a little closer...
4.0
Woos første forsøg i Amerika var den pinlige Hard Target, som nok besad enkelte af Woos kendetegn, men til gengæld blev skamklippet af producenterne så den passede bedre til det snæversynede amerikanske publikum. Med Broken Arrow kunne Woo-fans (jeg er naturligvis selv blandt dem) ånde lettet op, for selvom han måtte begå ensartede ofre her i mainstreams navn, så er Broken Arrow langt bedre end Hard Target, men det var først med den uforglemmelige Face/Off at Woo var kompromisløs.
Første gang jeg så Broken Arrow var jeg helt vild med den og den lå klart til 5 stjerner. Men allerede ved andet gensyn fandt jeg ud af, at den ikke er særlig langtidsholdbar, og derfor får den kun de fire stjerner. For selvom Woo er helt i sit es, så er historien rodet og for klichefyldt til min smag. Det starter ellers godt med en fængende indledning og smart introduktion til en ultracool John Travolta, hvor Hans Zimmers velkomponerede musik er udødelig. Desværre bliver grænserne hurtig trukket op, og visse scener er direkte overflødige i problemstillingen omkring vores helt og skurk, der er tidligere venner. Travolta er som sagt cool og nyder det helt klart, men også lidet nuanceret. Filmen skal ses som dengang, hvor den genopstandene Travolta endnu var seværdig, hvorimod han nu spreder sig tyndt ud over rollerne. Christian Slater er en udmærket helt, selvom der er lidt for meget kæk drengerøv over ham. Vil dog altid nyde ham i enhver rolle på grund af hans præstation i min yndlingsfilm, True Romance.
Filmen er velproduceret og underholdende, om end knap så mindeværdig som andre af Woos film. Broken Arrow var et skridt tættere på Woos symbolprægede og mere personlige film, hvis højder den dog aldrig når. Til det er den for glat og overfladisk.
(Force, må give Das Gott ret. Du er meget uforudsigelig i din filmsmag. Og det er ikke en negativ ting, for det er spændende at læse.)
Første gang jeg så Broken Arrow var jeg helt vild med den og den lå klart til 5 stjerner. Men allerede ved andet gensyn fandt jeg ud af, at den ikke er særlig langtidsholdbar, og derfor får den kun de fire stjerner. For selvom Woo er helt i sit es, så er historien rodet og for klichefyldt til min smag. Det starter ellers godt med en fængende indledning og smart introduktion til en ultracool John Travolta, hvor Hans Zimmers velkomponerede musik er udødelig. Desværre bliver grænserne hurtig trukket op, og visse scener er direkte overflødige i problemstillingen omkring vores helt og skurk, der er tidligere venner. Travolta er som sagt cool og nyder det helt klart, men også lidet nuanceret. Filmen skal ses som dengang, hvor den genopstandene Travolta endnu var seværdig, hvorimod han nu spreder sig tyndt ud over rollerne. Christian Slater er en udmærket helt, selvom der er lidt for meget kæk drengerøv over ham. Vil dog altid nyde ham i enhver rolle på grund af hans præstation i min yndlingsfilm, True Romance.
Filmen er velproduceret og underholdende, om end knap så mindeværdig som andre af Woos film. Broken Arrow var et skridt tættere på Woos symbolprægede og mere personlige film, hvis højder den dog aldrig når. Til det er den for glat og overfladisk.
(Force, må give Das Gott ret. Du er meget uforudsigelig i din filmsmag. Og det er ikke en negativ ting, for det er spændende at læse.)
08/06-2004
