Katastrofe-klassiker
4.0
Richard Harris havde i 70erne hovedrollen i en stribe udmærkede dramaer, hvoraf et par stykker falder ind under betegnelsen "katastrofefilm". - Et koncept, som synes at have spillet en særlig stor rolle i netop 70ernes storbudget-film, som i modsætning til både tidligere og senere film indenfor samme genre faktisk ofte langtfra bød på lykkelige slutninger.
"Cassandra-broen" fremstår for mig som én af denne genres mest vellykkede værker. Plottet kunne til forveksling ligne en landbaseret udgave af plottet fra skibskatastrofe-dramaet "The Poseidon Adventure" fra 1972: Et luksusfartøj fyldt med velbjergede personnager sættes pga. mistanke om alvorlig sygdom ombord i karantæne og afskæres fra kontakt med omverdenen. Samtidig er der usikkerhed om selve fartøjets overlevelse.
Rent æstetisk kan filmen også nydes af alle 70er-fetichister med hang til datidens luksus-idealer: Man kan på alle måder se, hvem der rejser på første klasse(!)
I "Cassandra-broen" er dialogen generelt god, og bl.a. Martin Sheens narkotika-afhængige ungersvend, der lever på en vederstyggelig rigmandsenkes nåde, fremstår som en glimrende og uigennemskuelig anti-helt.
Der slås (desværre) også et par slag for den politiske korrekthed. Således indeholder filmen både en personlig jødisk KZ-erindringshistorie (hvilket dog var et relativt nyt fænomen dengang), og ingen børn kommer alvorligt galt afsted.
Selv om dialog og skuespil i sådanne film altid sættes i skyggen af den dramatiske og begivenhedsrige handling, leverer både Richard Harris og (sågar) Sophia Loren et par klogt underspillede præstationer i filmens gennemgående roller.
Slutningen skal ikke røbes for de (få?) personer, der endnu aldrig har set denne katastrofe-klassiker, men hverken sikkerhedsapparater, militær eller myndigheder skildres positivt, men snarere skræmmende... Det kunne flere af nutidens instruktører indenfor denne og beslægtede genrer desværre lære en hel del af.
"Cassandra-broen" fremstår for mig som én af denne genres mest vellykkede værker. Plottet kunne til forveksling ligne en landbaseret udgave af plottet fra skibskatastrofe-dramaet "The Poseidon Adventure" fra 1972: Et luksusfartøj fyldt med velbjergede personnager sættes pga. mistanke om alvorlig sygdom ombord i karantæne og afskæres fra kontakt med omverdenen. Samtidig er der usikkerhed om selve fartøjets overlevelse.
Rent æstetisk kan filmen også nydes af alle 70er-fetichister med hang til datidens luksus-idealer: Man kan på alle måder se, hvem der rejser på første klasse(!)
I "Cassandra-broen" er dialogen generelt god, og bl.a. Martin Sheens narkotika-afhængige ungersvend, der lever på en vederstyggelig rigmandsenkes nåde, fremstår som en glimrende og uigennemskuelig anti-helt.
Der slås (desværre) også et par slag for den politiske korrekthed. Således indeholder filmen både en personlig jødisk KZ-erindringshistorie (hvilket dog var et relativt nyt fænomen dengang), og ingen børn kommer alvorligt galt afsted.
Selv om dialog og skuespil i sådanne film altid sættes i skyggen af den dramatiske og begivenhedsrige handling, leverer både Richard Harris og (sågar) Sophia Loren et par klogt underspillede præstationer i filmens gennemgående roller.
Slutningen skal ikke røbes for de (få?) personer, der endnu aldrig har set denne katastrofe-klassiker, men hverken sikkerhedsapparater, militær eller myndigheder skildres positivt, men snarere skræmmende... Det kunne flere af nutidens instruktører indenfor denne og beslægtede genrer desværre lære en hel del af.
18/01-2005
