den subjektive filmoplevelse

Definitionen af en blockbuster er for mig at se Armageddon. Michael Bays dommedagsfortælling appellerer til den brede masse ved at blande flere forskellige genrer flydende sammen til en storfilm, som amerikanerne nok skal holde af. Der er blevet råbt op omkring propaganda, men det finder jeg nu lige i overkanten. Nok er filmen himmelråbende amerikansk og Bay er utvivlsomt en patriot, men den kamel kan jeg næsten sluge i underholdningens navn (det må jo så være et definitionsspørgsmål). Bay lægger mere vægt på det visuelle i hans film end troværdighed og karakterudvikling. Endnu en ting, som folk hader, men noget jeg heller ikke har et problem med. Til gengæld synes jeg, at Bay træder forkert et par steder i Armageddon. Han burde have fremhævet den nihilistiske stemning, ligeledes skulle han have gjort filmen mere multietnisk i stedet for at lade diverse verdenskendte områder være skueplads for massedestruktion. Men som før nævnt er det en Bay-film, så amerikanerne kommer i første række.

Noget der til gengæld lykkedes fremragende for ham, er de få sammeklipninger af hverdagsmennesker, der reagerer på hændelserne. Det er ikke mange af dem, men når Bay lader den kører på slowmotion med Trevor Rabins absolut fantastiske musik i baggrunden, så er jeg solgt. Dybt rørende med et strejf af filmkunst. Det er her Armageddon henter sine point hjem, og ikke ved den nervepirrende, men også lettere forudsigelige spænding, som filmen besidder i store mængder og stedvis fokuserer for meget på. Ligeledes er der en sidefortælling om Will Pattons karakter, der ser sin søn og opnår godkendelse fra moderen, som jeg fandt ekstrem gribende, men desværre også for lidt udforsket.

Første halvdel er helt klart den bedste, hvor personintroduktionen er forrygende morsom. Den befriende humor er velplaceret (i hvert fald i første halvdel), hvor min yndlingsbirolleskuespiller, Steve Buscemi, får fyret nogle guldkorn af. Hvor jeg dog savner at se ham i disse mainstream-film, hvor han stikker ud med hans unikke talent. Buscemi har i det hele taget ikke været produktiv på det seneste, til stor ærgrelse for mig. Ellers bydes der på velvalgte skuespillere, navnlig newcomers som fremstår ret gode, men det er også på grund af manglen på udfordringer for dem. En fyr som Bruce Willis morer sig tydeligt, men det er velsagtens fordi han ikke behøver at spille, som kæmpestjerne har han format til at fylde rollen ud med hans tilstedeværelse.

Bay har altid superproduceren Jerry Bruckheimer bag sig, og han er blevet kendt for at lave underholdende popcorn-film, som kritikerne hader og masserne elsker. Armageddon er blandt dem, og selvom jeg godt kan forstå hvorfor filmen bliver kritiseret så hårdt, ja næsten hadet, så finder jeg det svært ikke at lade sig gribe og rive med af de mange klicheer og iscenesatte følelsesfremkaldende scener. Nok er Bay ikke særlig dyb, men han kan lave underholdning som jeg elsker det.

Jeg gør det i næsten alle mine indlæg, men da det er noget jeg lægger stor vægt på, så vil jeg nævne den flotte kameraføring, som ikke misser chancen for at give os nogle overrumplende og lækkert kreerede computereffekter. Sammen med John Schwartzman har Bay gjort filmen visuelt indbydende, ikke så sammenrodet og tilfældigt som i Bad Boys 2, men meget fokuseret på at gøre hver scene mindeværdig. Og det er heller ikke slået helt fejl for dem.

Bay har virkelig ramt guld med en ting, og det er musikken. Trevor Rabin filmscore er helt forrygende og fantastisk, noget af det bedste musik, jeg nogensinde har hørt til film. Og det er ikke brugen af de mange popnumre (hvor Aerosmith er de bedste), men den komponerede del med hjerteskærende fløjtespil og rørende kompositioner. Jeg har ikke meget forstand på musikkens ædlere kunst, men jeg ved hvornår noget griber mig, og Rabins musik er enestående rørende. Musikken gør hele filmen værd at se, og løfter visse scener op til det uforglemmelige, hvor alt går op i en højere enhed (de førnævnte montager og en del af filmens slutning). Jeg håber, at Bay takker Rabin ydmygt, for med hans musik har han gjort Armageddon meget bedre end man kunne forestille sig.

Klicheerne og de få irritationsmomenter til trods, så er Armageddon bragende god underholdning. Bay opsætter sig eget (amerikanske) univers med ægte helte og uundgåelige ofrer, noget der fængede mig som barn og stadigvæk kan gøre det. Så jeg bukker mig ærbødigt for ham, men beder ham også om at få en smule mere troværdig dybde med i hans film. Med det ville Armageddon have fået topkarakter, som den alligevel er tæt på at få.