Intet menneske er en Ø…

Kort beskrevet handler The Station Agent om en lidt mut dværg der søger ensomheden i en nedlagt jernbanestation langt ude på landet. En ensomhed som hverken den lokale pølsemand, en kvindelig kunstner, en tyk skolepige eller stedets bibliotekar har i sinde at skænke ham. Lyder ikke umiddelbart særlig spændende, og slet ikke som noget der er værd at bygge en film over.

Det er ikke desto mindre hvad den debuterende instruktør Thomas McCarthy har gjort – og han har gjort det bragende godt. The Station Agent er simpelthen en lille perle af en film, der fortjener et stort publikum.

Filmens hovedperson, dværgen Finbar McBride (Peter Dinklage) arver den nedlagte stationsbygning i Newfoundland, New Jersey. I forventning om derude at finde fred og ro, og ikke mindst blive fri for nysgerrige blikke og fremmede menneskers kommentarer, slår han sig ned i stationsbygningen for at dyrke sin passion: Tog. Det viser sig dog allerede ved hans ankomst, at det kan blive så som så med ensomheden: Overfor stationsbygningen har pølsemanden Joe (Bobby Cannavale) slået sin kørende hotdog bod op, og han er en snakkesalig herre, der ikke er så nem at vifte væk. Ydermere lander Finbar to gange i grøften for at undgå at blive påkørt af en bil. Bilen køres af Olivia Harris (Patricia Clarkson), en lokal kunstner der er blevet separeret fra sin mand efter deres søns død. Hun er selvfølgelig opsat på at få sagt ordentlig undskyld til Finbar efter sin noget hasarderede kørsel, så hun har heller ikke i sinde at lade ham være i fred.

På forunderlig vis følger vi disse tre, meget forskellige, men også alle meget ensomme mennesker, mens de langsomt nærmer sig hinanden og udvikler deres venskaber. Det bliver en historie om at være tilstede for hinanden og at vi alle, store som små, har brug for andre mennesker omkring os.

Medvirkende til at gøre denne lille film så vedkommende er selvfølgelig de tre hovedrolleindehaveres spil. Peter Dinklage er simpelthen perfekt i rollen som Finbar. Med meget små midler (og her hentyder jeg ikke til hans størrelse), formår han at gøre figuren troværdig, og man føler virkelig med den lille mand. Synd at der ikke er så mange filmroller til dværge – jeg ville gerne se mere til Peter Dinklage. Patricia Clarkson, som vi bl.a. kender som Vera i Dogville, forstår også at udfylde rollen som den depressive, tangerende til det selvmorderiske, Olivia, som også frivilligt har valgt isolationen, men som, lige som alle andre, i virkeligheden behøver nærhed. Den fanden i voldske pølsemand Joe er nok den mindst nuancerede af de tre, men ikke desto mindre lykkes det for Bobby Cannavale at gøre figuren til meget mere end et komisk indslag. Også Joe har sine menneskelige problemer at slås med: Hans far er syg, og det er hans pølsevogn han passer, selvom han, i hvert fald indtil Finbars ankomst, hellere ville være alle mulige andre steder.

Meget mere er der egentlig ikke at sige om filmen – se den, nyd den og bliv i godt humør…

…og så får den i øvrigt 5 stjerner…