gode intentioner
4.0
Instruktøren Troy Duffy fik efter sigende for meget af Amerikas meningsløse vold, da en i hans opgang døde og ejeren løb bagved ligmændene og forlangte boligbetaling. Den filmisk uerfarne Duffy satte sig ned og skrev et klichefyldt, men hensigtsmæssig manuskript, der skulle trækkes igennem problematiske distributørgnidninger og uenighed om valg af skuespiller, før Duffy selv kunne sætte sig i instruktørstolen. Det er der kommet en ujævn, men velmenende og underholdende film ud af. Trækplastret er helt klart den karismatiske William Dafoe i en tynd rolle som intelligent betjent. Alle personerne virker karikerede og ret utroværdige, hvorved man aldrig fænges. Alligevel er Boondock Saints guf for den indre filmiske drengerøv, som tilbeder Tarantinos film og Ritchies kendetegnende stil. Det er lidt trægt udført og stedvis dilettantisk sammensat, men ind imellem skinnes der igennem med medrivende actionscener og intelligent filmskabelse. Den overordnede og tvetydige problemstilling udforskes ikke nok, og kun under rulleteksterne gives der stof til eftertanke. Med et stærkere instruktøroverblik og mere målbevidst formål ville filmen have været meget bedre. Nu må den nøjes med fire beskedne stjerner.
10/06-2004