Stadig lige utiltalende
2.0
Mel Gibsons senere film har (hvad enten det har været som instruktør eller hovedrolleindehaver) generelt været præget af temaerne "hævn" og "retfærdighed". I alle tilfælde benyttes en blanding af mytologi og historiske referencer som skuepladser for dramaet.
Blockbuster-instruktøren, tyske Roland Emmerich, skaber hér den perfekte platform til at skildre implikationerne af disse begreber uden at det bliver alt for kompliceret.
Derfor ses der også stort på handlingslogikken til fordel for følelsesformidlingen, som det navnlig ses ifm. Benjamins milits, der til trods for, at de netop at har oplevet ét angreb på deres familier alligevel sidder ude i skoven og fortæller livshistorier, da briterne nedbrænder kirken.
Meningen er nemlig, at der skal opbygges et tilstrækkelig stærkt had til fjenden, således at vi bedre forstår Benjamin Martins enorme vrede, som følgelig kan (bort)forklare hans forvandling fra selverkendt krigsmodstander til hævntørstig patriot af Jeanne d'Arc'ske dimensioner - blot med dén ikke uvæsentlige forskel (navnlig i forhold til producenternes udlægning), at Gibsons figur faktisk ender med at have vundet langt mere, end han har mistet.
Trods udgangspunktet som krigstraumatiseret veteran er der ikke skyggen af budskab om krigens omkostning tilbage, da det visuelt imponerende og herligt blodsudgydende patos-epos slutter efter 2 timer og 40 minutter.
Vi er helt nede at skrabe bunden, da Benjamin Martin for 3. eller 4. gang i filmen atter engang melder sig ud af krigen, hvorefter han efter at finde et krøllet Stars & Stripes i sin sadeltaske alligevel beslutter sig for at gøre comeback, ene mand vende en hær på flugt og langt om længe realisere sin personlige vendetta.
Det er altså helt nødvendigt, at man i en pæn udstrækning er i stand til at TRO og FØLE som Gibsons figur, hvis man skal ha' en stor filmoplevelse ud af forestillingen.
Man kan vælge at se filmen som en - ganske vist temmlig langstrakt - harmløs drengerøvsfilm, der ikke er væsensforskellig fra Rambo-trilogien og andre "reaganite"-film fra især 80erne.
På en anden side svinger filmen sig selv - især til sidst - op på det faktuelt historiefortællende plan, hvilket nok gør hele forestillingen mere problematisk, hvis man tillader sig at være blot en smule kritisk overfor det indholdsmæssige.
Den amerikanske uafhængighedskrig var ingenlunde en revolution, men primært blot afstedkommet af en liga af amerikanske godsejeres (med George Washington i spidsen) ønske om større politisk magt, og det direkte startskud var en modvilje blandt disse mod pålæggelse af endnu en skat.
Disse forhold nævnes ikke med ét ord i filmen, der dermed mestendels giver associationer til de virkelig gammeldags stats- og nationalmytiske propagandafilm.
På dansk kan man sammenligne filmen med Svend Methlings "Kongen Bød" fra 1938, der var de danske storbønders egen historiske tolkning af stavnsbåndets ophævelse i 1788.
Filmen højt på sin fremragende visualisering af dramaet. Til gengæld hænger hovedpersonens handlingsrationale forstsat ganske dårligt sammen set i lyset af filmens lange spilletid, hvilket - selv hvis man ser bort fra historisk korrekthed - reducerer filmen til et ret uinteressant actionbrag, som egentlig gør de mange følelsesladede scener meget lidt relevante.
MED lidt historisk skepsis og modvilje mod at skildre faktiske historiske krige sort-hvidt, i lommen, falder bedømmelsen væsentlig længere ned. To stjerner er derfor et fornuftigt kompromis mellem disse forskellige betragtninger.
Blockbuster-instruktøren, tyske Roland Emmerich, skaber hér den perfekte platform til at skildre implikationerne af disse begreber uden at det bliver alt for kompliceret.
Derfor ses der også stort på handlingslogikken til fordel for følelsesformidlingen, som det navnlig ses ifm. Benjamins milits, der til trods for, at de netop at har oplevet ét angreb på deres familier alligevel sidder ude i skoven og fortæller livshistorier, da briterne nedbrænder kirken.
Meningen er nemlig, at der skal opbygges et tilstrækkelig stærkt had til fjenden, således at vi bedre forstår Benjamin Martins enorme vrede, som følgelig kan (bort)forklare hans forvandling fra selverkendt krigsmodstander til hævntørstig patriot af Jeanne d'Arc'ske dimensioner - blot med dén ikke uvæsentlige forskel (navnlig i forhold til producenternes udlægning), at Gibsons figur faktisk ender med at have vundet langt mere, end han har mistet.
Trods udgangspunktet som krigstraumatiseret veteran er der ikke skyggen af budskab om krigens omkostning tilbage, da det visuelt imponerende og herligt blodsudgydende patos-epos slutter efter 2 timer og 40 minutter.
Vi er helt nede at skrabe bunden, da Benjamin Martin for 3. eller 4. gang i filmen atter engang melder sig ud af krigen, hvorefter han efter at finde et krøllet Stars & Stripes i sin sadeltaske alligevel beslutter sig for at gøre comeback, ene mand vende en hær på flugt og langt om længe realisere sin personlige vendetta.
Det er altså helt nødvendigt, at man i en pæn udstrækning er i stand til at TRO og FØLE som Gibsons figur, hvis man skal ha' en stor filmoplevelse ud af forestillingen.
Man kan vælge at se filmen som en - ganske vist temmlig langstrakt - harmløs drengerøvsfilm, der ikke er væsensforskellig fra Rambo-trilogien og andre "reaganite"-film fra især 80erne.
På en anden side svinger filmen sig selv - især til sidst - op på det faktuelt historiefortællende plan, hvilket nok gør hele forestillingen mere problematisk, hvis man tillader sig at være blot en smule kritisk overfor det indholdsmæssige.
Den amerikanske uafhængighedskrig var ingenlunde en revolution, men primært blot afstedkommet af en liga af amerikanske godsejeres (med George Washington i spidsen) ønske om større politisk magt, og det direkte startskud var en modvilje blandt disse mod pålæggelse af endnu en skat.
Disse forhold nævnes ikke med ét ord i filmen, der dermed mestendels giver associationer til de virkelig gammeldags stats- og nationalmytiske propagandafilm.
På dansk kan man sammenligne filmen med Svend Methlings "Kongen Bød" fra 1938, der var de danske storbønders egen historiske tolkning af stavnsbåndets ophævelse i 1788.
Filmen højt på sin fremragende visualisering af dramaet. Til gengæld hænger hovedpersonens handlingsrationale forstsat ganske dårligt sammen set i lyset af filmens lange spilletid, hvilket - selv hvis man ser bort fra historisk korrekthed - reducerer filmen til et ret uinteressant actionbrag, som egentlig gør de mange følelsesladede scener meget lidt relevante.
MED lidt historisk skepsis og modvilje mod at skildre faktiske historiske krige sort-hvidt, i lommen, falder bedømmelsen væsentlig længere ned. To stjerner er derfor et fornuftigt kompromis mellem disse forskellige betragtninger.
18/01-2005
