Burde ikke kunne lade sig gøre

6.0
Er der noget, Metallica ikke kan? De sætter sig for at lave en dokumentar om den proces, der skaber St. Anger, og kan i dag se tilbage på en dokumentar, som skærer helt ind til benet og skildrer de mange skilleveje, bandet har stået overfor de seneste par år, uden at forfalde til en "Behind the music"-stemning. Sinofsky og Berlinger har fra start skudt sig ind på de tre ting, som er så svære at skildre, men som samtidig er at genfinde i så godt som alle rigtig gode dokumentarfilm:

- Den gode, faktuelle, historie.
- Den rå personskildring.
- Evnen til ikke at fortælle historien, men blot være til stede og lade historien fortælle sig selv.

Særligt det sidste gøres meget flot. Sinofsky og Berlinger forfalder ikke til konstant at aflevere personlige ytringer, men sørger i stedet for at koncentrere sig om dygtig kameraføring, mens særligt de to store genier (og egoer) kæmper en kamp først mod hinanden, siden mod tilværelsen og til sidst for igen at styre bandet på ret køl. Det er fejende flot, intenst og samtidig noget af det mest velafbalancerede, jeg nogensinde har set.....og så gør det jo heller ikke noget, at musikken er i verdensklasse.
Metallica: Some Kind of Monster