undervurderet og overset

Da jeg for nogle år siden så Kevin Smiths debutfilm, Clerks, fandt jeg både instruktøren og filmen dybt fascinerende. Clerks var en ultra lowbugdet independent-film, der hurtig fandt sit publikum og fik kultstatus. Den følgende Mallrats skuffede mig på nærmest alle måder, og jeg frygtede, at Smith måske kun var et one-hit-wonder. Mine spekulationer blev manet fuldstændig i jorden efter jeg havde set Chasing Amy, som er, som Force også siger, det bedste romantiske komediedrama, der nogensinde er blevet lavet. Og alt respekt og ære må gå til Smith, der har konstrueret en særegen og helt unik komedie, der simpelthen er tidløs.

Historien er forholdsvis konventionel, det er den dramaturgiske struktur og den velklingede og intelligente dialog, der gør filmen mindeværdig. I disse homofobiske tider, hvor de homoseksuelle er entydige stereotyper, finder Smith flere nuancer og en form for afholdenhed frem. De fleste konversationer og scener omhandler homoseksuelle og deres tilbøjelighedsgrundlag. Diskussionerne har oftest en plausibel forklaring, som faktisk har hjulpet mig med at forstå de homoseksuelle lidt mere. Men først og fremmest er det en kærlighedshistorie og ikke kun Smiths kærlige hyldest til minoritetsgrupperne.

De traditionelle populærfilm med prinsen på den hvide hest og evig lykke er fyldt med klicheer, som er så forslidte, at det er til at få kvalme af. Smith rider ikke med på den forudsigelige bølge, men giver os en troværdig, kærlig og medrivende kærlighedshistorie, som rører mig ved hvert gensyn. Det er som om Smith har fundet essensen af alle kærlighedsforhold og gengivet den på den mest vedkommende måde, som man kunne forestille sig. Man kan ikke bare lægge fortiden bag sig og jalousi fylder for meget i forholdet. Jeg tror, at filmen stadigvæk vil være så fremstående og betydelig for mig om 30 år, som den er nu, da der er noget endegyldigt over den. Højst sandsynlig fremstillingen af den hårde kærlighed, hvor den både er sød og sur. Takket være Forceoffive er jeg overbevist om, at filmen ikke kun appellerer til den yngre og popkulturelle generation, men at også ældre kan se dens kvaliteter, både filmiske, men også menneskelige.

Ben Affleck ses her i karrierens bedste præstation, om det er noget at råbe hurra for kan så diskuteres. Jeg synes han gør det ret godt, men han kan ikke bære filmen selv, til det er han for unuanceret, til trods for hans åbenlyse indlevelse og engagement. Sammenspillet mellem ham og Joey Lauren Adams er det bærende, og de får publikum til at tro på deres forgabelse og kærligheden mellem dem. Adams er oftest ret irriterende, men Smith kan få en naturlig og fremragende præstation ud af alle. Overskyggende i enhver scene er dog Smith-kendingen Jason Lee, som er en total undervurderet skuespiller. Han er først og fremmest skidesjov, men han vækker også sympati og relationsgenkendelse for en egentlig usympatisk person. Den bedste scene med ham er hvor Affleck og Lee sidder på trappen og snakker, og han fokuserer på hans hænder mens de to får den eneste alvorlige og tovejssamtale mellem dem i filmen. Det er svært for Lees karakter at vise sine følelser, hvorved hans opmærksomhed konstant skal afledes. Mesterligt spillet af Lee.

Jeg griner, græder og gribes hver eneste gang jeg ser filmen. Den er stedvis pubertær plat, men Smiths voksne og menneskelige tilgang til tabuemnet er overlegen sikker og respektfuld, og han gør god brug af intern troværdighed. Han udleverer ikke sine karakterer, men fremsætter en overbevisende nærvær, både for historien og personerne, mest på grund af hverdagstonen i deres reaktioner og den opsigtvækkende naturalisme. Med minimalistiske virkemidler griber han publikum og leder os ind i filmens forførende univers. Jeg kan ikke engang lide tegneserier (som egentlig fylder en del af filmen), men det viser bare hvor universal filmen er. Smiths kærlige afbildning af de fanatiske nørder er også ret morsom.

Filmen besidder talrige uforglemmelige scener (ikke mindst den metafysiske ishockeykamp), men en er helt excellent, nemlig scenen med de nutidige Gøg og Gokke som tågehoveder, Jay (Jason Mewes) og Silent Bob (Kevin Smith selv), som gør entre i hver af Smiths film, selvom han ikke selv kan lide karaktererne. Smith, eller Silent Bobs, enkle fortælling om hans tidligere fejl ved en ekskæreste, heraf filmens titel, er rørende og besidder en poetisk sandhed. Den scene er hele oplevelsen værd og har sammen med filmen evig klassikerstatus hos mig

Chasing Amy er en utraditionel og ukonventionel blanding af ekstrem latterfremkaldende komik og indfølende og menneskelig troværdig dramatik, begået af indie-filmens mester med de geniale dialoger, ikke QT, men Kevin Smith. Exceptionel og absolut en filmperle, som altid vil have en plads i mit hjerte. En af mine all time favoritter.