med pil ned

Ligesom Peter Jackson ikke var det åbenlyse valg til den ansvarlige for Ringenes Herre-filmene er Sam Raimi heller ikke den første man sætter i forbindelse med en kulørt filmatisering af Spider-man tegneserien. Men ligesom Jackson har Raimi manet alt skepsis i jorden og serveret os et sandt festorgie af imponerende effekter, energiske actionscener og jordnære følelser.

Raimi indledte karrieren med kultfilmen Evil Dead, der stødte en del folk med dens respektløse splatter. Senere instruerede han dens to fortsættelser, men blev mere indrammet og mainstream med Darkman og The Quick and the Dead. Underholdende, men ufokuseret. Raimi imponerede kritikerne med den afdæmpede dramathriller En Simpel Plan, der mest huskes for de fantastiske skuespillere. Den efterfølgende The Gift var herlig stemningsfuldt, men manglede en bedre historie for at være fremragende. Ligeledes var Kevins Costner-dramaet For Love of the Game alt for sentimental, men til gengæld et personligt projekt for Raimi. Med Spider-man har han begået hans mest kommercielle, men velsagtens også bedste og mest tilfredsstillende film.

I Raimis hænder er den lidt trivielle historie blevet til et medrivende actioneventyr, hvor alle kan følge med. Mest vellykket er Raimis visualisering af et faktisk troværdigt tegneserieunivers, hvor Parkers transformation er udført med befriende og varm humor. Raimi er tydeligvis selv en fan, og han har ramt tegneseriens atypiske stemning af usikkerhed lige på kornet. Der trækkes morsomme, men også følelsesladede sammenligninger mellem Parkers fremmedgørelse fra verdenen via hans evne og lidt kiksede adfærd og ungdommens udviklinger og følelsesmæssige forvirringer. Filmen er bedst i de scener, hvor Parker gradvis indser hans massive potentiale (udført med et kært glimt i øjet) og med den mere alvorlige morale omkring ens ansvar. Selvom den selvfølgelig er blæst op her på grund af Parkers ekstraordinære talent, så er det let at relatere til og svært at skubbe fra sig. Filmen er selvfølgelig ikke synderlig dyb, men den er alligevel mere alvorlig og eftertænksom end man havde regnet med for en glat og kulørt tegneseriefilmatisering. Præcis ligesom Ang Lees Hulk (som jeg undervurdere skammeligt).

Tobey Maguire er perfekt i hovedrollen som Parker/Spider-man. En smule nørdet, men sikker og sympativækkende for den unge herre, som må påtage sig et kæmpeansvar. Maguire besidder en stor del af rosen for at filmen føles så vellykket, en talentfuld skuespiller der tilfører lige det ekstra til en tynd rolle. Jeg havde nu ønsket mig at se Jake Gyllenhaal i rollen som Spider-man (som der vist havde været på tale, i hvert fald til fortsættelsen). Han var jo fremragende i den mystiske og fascinerende Donnie Darko, men Maguire må siges at være det rette valg. Til irritation for min kæreste blev jeg lidt småforelsket i den ultrasøde Kirsten Dunst i en obligatorisk rolle som den uopnåelige pige, som helten pludselig har chancen for at være sammen med. Fint fremvist af Raimi, der styrer langt udenom det pinlige. Men mand hvor er hun dejlig! Hehe, jeg lyder som en teenagepige med en Orlando-crush ;-) William Dafoe er overraskende ustyrlig og lettere malplaceret i skurkerollen. Ikke særlig nuanceret eller uhyggeligt, noget man ellers skulle tro en mand af Dafoes format kunne levere. Men nu er skurkene jo heller ikke de dybeste roller. Læg mærke til en grænseløs morsom J.K. Simmons i en birolle som avischef.

Effekterne er overvældende, men ikke helt flydende. Jovist, Spider-mans flyveture er åndeløs flotte og medrivende, men stedvis er computereffekterne en smule sjusket. Det er dog kun i scenerne med digitalt kreerede mennesker. Filmen har sine småfejl, irriterende klicheer og kedelige momenter. Den er dog en af de vildeste rutschebanetur set på det store lærred til dato, og blandingen mellem storladne actionsekvenser, de mere smalle, men imponerende slåskampe og de velkendte menneskelige følelser er så flydende og sikkert iscenesat, at man underholdes så bravt, at man føler sig som et lille barn.

Selvom Raimi ikke er direkte fornyende (Matrix-indflydelsen er ret tydelig nogle steder), så er han utvivlsom og dedikeret i hans instruktion, og det gør Spider-man til en af de bedste tegnefilm-til-biograflærred film, på højde med Singers X-Men. Måske ikke helt de seks stjerner værdig, men når Raimi udfolder hans legende visuelle talent læner jeg mig tilbage og nyder det forrygende show, og mit mere kritiske blik får ikke lov til at se filmen og dens mere svage sider. Det er vel unødvendigt at sige jeg glæder mig som et lille barn til fortsættelsen?