stilsikker genreblanding

Jeg har vist aldrig lagt skjul på, at Steven Soderbergh med rette er en af mine yndlingsinstruktører. Med hans helt unikke stil, både i tilbagevendende tematik og montage, har han beriget os med begavede og personlige film, som både kritikerne og publikum kan holde af. Han har trådt forkert et par gange (Full Frontal kan stadig irritere mig), men hans film har altid været et interessant bekendtskab. Efter den højst succesfulde indie-film Sex, Lies and Videotape, måtte Soderbergh se sig til takke med de mere smalle, men spændende film, som publikum dog ikke stormede i møde. Kritikerne var stadig med ham, men selskaberne ville ikke finansiere hans mere eksperimenterende film. Derfor har Soderbergh været halvtvunget til at instruere de mere kommercielle film (blandt andet denne og Ocean’s Eleven, som helt klart fortjente fem stjerner fra min hånd) for at kunne køre videre med hans mere sindsudvidende og stimulerende film, som for eksempel mesterværket Traffic og den komplicerede Solaris. Det gør dog ikke hans mere mainstream produktioner til dårlige film, for Soderbergh er altid dedikeret og går helhjertet ind for et projekt.

Out of Sight er baseret på en roman af Elmore Leonard. Filmen lægger sig ret godt op af bogen, og en bedre filmatisering kunne vist ikke have været mulig. Tonen er knap så rå og hårdkogt her, men den overordnede historie og de små sidespring er tilpas kringlede iscenesat, så man får den samme fængende forvirring over både bogen og filmen. Ikke fordi det er kompliceret, men anderledes. Soderberghs leg med kronologien skal dog siges ikke kun at være en nydelig Tarantino-hilsen (som filmatiserede en anden bog af Leonard det samme år som blev til den afdæmpede og blændende Jackie Brown).

George Clooney er her en fremragende charmør med overbevisende nuancer og lavmælt humor. En af hans bedste roller, og hvor han dog spiller den flot. Clooney er uden tvivl en af de mere interessante skuespillere fra Hollywood, især fordi han også viste alsidig talent som instruktør på den fornemme Confessions of a Dangerous Mind. Jennifer Lopez ses her i karrierens bedste rolle, og hun viser, at hun egentlig godt kan spille skuespil. Ellers er hun generelt meget overvurderet. Out of Sight byder også på interessante skuespillere i birollerne, især Don Cheadle har jeg fået øje på.

Ofte har Soderbergh fået stil og substans til at gå op i en højere enhed, men da substansen i dette tilfælde ikke er vitterlig tankevækkende, som oftest i hans film, så har Soderbergh ladet den visuelle del været mere fremtræden og dominerende her. Og hvor er det lækkert lavet af ham! Det er simpelt, men overrumplende på samme tid. Det er gjort bevidst indbydende, og det løfter helt klart filmens lidt banale, men alligevel interessante fortælling. For hvad nu hvis… I en genial og ren mesterlig Soderbergh-sekvens krydsklippes der mellem Clooneys samtale med Lopez og deres møde på hotelværelset. Dialogen er intelligent og eftertænksom, men her forklares også Soderberghs vidunderlige brug af freezeframes. Clooney snakker om at stoppe tiden og fange øjeblikket ved et tilfældigt møde med en fremmed, noget som Soderbergh visualiserer ved brug af freezeframes. Bemærk også, at han ikke bruger tricket mere efter de to har overnattet sammen. Hvis hele filmen havde haft den samme dybde og sammenhæng som den sekvens ville Out of Sight helt klart have været de seks stjerner værdig. Nu må den ”nøjes” med de fem for appetitlig stil og fremragende skuespillere.