det er rigtigt, Emil
5.0
Enemy of the State er meget mere plotfokuseret end de fleste film vi ser fra storproducenten Jerry Bruckheimers side. Det skyldes nok den garvede instruktør, Tony Scott, som altid har stået uretfærdigt i skyggen af storebroderen Ridley Scott. Tony har instrueret min absolutte yndlingsfilm, True Romance, og hans film vil altid være seværdige for mig fordi jeg har så stor respekt for hans talent og visuelle flair. Enemy of the State er sammen med The Last Boyscout Scotts bedste film (udover TR, naturligvis). Med et sindrigt konstrueret plot, der dog ikke bringer så meget nyt på banen med den uskyldige anklagede der må flygte og senere bevise hans uskyld, har Scott leveret en af de alle tiders bedste paranoiathrillers.
Filmens stærkeste force er uden tvivl dens tankevækkende historie, hvori dens enkelhed man både har indblandet lettere kontroverser og kritik af magtregeringen. Ikke dårligt for en mainstream underholdningsfilm, og Enemy of the State er også mindeværdig på grund af dens umiddelbare mod og skildring af et nærkommen (eller allerede eksisterende) overvågningssamfund. Men da filmen som sagt også skal være underholdning er Scott ikke gået så langt og har sat sit eget standpunkt omkring problemstillingen. Enemy of the State formår alligevel at viderebringe så mange informationer igennem forestillingen, at publikum selv kan danne sig et indtryk og fastsætte ens egen mening. Eller den kan ses som regulær og yderst velproduceret underholdning.
Der bydes på intense menneskejagter, som i hvert fald fik adrenalinet til at køre rundt i mig. Filmens nærvær skyldes den skæve og blændende fotografering, samt dens virtuose sammenklipning. Uden tvivl reklameæstetik, men noget jeg personligt holder meget af. Og her leverer Scott varen med et personligt og let genkendeligt udtryk. Will Smith ses i hans første seriøse rolle, og hvor gør han det godt. Smith kan spille skuespil, bare se Michael Manns oversete Ali. I birollerne ses rutinerede og gode skuespillere, mens den yngre generation imponerer med deres energiske præstationer.
Filmens stærkeste force er uden tvivl dens tankevækkende historie, hvori dens enkelhed man både har indblandet lettere kontroverser og kritik af magtregeringen. Ikke dårligt for en mainstream underholdningsfilm, og Enemy of the State er også mindeværdig på grund af dens umiddelbare mod og skildring af et nærkommen (eller allerede eksisterende) overvågningssamfund. Men da filmen som sagt også skal være underholdning er Scott ikke gået så langt og har sat sit eget standpunkt omkring problemstillingen. Enemy of the State formår alligevel at viderebringe så mange informationer igennem forestillingen, at publikum selv kan danne sig et indtryk og fastsætte ens egen mening. Eller den kan ses som regulær og yderst velproduceret underholdning.
Der bydes på intense menneskejagter, som i hvert fald fik adrenalinet til at køre rundt i mig. Filmens nærvær skyldes den skæve og blændende fotografering, samt dens virtuose sammenklipning. Uden tvivl reklameæstetik, men noget jeg personligt holder meget af. Og her leverer Scott varen med et personligt og let genkendeligt udtryk. Will Smith ses i hans første seriøse rolle, og hvor gør han det godt. Smith kan spille skuespil, bare se Michael Manns oversete Ali. I birollerne ses rutinerede og gode skuespillere, mens den yngre generation imponerer med deres energiske præstationer.
20/06-2004
