menneskets værd
6.0
Efter at have genset Spielbergs triumf, Saving Private Ryan, må jeg revurdere min tidligere udtalelse om Black Hawk Down som alle tiders bedste krigsfilm. Jeg finder Scotts film bedre og den betyder mere for mig, men der er vist ingen film der overgår Saving Private Ryan i gruopvækkende krigsskildring og realisme. Jeg har før udtrykt mit ubehag ved at bruge datidens krige som baggrund for underholdning og patriotisme. Enkelte krigsfilm, af dem jeg har set, skiller sig ud ved at have mere menneskelige og noble agendaer. Til dels Black Hawk Down, Three Kings, The Thin Red Line og naturligvis Saving Private Ryan, hvor kritikken er stærkere og der sættes spørgsmålstegn ved menneskets foretagende. SPR er velsagtens den mest medrivende og nærværende af de førnævnte, for den trækker på sublim vis publikum med ind i krigens gru og tvinger os til at spekulere over hvordan vi selv ville have reageret.
Jeg kan ikke finde på en original ting at sige om filmen og Spielbergs begavede iscenesættelse, som ikke allerede er blevet sagt. Den famøse indledning er frastødende og fascinerende på samme tid, opvisningen i mangel på respekt for menneskeliv er rystende og historien er en stille filosofering omkring det individuelle menneskes værd. Hvad der gør filmen så exceptionel er personskildringen, hvor troværdigheden er helt i top sammen med de fremragende og velvalgte skuespillere. Tom Hanks er eminent som den tidligere skolelærer, der rystes over hans fremmedgørelse fra sig selv. Slutningen er blevet kritiseret for at ty til ordinær underholdning og næsten forherligelse, men det finder jeg ukorrekt. Det er eftervirkningerne fra Hanks’ karakters beslutning om at gøre det rigtige og finde ind til hans gode side igen, efter blandt andet at have spillet poker med døde menneskers hundetegn. Spielbergs sans for detaljer gør Saving Private Ryan uovertruffen og mindeværdig. Adam Goldberg bliver spiddet ihjel af en tysk kniv, som han forståeligt hoverende tog fra en død tysker. Giovanni Ribisi bliver spurgt om, hvem der skal behandle ham, hvis han bliver skudt. Vin Diesel spiser et frodigt æble inden han bliver skudt. Jeg kunne blive ved i en uendelighed, men det er unødvendigt.
Igen vil jeg pointere, at filmen ikke er krigsforherligelse eller nogen form for patriotisk propaganda. Det er en fremvisning af menneskets mørkeste sider i surreelle situationer, som de fleste af os ikke har oplevet. Jeremy Northams bratte opvågning siger det hele om vores idealistiske forestillinger. Han er en forfatter, der vil skrive en bog om broderbåndene der skabes under krigen. Han tror på menneskets gode sider og får overtalt Hanks til at frigive en ellers dødsdømt tysker. I Spielbergs mørke univers er dette moralsk korrekte valg ikke ensbetydende med positive eftervirkninger, for den selv samme tysker skyder og dræber Hanks og flere andre soldater. Northam, som i mellemtiden har været passiv og er skyld i en kammerats død, bliver så frustreret, da han indser virkelighedens uretfærdighed, at han skyder tyskeren og kaster hele hans morale kodeks fra sig. Deprimerende, men mesterligt vist.
Rammehistorien om den ældre Ryan er lidt for langtrukken og sentimental, selvom den er en vigtig pointe i filmen. Man kan ikke andet end at fordømme Akademiet for at prisbelønne John Madden for hans middelmådige instruktion med Shakespeare In Love. SPR må have været uoverskuelig at lave, men Spielberg gør det med virtuositet og ubeskrivelig beherskelse. Janusz Kaminski skal også have ros og respekt for hans fotografering, der giver filmen flere lag og dybde. Mange scener er i sandhed uforglemmelige i den realistiske og grumsede fremvisning.
