en lille perle

Brad Silberlings delvist selvbiografiske film er en ganske uordinær og afdæmpet drama, der med en fængende historie og fantastiske skuespillere er et friskt pust fra Hollywoods mere bombastiske og prætentiøse dramaer. Filmen omhandler hovedsagligt sorg og bearbejdelsen af denne, men det gøres på en usentimental måde og med en personlig forståelse. Filmen starter med pigens begravelse, og derved kommer vi ikke til at kende ofret, det eneste vi ved om hende er det, som de efterladte fortæller. Hovedpersonen er derfor ikke pigen, men hendes familie og nærmeste. Vi får kun reaktionerne at se, og inden vi lærer personerne at kende fremstår de faktisk en smule sære. Hurtigt bliver de træt af standardopmuntringen fra folk og vil bare behandle sorgen på deres egen, og ret unikke måde. Filmens handling udspringer så fra behandlingsperioden, hvor faderen vil begrave sig selv i arbejde, moderen søger efter en specifik fokusering på datteren og hendes forlovede prøver at hjælpe forældrene på grund af skyldfølelse. Derved bliver pigen katalysator for filmens fremgang, men publikum kender ikke noget til hende. Et atypisk (og fortræffelig) valg fra Silberling, som med sikker overblik styrer udenom de værste klicheer og sammenblander med stor succes humoristisk varme og dramatisk underspil. Det kommer faktisk som en ret stor overraskelse, at der ikke lægger en sindstung og dødsmærket stemning over filmen, men medfølelse og næstekærlighed. Moonlight Mile er helt klart en af de bedre feel-good film jeg har set, for den formår at behandle emnet med forståelse og optimisme. Det bliver på ingen tidspunkter respektløst eller grotesk, for Silberling ved hvor han vil hen, og han holder publikum hen i det nysgerrige uvisse langt hen ad vejen.

Dustin Hoffman var og er en af generationens bedste skuespillere. Hans format er uovertruffen, og han giver hver rolle liv og vækkende interesse. Hoffman får en større udfordring her, end han gjorde i den lidt endimensionale rolle i Fleders udmærkede Juryen, og han lever helt klart op til mine forventninger. Hans portræt af en lidt behagesyg og måske endda afstumpet mand er fremragende med nuanceret flair for det humoristiske og indfølte. Hoffman er tilbage, og hvor er jeg glad for det! Susan Sarandon er mindst ligeså god i rollen som moderen, der med sin hudløse ærlighed fremstår som filmens mest interessante figur. Jake Gyllenhaal er sikker i en svær og kompliceret hovedrolle, men ligesom i Donnie Darko er han forrygende. Et unikt talent, som jeg nok skal holde øje med.

I filmens slutning går der lidt for meget simpel dramatik og forløsning i det hele, noget som filmen ellers med befriende held holdte sig fra. Det var dog ikke noget, der irriterede mig, for projektet har været så personligt for Silberling, at man nemt kan se igennem fingre med nogle enkelte, typiske Hollywoodtræk.

Musikken er velvalgt og ægte nostalgi, og den fremhæver en følelse af eviggyldighed. Musikken er faktisk så god, at man skulle tro det var en Cameron Crowe-film. Og det er et kompliment! Filmens afsluttende klip er sublim sigende, og jeg elskede virkelig symbolikken. Moonlight Mile er en overraskende god og gribende drama, som bestemt er seværdig.

(Tak til Scopes redaktion for at have imødeset mine ønsker)