to ord: se den!!

Andrew Niccols futuristiske og nedtonede science fiction film er lidt af et overset mesterværk, og det bedste filmiske bud på en menneskelig fremtid. Verdenen er klinisk ren, og enhver form for overraskelser indenfor den individuelles fremtid er dokumenteret og oplyst. Forskernes uendelige forsøg på at opnå excellence har medført fuld kontrol over ufødte børn, hvorved forældrene kan efter behov og pengekapacitet bestemme hvorledes barnet skal se ud og fungere. Dødelige sygdomme og skavanker findes ikke, ligeledes er Gud blevet en passiv tilskuer. Forskernes nuværende og indbyrdes hæder over at kunne udføre det umulige skal vi ikke regne med ophører, så Gattaca er ikke en utopisk fremtidsfilm, men en (af)skræmmende og intelligent formodning, hvor filmmediets virkninger er perfekte til at visualisere og videregive Niccols budskab. For selvom han forsøger at fremligge en kølig distance til hans personlige holdning, så skinner advarslen klart igennem. Derudover behersker Niccol sci-fi genren overlegent, hvor indflydelsen fra den banebrydende Metropolis er stærkest.

Dette er en kanonisk fortælling om den svage, som fra samfundet får indprentet fra barnsben af, at han ikke kan få sine drømme opfyldt, da hans fremtidsudsigter allerede er blevet gjort klare. Men filmen nøjes ikke med at være fortællingen om den stædige og vedholdende, som slutteligt og retfærdigvis får belønningen. Niccol går videre med ikke kun samfundskritik, men også spørgsmålstegn og lettere forundring over det individuelle menneskes opførsel. Forskelsbehandling og fordømmelse er neddæmpet i den knapt så fjerne fremtid, men lever i bedste velgående. For hvorfor skulle mennesket dog forandre sig, de videnskabelige gennembrud til trods? Et mord forekommer som en sensation i et samfund, hvor uforudsigeligheden for længst er blevet kirurgisk fjernet.

Ethan Hawke er ret fremragende i hovedrollen, lettere mystificeret med et klart mål. Han bakkes godt op af en underskøn Uma Thurman i en desværre lidt flad rolle, og Jude Law i hans mest velspillende præstation som hæmmet og i det fremtidige og visionære samfund derved mislykket menneske. Med fuldt overlæg er der ikke vitterligt mange nuancer i hverken deres ansigtsudtryk eller væremåde, da Niccol beskriver samfundet som enslignende mennesker, kontrolleret og styret af forventninger.

Gattaca er nok den bedste science fiction film jeg har set, da den formår at udfordre og skræmme publikum med dens, på overfladen sikre, men også personlighedsdestruerende fremtid. Hele vejen igennem er den eftertænksom naturalistisk og holder sig gladelig fra de normale konventioner. Den er produceret for forholdsvis få penge, men det kan ikke ses, da billedsiden er gennemarbejdet og velfungerende. Desværre har den ikke fået den opmærksomhed, som den åbenlys fortjener, måske fordi nogle folk finder den kontroversiel. Men det gør den ikke dårligere Ildevarslende og tankevækkende film, hvis lige er svær at finde.