ingen svagheder her

Ligesom med Joe Carnahans Narc finder jeg Bill Paxtons overrumplende, men alligevel nedtonede instruktørdebut Frailty både overset og så tæt på at være et mesterværk, som det nu kan være. At kategorisere filmen er vist ikke muligt, selvom filmens myrekrybsfremkaldende indledning tydeligvis indikerer, at vi er i thrillergenren. Den stemningssættende musik bærer i hvert fald stærkt præg af det. Mens spilletiden udrinder, er man dog egentlig ikke helt klar over, om det er en rendyrket thriller, gotisk gyser eller en religiøs historie a’ la Shyamalans Signs. Det sidste er nok mest korrekt (selvom blandingen mellem genrerne er perfekt), og jeg elsker vel denne film (og Signs ligeså) så højt, fordi man sjældent ser amerikanske film med kristne undertoner og budskaber.

Thrillers er i de seneste år tit forfaldet til ren visuel lir, en tom skal uden indhold (som jeg indrømmet nogen gange alligevel godt kan nøjes med). Frailty er simpelt produceret, hvor Paxton tydeligvis har observeret og taget til lære af nogle af de store instruktører, som han har arbejdet med i løbet af hans interessante filmkarriere. Han behersker og har selvkontrol over de filmiske virkemidler, som på en subtil måde river publikum med ind i den yderst spændende fortælling. Filmen føles hele vejen igennem meget jordnær, måske på grund af den lidet prangende visuelle side (visualiseringen af åbenbaringerne og menneskernes gerninger er dog ret virtuos). Den velskrevne og originale historie besidder flere lag, som udfoldes i løbet af filmen. I begyndelsen troede jeg det handlede om børns kaperingsevne og psykiske grænse. Derefter var jeg sikker på, at filmen var et interessant bud på en morders tankegang eller selvretfærdiggørelse. Så kom tanken om en beskrivelse af en kristen fanatisme på grænsen til det sygelige. Endelig kom slutningen, som slog benene fuldstændig væk under mig ved at samle alle trådene i en enhed, hvis sammenhæng jeg ikke ville have gættet. Slutningen løfter helt klart hele filmen op til en højere enhed. De fleste instruktører ville have udnævnt familien som mental ustabile og slut. Men meget overraskende (især i en amerikansk film) tør Paxton stå ved sin tro og nærmest postulere en verdenssammenhæng. Noget der gør filmen (og Paxtons instruktørtalent) i familie med Shyamalan, som aldrig har lagt skjul på hans værdier. Værdier, som det brede publikum ikke værdsætter (og som da heller ikke skal påtvinges dem, ligesom Paxton i filmen ikke kan påtvinge sønnen tro), og som gør bekendelsen af Paxtons tro modigt.

Størstedel af filmen vises igennem en mands fortælling, hvor vi naturligvis ser det i flashback. Slutningen ændrer hele vores opfattelse og helhedsindtryk, af det, som vi lige har set. Tydeligvis inspireret af Singers The Usual Suspects, og det gør filmen ligeså god, hvis ikke bedre ved gensyn. Paxtons dobbeltrolle som både instruktør og skuespiller er prisværdigt, men det er de to børn, afdæmpet og fint spillet af Matt O’ Leary og Jeremy Sumpter, der står i forgrunden. Hændelserne udfoldes igennem Fentons (eller hvad?) beretning og observationer, og filmens 180° graders vending i slutningen gør den listig og endda en smule indviklet. Matthew McConuaghey, som jeg af en eller anden grund tror besidder et større talent end han viser i hans oftest glatte roller, håndterer også en lidt svær rolle med en rolig og medfølt præstation.

Måske er det en tiltrængt pause fra de større Hollywood produktioner, som gør denne film så tiltrækkende og fremragende for mig. Men det er nok mere på grund af filmens sofistikerede historie og Paxtons nærmest ydmygende instruktion, der gør filmen nærværende og uhyggelig. Frailty har en speciel plads i mit hjerte, og den er meget tæt på de seks stjerner, da den på opløftende vis viser verdenen som et sikre, og måske endda bedre sted. En alternativ virkelighed, hvor de håndfaste beviser er uigennemtrængelige. Noget jeg subjektivt kan projekterer over i min hverdag og sætter mit liv i sammenhæng. Et fåtal af film har gjort det for mig.