back in business

Efter en ret så produktiv periode med skabelsen af hele tre, seriøse storfilm indenfor et par år, havde den talentfulde instruktør Ridley Scott grangiveligt brug for en pause fra de store og alvorlige produktioner. Efter et længere filmisk ophold valgte han at prøve kræfter med en, for ham, helt ny genre, den uforpligtende komedie. Det er der kommet denne seværdige og lidt skæve drama/bondefangerkomedie ud af, hvor Scott alligevel ikke har kunnet dy sig for at indføre dramatiske undertoner og alvorlige temaer.

Baseret på en bog af Eric Garcia og bearbejdet af brødrene Nicholas og Ted Griffin (hvoraf den sidste skrev manuskriptet til Soderberghs letvægter, men fremragende Ocean’s Eleven) skulle man tro, at filmen ville være en uforpligtende gang sjov indenfor en genre, som man vist aldrig kan blive træt af. Men som sagt har Scott lagt mere vægt på far/datter forholdet end på selve planen og udførelsen af et job mod en herlig ond Bruce McGill. Det kommer helt klart til filmens fordel, for Scott styrer dramatikken med sikker hånd, og familiebåndet bliver filmens største force. Kært, uden at blive sentimental, og sjovt, uden at blive latterlig. Faktisk knækkede jeg flere gange sammen af grin, for dialogen er virkelig morsom og velskreven. Plottet vendes uforudsigeligt i slutningen, hvor man ikke helt får den lykkelige slutning, som man havde regnet med. Og dog. Det er ondskabsfuldt af Scott, at lade vores opbyggede følelser for Cage og Lohman falde sammen, og faktisk er det store plottwist ret så deprimerende. Det gør den anderledes end de mange bondefangerfilm vi har set på det seneste, for vi mener virkelig, at vores neurotiske hovedperson fortjener, hvis ikke lykke, så idyl. Filmens sidste minutter lader os dog slippe med optimisme, og vores kapitalistiske tankegang tilsidesættes for den umiddelbare håbefulde sidste scene. Måske ikke helt nødvendigt, men Scott er ikke i det storladne hjørne, og Matchstick Men er da heller ikke en film, man vil huske længe efter rulleteksterne. Men god, intelligent og medrivende underholdning er det helt klart, så længe det står på.

Nicholas Cage er forrygende i hovedrollen, hvor hans små tics og lyde er uvurderlige. Ligesom i Spike Jonzes (og Charlie Kaufmanns) ret så originale Adaption løfter Cage både en rolle og film. Han er faktisk så god, at man næsten glemmer nogle af hans elendige roller og unuancerede spil i de seneste år (jeg er stadig skuffet, Woo). Sam Rockwell er ret så morsom i en obligatorisk rolle, hvor han næsten lever op til hans præstation fra George Clooneys instruktørdebut, Confessions of a Dangerous Mind. Mest imponerende er den 22-årige (!) Alison Lohman i rollen som Cages 14-årige datter. Hun er virkelig skøn og talentfuld, og jeg glæder mig til at se mere til hende.

Scotts visuelle begavelse fornægter sig heller ikke her, hvor klipningen dog er mest blændende. Yndlingskomponisten Hans Zimmer finder legebarnet frem, men viser sig, som vi kender ham med det indfølte musik i slutningen. Alt i alt er Matchstick Men en tilfredsstillende, velproduceret og seværdig dramakomedie fra en af vores tids største filmskaber. På nippet til de 5 stjerner, som dog ville være for meget, da filmen ikke er radikal nytænkende eller dyb.