er jeg selvmodsigende?

Jeg har aldrig været vild med Oliver Stones film, hvor kun Natural Born Killers har sagt mig noget (på grund af dens samfundsmæssige perspektivering). Politik interesserer mig ikke synderligt, og oftest er Stones hovedaktører usympatiske eller for beregnende til at fange mig. Stone er dog en betydningsfuld filmskaber, der altid har fastsat sit politiske standpunkt. Med Any Given Sunday har han begået hans mest overfladiske og meningsløse film, hvorved det så er besynderligt, at jeg giver den topkarakter. Men jeg har før og ofte nævnt, at jeg er en del af Mtv-generationen, og dermed billig til salg for visuelle tricks og fænomenal musik. Jeg mener da selv, at jeg besidder flere lag indenfor filmopfattelse, men da det nu er brugernes mening tilkendegiver jeg min dybt subjektive mening om denne film. For nok er det ikke en seks stjernet film, men det var og er en seks stjernet oplevelse for mig.

Der er vist ikke mange afkroge af sportens verden, som ikke er blevet udforsket på film (hvis der dog nogensinde kommer en film om curling stiger jeg af), og vi ved allerede, at det hele er pengemanipuleret- og styret og de indblandede er altid arrogante og selvoptagede. Desuden indeholder filmene altid et ultimativt opgør, som medfører et forløsende og åbenbarende øjeblik for hovedpersonerne, der får samlet trådene og opløst gamle genstridigheder. Det findes også i Any Given Sunday, hvor det dog er opbyggelsen og udførelsen af de gamle klicheer, der gør filmen speciel. Jeg forstår ikke football, men det er heller ikke en nødvendighed for at se filmen, for der er så meget mere i den. Spændende, om end forudsigelige personkarakteristik og en håndfuld kompetente skuespillere, hvor alle desværre ikke får lige meget plads og tid. Al Pacino viser sig igen som en skuespiller med stor format og indgydende respekt, og han gør hans bedste, og det lykkedes næsten perfekt for ham, for at levendegøre en tør rolle. Jamie Foxx har den rette kombination af frækhed og up-coming styrke til at publikum gider engagere sig i hans karakter. Resten af skuespillerne, både de unge og uerfarne og ældre, gør et fint stykke arbejde med nogle lidt tynde figurer.

Stone fanger spillets brutalitet med en sjælden set intensitet, selvom virkelighedens kampe sikkert ikke er så voldsomme. Med brug af talløse og imponerende visuelle tricks gør han filmen unik, i hvert fald for dem, som kan lide at se sådan noget. Det har ikke en direkte historisk betydning, men fascinerende og åndeløs virtuost er det. Med dens egen æstetiske formåen er filmen absolut fremragende. Og slutopgøret er næsten uudholdelig spændende og medrivende.

Historien er som sagt lettere banal med forudsigelige intriger. Desuden forherliges og eviggyldiggøres selve sporten, og derved bliver afbildningen ikke perfekt. I dette tilfælde betyder det dog ikke så meget for mig, for selvom Stones intentioner har været udmærkede, så er filmen alligevel ”kun” en opvisning i hans tekniske formåen. Musikken er med til at gøre filmen endnu mere tiltalende. Den er ikke blot bastantisk god, den er en fremtræden del af fortællingen. Stedvis brugen af ældre hits supplerer historiens fokus på alderdom som en afskrækkende uundgåelighed. Velvalgt blanding af omtrent alle stilarter, hvor jeg faktisk blev rørt ind imellem.

Få steder udviser Stone narcissisme, og det hele bliver for meget. Alligevel kan jeg ikke lade vær med at elske denne film og finde den inspirerende. Den fænger mig hver gang og brager igennem ind til mit let påvirkelige filmhjerte.

(Nu vil jeg ikke undskylde overfor dig, Emil, selvom jeg næsten føler jeg burde gøre det. Men nogle gange beruses jeg af en visuel fantastisk film, hvorved jeg sikkert fremstår som overfladisk. Håber ikke jeg mister din respekt, hvis den er der ;-) )