Godt Skudt, Men Ved Siden Af
3.0
Den unge Joe (Gyllenhaal) sørger sammen med sin svigerfamilie (Hoffman, Sarandon) over tabet af sin kommende kone/datter, men Joe ved noget han ikke er glad for at fortælle.
Denne film, der har et par gode navne på plakaten og af den grund alene virker tiltrækkende, handler om ganske normale mennesker, der næsten virker unormale. I hvert fald fik historien mig i starten til at undres, fordi jeg ikke kunne finde ud af om vores hovedpersonernes sære og ofte lettere nedladende måde at bearbejde deres sorg på, og som er filmens grundlæggende tema, var tænkt som total sort humor eller om det faktisk var meningen at den skulle tages alvorlig. Havde det vist sig at det første var tilfældet og filmen havde forsat længere og længere ud af det spor, kunne jeg havde tilgivet den underlige start, men da det desværre ikke forholdte sig sådan, synes jeg at starten står som en sær kontrast til resten af handlingen, og ikke på en god måde.
Film skal jo ikke nødvendigvis være realistiske, heller ikke selv om de foregår i en udadtil realistisk ramme og behandler virkelighedsnære problemstillinger, men der må gerne være en realistisk tone indenfor de rammer filmen selv stiller op, og her synes jeg ikke at historien her holder.
Det skal siges, at den af den grund slet ikke er dårlig, den har sine momenter hvor den fænger og man fascineres, også i starten, selv om man da senere føler sig lidt snydt til at have smågrint af noget som sandsynligvis slet ikke var tænkt sjovt.
Jeg synes måske ikke helt der er kød nok på historien eller på personerne til en hel film, og sammen med de andre kritikpunkter trækker det altså ned.
Hoffman og Sarandon giver fine præstationer, og stjerneskuddet Gyllenhaal er velvalgt til sådan en rolle her, også selv om han indrømmet spiller meget statisk, når han da i det hele taget spiller.
Denne film, der har et par gode navne på plakaten og af den grund alene virker tiltrækkende, handler om ganske normale mennesker, der næsten virker unormale. I hvert fald fik historien mig i starten til at undres, fordi jeg ikke kunne finde ud af om vores hovedpersonernes sære og ofte lettere nedladende måde at bearbejde deres sorg på, og som er filmens grundlæggende tema, var tænkt som total sort humor eller om det faktisk var meningen at den skulle tages alvorlig. Havde det vist sig at det første var tilfældet og filmen havde forsat længere og længere ud af det spor, kunne jeg havde tilgivet den underlige start, men da det desværre ikke forholdte sig sådan, synes jeg at starten står som en sær kontrast til resten af handlingen, og ikke på en god måde.
Film skal jo ikke nødvendigvis være realistiske, heller ikke selv om de foregår i en udadtil realistisk ramme og behandler virkelighedsnære problemstillinger, men der må gerne være en realistisk tone indenfor de rammer filmen selv stiller op, og her synes jeg ikke at historien her holder.
Det skal siges, at den af den grund slet ikke er dårlig, den har sine momenter hvor den fænger og man fascineres, også i starten, selv om man da senere føler sig lidt snydt til at have smågrint af noget som sandsynligvis slet ikke var tænkt sjovt.
Jeg synes måske ikke helt der er kød nok på historien eller på personerne til en hel film, og sammen med de andre kritikpunkter trækker det altså ned.
Hoffman og Sarandon giver fine præstationer, og stjerneskuddet Gyllenhaal er velvalgt til sådan en rolle her, også selv om han indrømmet spiller meget statisk, når han da i det hele taget spiller.
27/06-2004