Der er blevet nævnt så meget godt om denne film, så det eneste der står tilbage for mig at sige er se den (igen og igen)! Ord kan ikke retfærdiggøre filmens kvaliteter, og Saving Private Ryan er for mig at se verdens bedste krigsfilm, da den formår at fremhæve budskabet om, at krig virkelig ikke er nødvendig. Det er i hvert fald det, som jeg får ud af den. Rystende, deprimerende, oplysende og vigtig. Spielbergs bedste film sammen med Schindlers Liste.
Jeg kan ikke finde på en original ting at sige om filmen og Spielbergs begavede iscenesættelse, som ikke allerede er blevet sagt. Den famøse indledning er frastødende og fascinerende på samme tid, opvisningen i mangel på respekt for menneskeliv er rystende og historien er en stille filosofering omkring det individuelle menneskes værd. Hvad der gør filmen så exceptionel er personskildringen, hvor troværdigheden er helt i top sammen med de fremragende og velvalgte skuespillere. Tom Hanks er eminent som den tidligere skolelærer, der rystes over hans fremmedgørelse fra sig selv. Slutningen er blevet kritiseret for at ty til ordinær underholdning og næsten forherligelse, men det finder jeg ukorrekt. Det er eftervirkningerne fra Hanks’ karakters beslutning om at gøre det rigtige og finde ind til hans gode side igen, efter blandt andet at have spillet poker med døde menneskers hundetegn. Spielbergs sans for detaljer gør Saving Private Ryan uovertruffen og mindeværdig. Adam Goldberg bliver spiddet ihjel af en tysk kniv, som han forståeligt hoverende tog fra en død tysker. Giovanni Ribisi bliver spurgt om, hvem der skal behandle ham, hvis han bliver skudt. Vin Diesel spiser et frodigt æble inden han bliver skudt. Jeg kunne blive ved i en uendelighed, men det er unødvendigt.
Igen vil jeg pointere, at filmen ikke er krigsforherligelse eller nogen form for patriotisk propaganda. Det er en fremvisning af menneskets mørkeste sider i surreelle situationer, som de fleste af os ikke har oplevet. Jeremy Northams bratte opvågning siger det hele om vores idealistiske forestillinger. Han er en forfatter, der vil skrive en bog om broderbåndene der skabes under krigen. Han tror på menneskets gode sider og får overtalt Hanks til at frigive en ellers dødsdømt tysker. I Spielbergs mørke univers er dette moralsk korrekte valg ikke ensbetydende med positive eftervirkninger, for den selv samme tysker skyder og dræber Hanks og flere andre soldater. Northam, som i mellemtiden har været passiv og er skyld i en kammerats død, bliver så frustreret, da han indser virkelighedens uretfærdighed, at han skyder tyskeren og kaster hele hans morale kodeks fra sig. Deprimerende, men mesterligt vist.
Rammehistorien om den ældre Ryan er lidt for langtrukken og sentimental, selvom den er en vigtig pointe i filmen. Man kan ikke andet end at fordømme Akademiet for at prisbelønne John Madden for hans middelmådige instruktion med Shakespeare In Love. SPR må have været uoverskuelig at lave, men Spielberg gør det med virtuositet og ubeskrivelig beherskelse. Janusz Kaminski skal også have ros og respekt for hans fotografering, der giver filmen flere lag og dybde. Mange scener er i sandhed uforglemmelige i den realistiske og grumsede fremvisning.
Der er blevet nævnt så meget godt om denne film, så det eneste der står tilbage for mig at sige er se den (igen og igen)! Ord kan ikke retfærdiggøre filmens kvaliteter, og Saving Private Ryan er for mig at se verdens bedste krigsfilm, da den formår at fremhæve budskabet om, at krig virkelig ikke er nødvendig. Det er i hvert fald det, som jeg får ud af den. Rystende, deprimerende, oplysende og vigtig. Spielbergs bedste film sammen med Schindlers Liste.
25/06-2004
