Gigantisk Helteepos

Prinserne af Troja, Paris (Bloom) og Hector (Bana) har været gæster hos Kong Menelaus (Gleeson). Da de rejser tilbage til Troja er Menelaus kone, den smukke Helen (Kruger), flygtet sammen med Paris. Menelaus henter hjælp hos sin bror Kong Agamemnon (Cox), der ser sit snit til endelig at erobre byen der ellers regnes for uindtagelig, og til at hjælpe sig henter han den uovervindelige kriger Achilles (Pitt).

Efter de store succeser med film som ”Gladiator” og ”Lord Of The Rings”, mener Hollywood åbenbart at der atter engang er penge i mammut produktioner og gammeldags sværd og sandal film, og personligt hilser jeg det velkomment, da jeg elsker disse grandiose og flamboyante udstyrsstykker.

Her har de kastet sig over et af den græske Homer’s to store og kendte (i visse kredse) heltedigte ”Iliaden” (det andet var ”Odysseen”), og lad det være sagt med det samme, er det seriøst oldtidskundskab man søger, så vil man finde filmen for amerikansk eller rettere Hollywood’sk, selv om den heldigvis ikke på alle punkter lever op til de fordomme man nu måtte gå rundt med om den slags film.

I forhold til Homer’s fortælling, der regnes for det (eller de, da jeg ikke aner hvilket der kom først af de to jeg har omtalt) første litterære værk(er) på et europæisk sprog, har man her valgt at se bort fra alt der har med de græske guder at gøre og den indflydelse de har på den oprindelige historie, da man fandt at fortællingen på den måde ville komme tættere på verden som den har set ud dengang, og dermed få et mere realistisk præg.

Historikere mener jo at der har fundet en eller anden form for stort slag sted på de breddegrader dengang, men meget mere ved man egentlig ikke om det, og man tror at Homer’s, der er født ca. 800 år f.Kr., digte er historier der er blevet overleveret fra mund til mund i flere århundreder før han nedfældede dem, og derfor er de ikke meget bevendte som historisk dokument.

Umiddelbart kan valget af tyske Petersen som instruktør af en sådan monumental storfilm virke besynderligt, men på den anden side har han bevist med en lang række forskellige produktioner, med ”Das Boot” og ”The Neverending Story” som foreløbige højdepunkter, at han forstår at levere en velinstrueret vare af høj kvalitet og med høj publikumstække, så den kan sælges.

Med ”Troy” har han haft mange penge til rådighed (185 millioner dollars!), og med et knivskarpt overblik har han forstået at sammensætte en flot og medrivende, men måske knapt så personlig en film, hvor historien, der kører som en velsmurt maskine, er skåret ind til benet og fokuserer på det essentielle, uden at den kunstigt prøver at intellektualisere over sit egent tema.

Det er der kommet en på billede- (den er fornemt fotograferet af Roger Pratt, der har stået bag kameraet på mange gode film) og tekniksiden opulent film ud af, der trods en lang spilletid aldrig er kedelig, men indrømmet først sådan rigtigt for alvor fænger i den sidste halvdel.

De grandiose og hårdtpumpede slagscener er velkomponeret og intense, uden at de bliver alt for forvirrende, og det er forrygende underholdning der i disse passager bydes på. Bedste actionscene er sjovt nok alligevel en af filmens mere minimalistiske, hvor Achilles kæmper mod Hector, for at hævne drabet på hans fætter (Her var Homer’s historie modigere, for der var det ikke en fætter, men en væbner og elsker). Men her går kampen, det mere personlige, krydret med James Horner’s generelt udmærkede musik, der i den her scene virkelig formår at give det den kant, der gør det rigtigt spændende og vildt fængende, op i den nok så berømte enhed. Musikken mindede mig her faktisk lidt om det Hans Zimmer gjorde under angrebet på landsbyen i ”The Last Samurai”, hvor vi ikke overdænges med et stort orkester, men blot får en heftig gang perkussion til at sætte tempo og stemning i scenen. Fabelagtigt og enkelt på samme tid.

Tilbage til actionscenerne og der må man desværre sige, at alle kvaliteter til trods, så er kampene en anelse for ublodige til filmens egent univers, og dette ødelægger lidt af den troværdighed man gerne vil bilde os ind der er i det her.

