it stays
5.0
(Thomas og Gott, jeres velskrevne indlæg overflødiggøre enhver kommentar fra mig, men da jeg holder meget af denne film vil jeg alligevel tilkendegive min mening. Direkte kopiering fra er derfor en understøttelse af jeres skriverier og fremstår forhåbentlig ikke som uoriginalitet fra min side)
Joe Carnahans bare anden spillefilm er meget tæt på at være et mesterværk, visuelt overrumplende og med en stærk og uafrystelig historie. Indenfor den forslidte politigenre (hvor kun David Ayers nylige manuskripter til Training Day og Dark Blue har budt på en smule fornyelse) kommer Narc som en ren åbenbaring. For selvom Carnahan simpelthen ikke kan styre udenom klicheerne (fordi de er så integreret i politifilm), så bruger han det velkendte med så stærk opfindsomhed og snilde, at man kun kan beundre hans ophøjede talent. Man burde irriteres over banaliteter som den sorte chef, familielivet, med både en afdød hustru og utilfreds kone, og hovedpersonen der lider af fortidens traumer. Man irriteres bare aldrig, for Carnahan bruger det ordinære som psykologisk motiv og fremdrift for vores to hovedpersoner. Derved bliver sidehistorierne ekstrem fremtrædende og betydningsfulde på en realistisk og fængende måde, fordi de har så kraftig og troværdig en indflydelse på hovedpersonernes handling.
Narc er baseret og inspireret af en af Carnahans egne kortfilm, og selvom historien måske ikke helt retfærdiggøre en hel spillefilm (visse scener er unødvendig lange) er filmen alligevel hamrende medrivende fra første til sidste sekund. Det skyldes en perfekt blanding af den interessevækkende historie og geniale filmiske virkemidler. For det første Cliff Martinez’s på en gang intimiderende og rørende musik, der virkelig bliver hos en. Steven Soderbergh bruger ofte Martinez, og det kan man godt forstå, for hans musik og kendemærke er helt unik på en hypnotiserende måde. Nu hvor jeg nævner Soderbergh, så er han tydeligvis en inspirationskilde for Carnahan, som med stor sikkerhed og efterfølgende uafrystelig gennemslagskraft bruger visuelle virkemidler som overlapninger i både lyd og billede, splitscreening, heftig montage med abrupte klip (fungerer fremragende og mindeværdigt her) og perfekt håndholdt kamera. Specielt det håndholdte kamera (vi snakker ikke ufokuserende dogme) giver filmen en dybdegående følelse af semi-dokumentarisme og autenticitet. Filmens indledning er noget af det mest virtuose og uoverskuelige jeg længe har set. Komplet overrumplende, og filmens kvalitet daler ikke efter den åndenødsfremkaldende begyndelse.
Jason Patric er fremragende i hovedrollen, kølig og afdæmpet med en tydelig indædt kamp mod sig selv og fortidens handlinger. Han er sympativækkende i kraft af hans ægthed og troværdighed. Karrierens bedste præstation for Patric, som her afskriver alle fordomme omkring Brad Pitt lookalike døgnflue. En kraftpræstation. Endnu bedre er Ray Liotta dog som betjenten, der på grund af hans nedadgående tiltro til verdenen og lettere virkelighedsfornægtelse bøjer regler og opfører sig stedvis amoralsk. I slutningen vender vores tilbageholdte følelser dog for ham. På sublim vis (både i kraft af historiens genialt udførte twist og Liottas fantastiske præstation) forstår vi hans handlinger og bifalder dem nærmest. Specielt i slutningen bliver filmen mesterlig. Liotta har mistet sin kone, og kaster sin kærlighed over et spoleret barn, som han føler han faderlig beskyttelse for, da han ikke selv nåede at få børn. Dette hårdkogte actiondrama slutter af med en menneskelig forståelse og handling så stærk, at det næsten bliver for følelsesmæssigt overvældende, og derfor bliver filmen hos dig i flere dage. Derved bliver Narc ikke bare en opvisning i brutalitet eller visuel overlegenhed, men samler alle ting i en stramt udført filmfortælling.
Som Thomas Nielsen siger, vil det blive yderst interessant at se, hvad Carnahan kan få ud en tredje del i Mission: Impossible-serien. Jeg vil garantere for noget opsigtsvækkende og anderledes, for hvis Carnahan medbringer bare halvdelen af den nådesløse og kompromisløse independent-talent, som han viser med Narc, så… Ja, ventetiden er lang.
