©Bedste action-thriller ever©

6.0
Roger Spottiswoode´s action-thriller fra 1988 må betegnes som den bedste jeg har set i den genre.

FBI agenten Stanton (Sidney Poitier) jager desperat en morder, som han har et personligt opgør med og sporet leder ham til den Canadiske vildmark. Her får han selskab af en mand, som er vant til at færdes i ødemarken. En bjergbestiger og tourguide ved navn Knox, som vil føre dem igennem vildmarken, gennem sne og over bjerge for at nå deres mål. Han er lige som Stanton nu personligt involveret, da det formodes, at morderen er en del af en vandregruppe ledet af hans kæreste Sarah (Kirstie Alley). Er morderen virkelig en af disse tilsyneladende harmløse familiemænd, som er på vandretur og vil Stanton og Knox nå at få fat i ham, inden han myrder flere?

Der er konstant fart over feltet og spænding i denne film. Det er underholdning af høj klasse og filmen er en klassiker indenfor denne genre.

Iøvrigt kan man se på traileren, at der er en masse scener, som er cuttet ud, som ville egne sig til en special edition på DVD.

Filmen er højst anbefalelsesværdig og hvis man kan lide film som foregår i vildmarken ligesom f.eks. "Cliffhanger", så er det alene grund til at tjekke filmen ud.

Roger Spottiswoode har leveret en del underholdningsfilm med rimelig succes, ("Turner og hund", "Air America", "Tomorrow never dies") men der er ingen tvivl om, at dette er hans bedste.

Sidney Poitier og Tom Berenger ses som et af de bedre "makkerpar" på film og de er med til at gøre filmen troværdig, selvom det er ren og skær underholdning.

Fantastisk underholdende film.

(Tak til Scope for at have taget anmodningen op og tilføjet denne film)
Jagten på en morder