et stort problem, den er simpelthen forældet.
Først og fremmest vil jeg gribe fat i handlingen i filmen, som i bund og grund er lige så simpel som en "Rambo" film, vi følger vores hovedperson i hans dagligdag og frem til det stadig hvor hans frustration tager magten over ham- for derefter at ende som vi havde forventet, med et endeligt opgør mellem hobvedperson og badguys.
Det er måske ikke handlingen der gør "Taxi Driver" til noget specielt, men derimod de kvaliteter den fremfører mens den simple handling føres frem. Der ligges meget vægt på at vi som publikum virkelig følger hovedpersonens rejse mod sindsygen, og dette kan man måske betegne som noget uset nu om dage, hvor selve action sekvenserne har fået højere prioritet, men er det virkelig så dårlig en ting?
De Niros præstation kan ingen kritiserer, men måske er dette også et element der hiver " Taxi Driver" højere op på point tavlen?
Mange kalder filmen for "tidsløs" og dette er da også en ting man kan diskuterer, måske er selve miljøet og personerne tidsløse, men vi kan lige så godt indrømme at filmen ikke har samme gennemslagskraft på et moderne publikum som da den havde premiere i sin tid, og derfor er "tidsløs" måske et lidt overfortolket ord?
Rent psykologisk er filmen uden tvivl et mesterværk, vi følger en persons rejse fra passiv psykopat til aktiv psykopat, og det lykkes Martin Scorsese at vise mange dybe sinds elementer ar De Niros karakter, en ting der dog kræver tålmodighed af den moderne seér.
Grundlæggende er "Taxi Driver" en fuldført film om en simpel mand med avancerede problemer, og alt dette fremvises i en (i sin tid) flot visuel tone. Men ind under huden når den aldrig, for "Taxi Driver" kæmper med et stort problem, den er simpelthen forældet.
02/06-2004
