naiv og typisk amerikansk
3.0
Manuskriptforfatteren Randall Wallace og Mel Gibson mødes igen efter mesterværket Braveheart, hvor instruktørtjansen dog her er gået til Wallace. Det er der kommet en mere regulær og triviel krigsfilm ud af, som imponerer med det gennemarbejdede håndværk, men også er for klichefyldt og patriotisk til at blive rigtig god og skille sig ud fra mængden. På det seneste har jeg haft det svært med at amerikanerne bruger datidens krige som underholdning, især fordi skildringerne af amerikanerne og deres fjender er uhyggelig enøjet opdelt. De bedste krigsfilm fra Amerika er Saving Private Ryan, fordi fjendeskildringen er mere nuanceret og menneskelig. I Black Hawk Down kæmpede soldaterne af nødvendighed, så den kunne jeg sluge. Malices Den Tynde Røde Linie er mindeværdig på grund af den nærmest poetiske tilgang til emnet og dens behandling af den psykiske påvirkning. I We Were Soldiers drager de frivilligt i krig og uden baggrundsviden forstår man ikke rigtig hvorfor. Denne film er dog ikke lige så brækfremkaldende som Woos elendige Windtalkers.
Wallace får med rimelig succes indblandet familien til de faldne soldater, og selvom det aldrig bliver rørende, så er intentionen så god, at man accepterer banaliteten i deres reaktioner. Jeg står til gengæld af ved slutningen, hvor Wallace finder slowmotion og enkelt musik frem. Publikum skal have en glædelig følelse over, at nu vinder amerikanerne, både sejren og deres værdighed. Og denne positive følelse udløses af bestialske mord på fjenderne. Nej hvor har jeg det godt efter at have set 100 mennesker skudt. Jeg finder det kvalmende at vi indtager det som underholdning. Men nu modsiger jeg velsagtens mig selv, for en film som Bad Boys 2 er mindst ligeså udpenslet, og det er da ren underholdning uden bagtanke fra instruktøren om grusomhedsskildring.
We Were Soldiers har de reelle intentioner og kompetente håndværk, men da den stedvis er ret kluntet udført og lidt for gammeldags i dens tankegang bliver den kun middelmådig. Evig sympatiske og respektindgydende Gibson er også lettere malplaceret i hovedrollen.
Wallace får med rimelig succes indblandet familien til de faldne soldater, og selvom det aldrig bliver rørende, så er intentionen så god, at man accepterer banaliteten i deres reaktioner. Jeg står til gengæld af ved slutningen, hvor Wallace finder slowmotion og enkelt musik frem. Publikum skal have en glædelig følelse over, at nu vinder amerikanerne, både sejren og deres værdighed. Og denne positive følelse udløses af bestialske mord på fjenderne. Nej hvor har jeg det godt efter at have set 100 mennesker skudt. Jeg finder det kvalmende at vi indtager det som underholdning. Men nu modsiger jeg velsagtens mig selv, for en film som Bad Boys 2 er mindst ligeså udpenslet, og det er da ren underholdning uden bagtanke fra instruktøren om grusomhedsskildring.
We Were Soldiers har de reelle intentioner og kompetente håndværk, men da den stedvis er ret kluntet udført og lidt for gammeldags i dens tankegang bliver den kun middelmådig. Evig sympatiske og respektindgydende Gibson er også lettere malplaceret i hovedrollen.
19/06-2004
