Ricci redder

Middelmådig, men sobert drama, der med enkelte fornyelser i billedsproget visualiserer hovedpersonens depression på troværdig vis. Den norske Erik Skjoldbjærg (der stod bag den oprindelige udgave af Insomnia) instruerer med fin indsigt og en personlig stil, og man kan ikke påstå at han har solgt ud over i Guds eget land. Desværre fænger historien aldrig, hvorved filmen forekommer lidt glat, det alvorlige emne til trods. Brugen af de berygtede lykkepiller indtræder kun i det sidste kvarter og er derved ikke filmens overordnede emne, som jeg havde udledt af titlen. En sarkastisk bemærkning og lidt skrevne informationer skræmmer, men ellers forlader man filmen overraskende upåvirket.

Den yndige Christina Ricci er fremragende og behersker de komplekse sider af hovedpersonen professionelt. Man kommer ind under huden på hende, mens bipersonerne desværre er alt for karikerede, på trods af habile skuespillere, og bliver hurtigt utroværdige. Ligeledes virker Riccis optur for problemfrit, og det lader til at man især i slutningen har klippet flere scener ud. Rørende guitarspil redder visse scener fra det banale.