Filmens effekter (jeg tænker her mest på computereffekterne med de mange skibe, store slag, scenografien og den slags) er til gengæld eminente, og ikke kun fordi det hele er blændende lavet, for det er det også, men også fordi effekter slet ikke fylder så meget, selv om der er mange af dem så virker det ikke sådan, eller kastes i hovedet på en, i den grad man kunne frygte. De er alle godt integreret i historien og passer i det hele taget ind i rammerne for denne fortælling. Jeg sad aldrig med indtrykket af, at jeg var vidne til et effektorgie for effekternes egen skyld.

Også scenografisk er det en betagende film, hvor der i de arkitektoniske imponerende bygninger er kræset for detaljen, og det er med til at udbyde illusionen om, at vi befinder os i oldtiden (eller en helt anden verden for den sags skyld).

I valg af skuespillere er filmen let at kritisere (og er også blevet det). Den er populistisk castet med hotte mandlige skuespillere (og et par kvinder selvfølgelig), der helt sikkert er med for at sælge billetter. Men hvad så siger jeg bare, hvis blot de gør et godt stykke arbejde. Det kan man så diskutere.

Den pigetækkende Pitt i en af hovedrollerne, bevæger sig måske flot som krigeren der først bliver sårbar, da han finder kærligheden og dermed får en mening og et ansvar med/i livet, men han spiller efter min smag rollen alt for amerikansk. En anden af dem der kan sætte unge pigehjerter i brand er Bloom, og selv om det er et modigt valg af ham at spille krysteren Paris, der ikke tør tage og måske heller aldrig helt forstår konsekvensen af det valg af han har foretaget, hvor hans kærlighed til Helen bliver begyndelsen til enden for det stolte Troja-folk (eller rettere byen), så spiller han rollen unuanceret og stiv. Han er direkte dårlig i enkelte scener. I den sidste af de helt store roller, gør Bana det til gengæld noget nær perfekt som helten Hector, men rollen er også mere taknemmelig og lige-ud-ad-landevejen end de andre. Bana har måske et lidt mere anonymt ansigt end Pitt og Bloom, men det gør også at han ikke så nemt bliver ”typecastet” og kan derfor spille sine roller uden samme forventning om hvad han skal levere, og det gør også at man ikke tænker på ham som Bana, men som den rolle han spiller.

Oprindeligt ville instruktør Petersen ikke have at man skulle se Helen i filmen, fordi hun beskrives som så smuk, at det ville ingen kunne leve op til. Men da han ikke kunne få lov til dette, valgte han af den grund den forholdsvis ukendte tidligere tyske model Diane Kruger til rollen. Smuk er hun da også, men på en anonym måde, af den slags vi ser så mange af i diverse reklameblade og andre steder. Nu skal man selvfølgelig ikke afskrive hende som skuespiller eller hendes evner, blot fordi hun er et kønt ansigt, men der er i den her rolle ikke meget af bedømme hende på. Hun udfylder den, og heller ikke mere.

Også i flere biroller er filmen besat med solide og renommerede navne, der er kendt for at levere varen og har personlighed nok til ikke at forekomme kedelige. Det er folk som Cox, Gleeson og gode gamle O’Toole, der virker lidt træt i rollen, men det gør intet og måske er det endda tilsigtet, for det passer til den. Om man kan tro på dem alle sammen som Konger og krigere i det gamle Grækenland er måske en smagssag, men de har i hvert fald fylde nok til ad den vej at gøre rollerne interessante eller seværdige.

Den bedste birolle er nu Bean med en sympatisk fortolkning af rollen som helten Odysseus. Bean er en af den slags skuespillerne der sjældent har hovedroller i de store produktioner, men ofte gør det godt i de større biroller, hvad enten han så skal spille sympatisk eller usympatisk (i ”Lord Of The Rings” giver han en nuanceret forestilling der rummer begge aspekter). Jeg indrømmer dog, at Odysseus er beskrevet lige lovlig meget som Kong Agamemnon logrende dikkehale til min smag.

Men altså, historien om den store, men også egoistiske kærlighed og dens konsekvenser, den fænger uden at blive kvalmende, og kombineret med de fremragende actionscener, vellykkede effekter, flotte billeder og en brillant lydside, er der dømt underholdning på en stor skala. Men er man ikke som jeg, vild med sådanne film, så kan man roligt trække en stjerne eller to fra min bedømmelse.