Joe Carnahans bare anden spillefilm er meget tæt på at være et mesterværk, visuelt overrumplende og med en stærk og uafrystelig historie. Indenfor den forslidte politigenre (hvor kun David Ayers nylige manuskripter til Training Day og Dark Blue har budt på en smule fornyelse) kommer Narc som en ren åbenbaring. For selvom Carnahan simpelthen ikke kan styre udenom klicheerne (fordi de er så integreret i politifilm), så bruger han det velkendte med så stærk opfindsomhed og snilde, at man kun kan beundre hans ophøjede talent. Man burde irriteres over banaliteter som den sorte chef, familielivet, med både en afdød hustru og utilfreds kone, og hovedpersonen der lider af fortidens traumer. Man irriteres bare aldrig, for Carnahan bruger det ordinære som psykologisk motiv og fremdrift for vores to hovedpersoner. Derved bliver sidehistorierne ekstrem fremtrædende og betydningsfulde på en realistisk og fængende måde, fordi de har så kraftig og troværdig en indflydelse på hovedpersonernes handling.
Narc er baseret og inspireret af en af Carnahans egne kortfilm, og selvom historien måske ikke helt retfærdiggøre en hel spillefilm (visse scener er unødvendig lange) er filmen alligevel hamrende medrivende fra første til sidste sekund. Det skyldes en perfekt blanding af den interessevækkende historie og geniale filmiske virkemidler. For det første Cliff Martinez’s på en gang intimiderende og rørende musik, der virkelig bliver hos en. Steven Soderbergh bruger ofte Martinez, og det kan man godt forstå, for hans musik og kendemærke er helt unik på en hypnotiserende måde. Nu hvor jeg nævner Soderbergh, så er han tydeligvis en inspirationskilde for Carnahan, som med stor sikkerhed og efterfølgende uafrystelig gennemslagskraft bruger visuelle virkemidler som overlapninger i både lyd og billede, splitscreening, heftig montage med abrupte klip (fungerer fremragende og mindeværdigt her) og perfekt håndholdt kamera. Specielt det håndholdte kamera (vi snakker ikke ufokuserende dogme) giver filmen en dybdegående følelse af semi-dokumentarisme og autenticitet. Filmens indledning er noget af det mest virtuose og uoverskuelige jeg længe har set. Komplet overrumplende, og filmens kvalitet daler ikke efter den åndenødsfremkaldende begyndelse.
Jason Patric er fremragende i hovedrollen, kølig og afdæmpet med en tydelig indædt kamp mod sig selv og fortidens handlinger. Han er sympativækkende i kraft af hans ægthed og troværdighed. Karrierens bedste præstation for Patric, som her afskriver alle fordomme omkring Brad Pitt lookalike døgnflue. En kraftpræstation. Endnu bedre er Ray Liotta dog som betjenten, der på grund af hans nedadgående tiltro til verdenen og lettere virkelighedsfornægtelse bøjer regler og opfører sig stedvis amoralsk. I slutningen vender vores tilbageholdte følelser dog for ham. På sublim vis (både i kraft af historiens genialt udførte twist og Liottas fantastiske præstation) forstår vi hans handlinger og bifalder dem nærmest. Specielt i slutningen bliver filmen mesterlig. Liotta har mistet sin kone, og kaster sin kærlighed over et spoleret barn, som han føler han faderlig beskyttelse for, da han ikke selv nåede at få børn. Dette hårdkogte actiondrama slutter af med en menneskelig forståelse og handling så stærk, at det næsten bliver for følelsesmæssigt overvældende, og derfor bliver filmen hos dig i flere dage. Derved bliver Narc ikke bare en opvisning i brutalitet eller visuel overlegenhed, men samler alle ting i en stramt udført filmfortælling.
Som Thomas Nielsen siger, vil det blive yderst interessant at se, hvad Carnahan kan få ud en tredje del i Mission: Impossible-serien. Jeg vil garantere for noget opsigtsvækkende og anderledes, for hvis Carnahan medbringer bare halvdelen af den nådesløse og kompromisløse independent-talent, som han viser med Narc, så… Ja, ventetiden er lang.
21/06-2004
