mættende efterfølger

Ridley Scotts fortsættelse til Jonathan Demmes fortræffelige og mindeværdige Ondskabens Øjne er blevet udskældt af kritikerne og skuffede de spændte fans. Tilsyneladende er jeg en af de få, som mener Hannibal er en hæderlig fortsættelse og fremragende film, der absolut lever op til forgængerens standardsættende kvaliteter. Efter Ondskabens Øjne og Finchers mesterværk Seven var der minimum af fornyelse indenfor thriller-genren, og de fleste film kørte i den samme rille. Derfor kunne Hannibal aldrig tilfredsstille de høje forventninger og forhåbninger om fornyelse, og det har Scott velsagtens indset. Derfor er Hannibal radikal anderledes end dens forgænger, ikke synderlig original eller skelsættende, men sikker i instruktionen og så veludført, at man ikke kan andet end nyde denne skrækforestilling.

Karakteren Hannibal Lecter er i denne film desværre blevet en skygge af sig selv. Demme fremsatte succesfuldt Lecter nærmest som en allegori, vores værste og mest umenneskelige mareridt, personificeret i denne velartikulerede djævel. Med Anthony Hopkins’ kølige præstation følte man hans ondskabsfuldhed bag skærmen med en isnende uhygge. Ondskabens Øjne var en psykologisk thriller af de bedste, men den side ses ikke i Scotts version. Derfor er Hannibal ikke nær så uhyggelig og skrækindjagende som Demmes film. Scott har til gengæld satset på den mere udpenslede voldsomhed, som i slutningen fik det til at vende sig i maven på mig. Højst sandsynlig fordi det kom så uventet, havde ikke regnet med noget så fremvisende i en mainstreamfilm. Scott har desuden indlagt op til flere tabuemner for at gøre filmen så ubehagelig som overhovedet muligt, blandt andet børnemisbrug, skamferede mennesker og kvindenedladning. Et modigt og velovervejet træk fra Scott.

Det er ikke velspillende Hopkins’ skyld, at Hannibal Lecter er blevet så ”menneskelig” i fortsættelsen. Den skal gå til forfatteren Thomas Harris der faldt i det grimme prætentiøse spor. Han insisterer på at lade figuren være mindre ond og hans gerninger fremhæves nærmest som gode, da han efter eget udsagn efter bedste evne kun spiser de onde fyre. Derved fjernes meget af den psykologiske dybde og troværdighed fra Demmes film, og Harris’ roman må siges, at være en skuffende sag, på grænsen til det skrækkelige. Derved kommer filmen nok til at fremstå bedre for mig, end den egentlig er. Jodie Foster takkede nej, grangiveligt på grund af bogens (og filmens) slutning, der gør forholdet mellem Lecter og Starling lettere banalt. Julianne Moore er en god erstatning, men hæver sig aldrig over det ordinære. Læg mærke til en ugenkendelig sminket Gary Oldman i en herlig ondskabsfuld og sadistisk rolle. Det kan han.

Min konklusion må være, at Hannibal led under for høje forventninger og for lidt psykologisk uhygge. Derfor er filmen dog stadig intens spændende, selvom den godt kan tangere til det kedelige i visse momenter. Scotts visuelle sans har altid været exceptionelt, og det trækker helt klart filmen op i min bedømmelse. Sammen med Hans Zimmers kølige klaverspil er der faktisk nogle genistreger at finde i denne film. Hannibal sniger sig op på de fem stjerner, og det skyldes nok min fascination af Ridley Scotts instruktørtalent.