CE's paradoksale mesterværk
5.0
Indeholder spoilers for uindviede
Efter den tørre og ret simple Blood Work havde jeg ikke regnet med at endnu et samarbejde mellem Clint Eastwood og Brian Helgeland ville have resulteret i en så utraditionel og ekstraordinær film som Mystic River. Den talentfulde Helgeland har før begået intelligente manuskripter, blandt andet til L.A. Confidential og Farlige Teorier, men med hans adaptering af Dennis Lehans roman har han udført sit ultimative bedste arbejde. I stedet for at lægge vægt på den lidt ordinære krimidel har han fokuseret på personkarakteristikken og reaktionerne på en ung piges mord. Derved bliver opklaringsarbejdet og forklaringsrammerne langt mere troværdige og nærgående end man ser i næsten alle tilfælde i krimifilm. Mordet er ganske vist katalysator for den nedadgående sindsstemning, men det er personerne (og skuespillerne) der driver historien videre på usædvanlig afdæmpet og uforudsigelig vis.
Som skuespiller har jeg ikke den store respekt for Eastwood, han er lidt for kedelig til min smag, men nu har jeg ganske vist (desværre) heller ikke set ham i hans største roller. Som instruktør beundrer jeg ham dog, han har et køligt overblik, både over historien og skuespillerne. Mystic River er hans allerbedste film, hvor kun Unforgiven nærmer sig dennes højder. Med stærk indsigt og en stor beherskelse af det metafysiske har Eastwood begået en af årets bedste og mest nådesløse film. Den tvetydige billedside er med den naturalistiske fotografering fremragende sigende, gennemarbejdet ned til mindste detalje. Skuespillerne overgår dog næsten den gribende historie og symbolikken. Eastwood har fået nærværende og rystende præstationer ud af hans skuespillere, og Mystic River står som et næsten uopnåeligt eksempel på en blanding mellem forrygende skuespillere og genial historiefortælling. Exceptionelt mener jeg beskriver det bedst.
Sean Penn var det uundgåelige valg til årets Oscar for bedste mandlige hovedrolle. Med hans rå fremtræden og respektløse opførsel har han ikke fået den respekt, som han fortjener, og det kan en Oscar ikke gøre godt igen. Penn har stået bag to af filmhistoriens (ifølge mig) bedste præstationer, i Dead Man Walking og nu i Mystic River. Han er tæt på at ligge på førstepladsen med Tim Robbins’ præstation i The Shawshank Redemption, som jeg mener er det stærkeste set på film. Penn er indfølt og nuanceret, jeg kan ikke retfærdigt beskrive hans præstation. Med enkelte ansigtsudtryk kan han sende mig ind i en trøstesløs depression, smerte så perfekt personificeret at man gribes dybt og inderligt. Jeg kan ikke finde på nok rosende ord til Sean Penn, det går op i en højere enhed for ham. Tim Robbins er næsten ligeså god, rørende excentrisk og sympatien vokser med mistanken for dette offer. Han er ligeledes en stor skuespiller hvis sande talent kun sjældent skinner igennem. Den undervurderede Kevin Bacon er overraskende velvalgt, men Laurence Fishburne dyrker det rå image lidt for meget. Til gengæld er Marcia Gay Harden og Laura Linney yderst velspillende som henholdsvis svag og stærk hustru. Det bedste ensemblecast set i mange år.
Som sagt er krimidelen blevet tonet ned og den indre dramatik er dominerende. Slutningen er nådesløs, hvor retfærdigheden viger for skæbnens ironi. Robbins dør som martyr, noget vi først indser i de sidste minutter. Under hele filmen venter man med vanlig spænding på skurkens identitet, men uforudsigeligheden snyder os og det ventede forløsende øjeblik kommer ikke. Slutningen lader hele filmens gang mod et klimaks være uforløst og sender publikum ud af filmens verden i smertende ekstase. Penn får hævn, men over den forkerte. Alligevel ser han karnevalet med en befriende følelse med familien, han kan endelig lægge tragedien bag sig. Prisen er høj, men den kommer Marcia Gay Hardens figur til at betale. Desperat prøver hun at få kontakt med sønnen, der sørgmodigt spejder ud over forsamlingen efter sin far, der døde fordi han ville glemme barndommens overgreb. Hvis det ikke er smertelig deprimerende, så ved jeg ikke hvad.
Mystic River er en anderledes film, den tør rykke med grænser og udfordre publikum med dens nedslående og tragiske stemning. Den fanger publikum og bliver hos dig i flere dage. Filmen er en af de stærkeste filmoplevelser, jeg har overværet, og kun to andre film har efterladt mig i så fortabt og trist et humør, og det er Dead Man Walking og Requiem For a Dream. Eastwoods pragtpræstation og som Das Gott siger, meget tæt på seks stjerner.
