tja, var det det?
3.0
Mine forventninger var måske for høje til denne film. Robert Rodriguez’s fortsættelse til den ekstrem billig producerede El Mariachi og kultfilmen Desperado skuffede mig på mange områder. Jeg havde regnet med mere hæmningsløs tegneserievold, men Rodriguez har til gengæld serveret en lettere uoverskuelig (og ufokuseret) historie med kølig overblik over actionscenerne, men med meget få ideer om hvad den egentlig vil. At gå den modsatte vej virkede perfekt for Tarantinos Kill Bill film, men Rodriguez besidder ikke samme format, selvom han stedvis er ved at indhente mesteren med cool dialog og ironisk humor.
Antonio Banderas er lidt rutinepræget, men stadig et godt valg til hovedrollen. Han (og William Dafoe, Mickey Rourke, ja selv morsomme kendinge som Cheech Marin og Danny Trejo) kan dog ikke hamle op med Johnny Depps forrygende præstation som tvivlsom CIA-agent. Han er utvivlsomt filmens mest spændende figur, hvor det ellers er svært at engagere sig i mange af hoved- og bipersonerne. Actionscenerne er udmærkede, men ikke så brutal morsomme og medrivende som i Rodriguez’s foregående film. Det er dog legende godt filmet, især kunne jeg godt lide de steder, hvor Rodriguez slår over i digitalkamera. Den forfriskende humor fra Desperado var dog slet ikke at finde her, hvor det hele tages lidt for seriøst.
Ved gensyn af filmen kunne jeg godt forestille mig, at den blev bedre. Men Once Upon a Time in Mexico kedede mig, forkerte forventninger eller ej. Tarantino har selv opfordret vennen Rodriguez til at fuldføre sin Hævneren-trilogi med en hyldest til Sergio Leone og hans spaghetti-westerns. Særlig vellykket er filmen ikke blevet og meget overraskende virker det som et stykke træg bestillingsarbejde.
Antonio Banderas er lidt rutinepræget, men stadig et godt valg til hovedrollen. Han (og William Dafoe, Mickey Rourke, ja selv morsomme kendinge som Cheech Marin og Danny Trejo) kan dog ikke hamle op med Johnny Depps forrygende præstation som tvivlsom CIA-agent. Han er utvivlsomt filmens mest spændende figur, hvor det ellers er svært at engagere sig i mange af hoved- og bipersonerne. Actionscenerne er udmærkede, men ikke så brutal morsomme og medrivende som i Rodriguez’s foregående film. Det er dog legende godt filmet, især kunne jeg godt lide de steder, hvor Rodriguez slår over i digitalkamera. Den forfriskende humor fra Desperado var dog slet ikke at finde her, hvor det hele tages lidt for seriøst.
Ved gensyn af filmen kunne jeg godt forestille mig, at den blev bedre. Men Once Upon a Time in Mexico kedede mig, forkerte forventninger eller ej. Tarantino har selv opfordret vennen Rodriguez til at fuldføre sin Hævneren-trilogi med en hyldest til Sergio Leone og hans spaghetti-westerns. Særlig vellykket er filmen ikke blevet og meget overraskende virker det som et stykke træg bestillingsarbejde.
09/06-2004
