24 timers eftertænksomhed
6.0
Training Day er en hårdkogt og nådesløs actionkrimi, der med stor succes og troværdighed forekommer realistisk, spændende og skræmmende på samme tid. Den unge instruktør Antoine Fuqua har ikke den store filmiske erfaring, The Replacement Killers var ret tør og banal og Bait var ikke videre mindeværdig. Derfor overrumples man over Fuquas svigende sikkerhed og kølige overblik, der medfører en narrativ nærvær, som mange film ikke besidder. De metafysiske træk er velplacerede og intimiderende, og uden at overdrive ville jeg mene, at Training Day kunne have været instrueret af en ung (og mere moderne) Scorsese.
Filmens store styrke er manglen på en gennemgående historie. Hovedrammen omkring den idealistiske og moral bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent (bedst set i Finchers Seven) er simpel og let genkendelig. Den fylder dog ikke særlig meget i filmen, og det er et eminent valg af Fuqua, for så ville Training Day have blevet endnu en makker-film og være ganske ordinær. Men det er den ikke! Fuquas intention har været at beskrive og fremvise skyggesiden af Amerika, noget reklamerne aldrig viser. De fattige og afkræftende, korruption og narkotika. Det bliver aldrig utroværdigt eller postulerende fremvist, men evig nærværende og naturalistisk. Vi går fra den ene dramatiske episode til den næste, uden at det bliver fragmentarisk. Hoveddel af tiden kan vi ikke sige, hvor filmen vil hen, noget der gør den komplet uforudsigelig og det styrker ens stigende interesse. Det er først sent inde i filmen, at historien bliver specificeret og mere karakterdreven, hvor den alarmerende stemning bliver udskiftet med en mere basal spænding.
Filmen fik meget opmærksomhed på grund af Denzel Washingtons atypiske præstation som tvivlsom og moralsk forkastelig betjent i hovedrollen. Washington er yderst velspillende og helt perfekt, han løfter en på papiret stereotyp rolle op til det perfektionistiske portræt af den flersidede og egoistiske menneske, hvis naive idealisme er konfunderet med overlevelse og en egen som den nærmeste. Dialogen er intelligent og tankevækkende, hvor man ikke nødvendigvis kan frakaste det hele som en skurks påstande. Filmen formår hele vejen igennem at sætte tvivl i publikums (i hvert fald min egen) forestilling om godt og ondt, og for det fortjener Training Day topkarakter. At Akademiet valgte at hædre Washington for rollen i denne film i stedet for i Hurricane virker lettere tåbeligt, men ros fortjener han dog. Prettyboy Ethan Hawke viste nuancer i Gattaca og gør det også ret godt her. Skildringen af hans nærdødsoplevelse er uhyggelig overbevisende, en af filmens bedste scener.
Filmens vitalitet er helt klart det, som gør den så opsigtsvækkende og får den til at virke som en hel subgenre indenfor politifilm med dens hverdagsagtige realisme og paradoksale fremstilling. Den blændende og detaljemættede kameraføring er et kapitel for sig selv. Den er med til at gøre filmen levende og medrivende, og der er op til flere lag i fotograferingen. Ikke bare blæret opvisning i teknisk kunnen, men en betydelig medfortæller.
Training Day er en af mine yndlingsfilm, uforglemmelig og alligevel stimulerende. Dens høje karakter skal dog tages med forbehold, da filmen i slutningen skifter for meget over i regulære helte/skurke og ordinær afstraffelse. Grænserne bliver desværre trukket for meget op, hvorved filmen mister lidt af den troværdighed, som den med så stor indsats og succes har opbygget. Alligevel vil Training Day stå som et inciterende klasseeksempel i en fortærsket genre, ligesom Joe Carnahans Narc.
Filmens store styrke er manglen på en gennemgående historie. Hovedrammen omkring den idealistiske og moral bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent (bedst set i Finchers Seven) er simpel og let genkendelig. Den fylder dog ikke særlig meget i filmen, og det er et eminent valg af Fuqua, for så ville Training Day have blevet endnu en makker-film og være ganske ordinær. Men det er den ikke! Fuquas intention har været at beskrive og fremvise skyggesiden af Amerika, noget reklamerne aldrig viser. De fattige og afkræftende, korruption og narkotika. Det bliver aldrig utroværdigt eller postulerende fremvist, men evig nærværende og naturalistisk. Vi går fra den ene dramatiske episode til den næste, uden at det bliver fragmentarisk. Hoveddel af tiden kan vi ikke sige, hvor filmen vil hen, noget der gør den komplet uforudsigelig og det styrker ens stigende interesse. Det er først sent inde i filmen, at historien bliver specificeret og mere karakterdreven, hvor den alarmerende stemning bliver udskiftet med en mere basal spænding.
Filmen fik meget opmærksomhed på grund af Denzel Washingtons atypiske præstation som tvivlsom og moralsk forkastelig betjent i hovedrollen. Washington er yderst velspillende og helt perfekt, han løfter en på papiret stereotyp rolle op til det perfektionistiske portræt af den flersidede og egoistiske menneske, hvis naive idealisme er konfunderet med overlevelse og en egen som den nærmeste. Dialogen er intelligent og tankevækkende, hvor man ikke nødvendigvis kan frakaste det hele som en skurks påstande. Filmen formår hele vejen igennem at sætte tvivl i publikums (i hvert fald min egen) forestilling om godt og ondt, og for det fortjener Training Day topkarakter. At Akademiet valgte at hædre Washington for rollen i denne film i stedet for i Hurricane virker lettere tåbeligt, men ros fortjener han dog. Prettyboy Ethan Hawke viste nuancer i Gattaca og gør det også ret godt her. Skildringen af hans nærdødsoplevelse er uhyggelig overbevisende, en af filmens bedste scener.
Filmens vitalitet er helt klart det, som gør den så opsigtsvækkende og får den til at virke som en hel subgenre indenfor politifilm med dens hverdagsagtige realisme og paradoksale fremstilling. Den blændende og detaljemættede kameraføring er et kapitel for sig selv. Den er med til at gøre filmen levende og medrivende, og der er op til flere lag i fotograferingen. Ikke bare blæret opvisning i teknisk kunnen, men en betydelig medfortæller.
Training Day er en af mine yndlingsfilm, uforglemmelig og alligevel stimulerende. Dens høje karakter skal dog tages med forbehold, da filmen i slutningen skifter for meget over i regulære helte/skurke og ordinær afstraffelse. Grænserne bliver desværre trukket for meget op, hvorved filmen mister lidt af den troværdighed, som den med så stor indsats og succes har opbygget. Alligevel vil Training Day stå som et inciterende klasseeksempel i en fortærsket genre, ligesom Joe Carnahans Narc.
10/06-2004