Efter den tørre og ret simple Blood Work havde jeg ikke regnet med at endnu et samarbejde mellem Clint Eastwood og Brian Helgeland ville have resulteret i en så utraditionel og ekstraordinær film som Mystic River. Den talentfulde Helgeland har før begået intelligente manuskripter, blandt andet til L.A. Confidential og Farlige Teorier, men med hans adaptering af Dennis Lehans roman har han udført sit ultimative bedste arbejde. I stedet for at lægge vægt på den lidt ordinære krimidel har han fokuseret på personkarakteristikken og reaktionerne på en ung piges mord. Derved bliver opklaringsarbejdet og forklaringsrammerne langt mere troværdige og nærgående end man ser i næsten alle tilfælde i krimifilm. Mordet er ganske vist katalysator for den nedadgående sindsstemning, men det er personerne (og skuespillerne) der driver historien videre på usædvanlig afdæmpet og uforudsigelig vis.
Som skuespiller har jeg ikke den store respekt for Eastwood, han er lidt for kedelig til min smag, men nu har jeg ganske vist (desværre) heller ikke set ham i hans største roller. Som instruktør beundrer jeg ham dog, han har et køligt overblik, både over historien og skuespillerne. Mystic River er hans allerbedste film, hvor kun Unforgiven nærmer sig dennes højder. Med stærk indsigt og en stor beherskelse af det metafysiske har Eastwood begået en af årets bedste og mest nådesløse film. Den tvetydige billedside er med den naturalistiske fotografering fremragende sigende, gennemarbejdet ned til mindste detalje. Skuespillerne overgår dog næsten den gribende historie og symbolikken. Eastwood har fået nærværende og rystende præstationer ud af hans skuespillere, og Mystic River står som et næsten uopnåeligt eksempel på en blanding mellem forrygende skuespillere og genial historiefortælling. Exceptionelt mener jeg beskriver det bedst.
Sean Penn var det uundgåelige valg til årets Oscar for bedste mandlige hovedrolle. Med hans rå fremtræden og respektløse opførsel har han ikke fået den respekt, som han fortjener, og det kan en Oscar ikke gøre godt igen. Penn har stået bag to af filmhistoriens (ifølge mig) bedste præstationer, i Dead Man Walking og nu i Mystic River. Han er tæt på at ligge på førstepladsen med Tim Robbins’ præstation i The Shawshank Redemption, som jeg mener er det stærkeste set på film. Penn er indfølt og nuanceret, jeg kan ikke retfærdigt beskrive hans præstation. Med enkelte ansigtsudtryk kan han sende mig ind i en trøstesløs depression, smerte så perfekt personificeret at man gribes dybt og inderligt. Jeg kan ikke finde på nok rosende ord til Sean Penn, det går op i en højere enhed for ham. Tim Robbins er næsten ligeså god, rørende excentrisk og sympatien vokser med mistanken for dette offer. Han er ligeledes en stor skuespiller hvis sande talent kun sjældent skinner igennem. Den undervurderede Kevin Bacon er overraskende velvalgt, men Laurence Fishburne dyrker det rå image lidt for meget. Til gengæld er Marcia Gay Harden og Laura Linney yderst velspillende som henholdsvis svag og stærk hustru. Det bedste ensemblecast set i mange år.
Som sagt er krimidelen blevet tonet ned og den indre dramatik er dominerende. Slutningen er nådesløs, hvor retfærdigheden viger for skæbnens ironi. Robbins dør som martyr, noget vi først indser i de sidste minutter. Under hele filmen venter man med vanlig spænding på skurkens identitet, men uforudsigeligheden snyder os og det ventede forløsende øjeblik kommer ikke. Slutningen lader hele filmens gang mod et klimaks være uforløst og sender publikum ud af filmens verden i smertende ekstase. Penn får hævn, men over den forkerte. Alligevel ser han karnevalet med en befriende følelse med familien, han kan endelig lægge tragedien bag sig. Prisen er høj, men den kommer Marcia Gay Hardens figur til at betale. Desperat prøver hun at få kontakt med sønnen, der sørgmodigt spejder ud over forsamlingen efter sin far, der døde fordi han ville glemme barndommens overgreb. Hvis det ikke er smertelig deprimerende, så ved jeg ikke hvad.
Mystic River er en anderledes film, den tør rykke med grænser og udfordre publikum med dens nedslående og tragiske stemning. Den fanger publikum og bliver hos dig i flere dage. Filmen er en af de stærkeste filmoplevelser, jeg har overværet, og kun to andre film har efterladt mig i så fortabt og trist et humør, og det er Dead Man Walking og Requiem For a Dream. Eastwoods pragtpræstation og som Das Gott siger, meget tæt på seks stjerner.
16/06-2004
