prominent antikrigsfilm

Instruktøren Joel Schumacher har kun strømliniet og glatte produktioner bag sig, hvor ingen af dem nærmer sig den dybde og gennemslagskraft som Tigerland besidder. Med det håndholdte kamera og de grumsede billeder køres der stærkt på realismen, og man kommer vist ikke meget tættere på dokumentarisme, hverken i billedet eller historien. Selvfølgelig er Tigerland fiktion, men den bevidst tynde historie gør filmen hverdagsagtig og nærmest pålidelig. Dialogmæssigt er Tigerland en kritik af Vietnam-krigen, historiemæssigt handler det om en gruppe soldaters forberedelse til udsendelsen, men konkret er det en personskildring, hvor det handler om at finde sig selv. Filmens to hovedpersoner er i starten sikre på deres status og intentioner, mens rollerne er nøjagtig byttet om for dem i slutningen. Kunne ret godt lide, at Farrell var den, som overtog Davies’ plads. Der er nogle enkelte klicheer, og Wilsons psykologiske nedbrud er heller ikke helt troværdigt, men ellers er filmen fremragende i beskrivelsen af hæren og dens metoder. Det er ikke propaganda, ikke engang glorificerende, men troværdigt og mest af alt en vigtig kritik (som jeg finder er en mangelvare i amerikanske krigsfilm). Derfor er det også en stor skam, at Tigerland ikke har tiltrukket sig mere opmærksomhed og anerkendelse, som den klart fortjener.

Colin Farrell ses i hans gennembrudsrolle, og han er da også helt eminent. Hans kæphøje attitude, der langsomt skifter til medfølelse og handling, er perfekt ramt af Farrell. Desværre er det kun gået ned af bakke i hans karriere efter denne film, hvor han kun har formået at imponere mig en smule i Schumachers egen Phone Booth. Matthew Davies fortjener også ros som den idealistiske, men også en smule godtroende soldat, der ved Farrells hjælp indser krigens gru. Læg også mærke til spændende Cole Hauser i en god birolle.

Tigerland er en krigsfilm, for dem der ikke kan lide krigsfilm. Den er mere interesseret i det psykologiske aspekt (ikke så filosoferende, men mere jordnær som i Malicks The Thin Red Line) end store actionsekvenser, for dem er der præcis nul af. En konstant faretruende stemning og spænding, som gør at ens øjne klistrer til skærmen under hele filmen. Og så gør det jo heller ikke noget, at billederne er decideret smukke. Efter at have set filmen skulle jeg dobbelttjekke på Internettet, at det virkelig var den samme instruktør, som også lavede makværket Batman og Robin. Men den er god nok. Respekt for Schumachers forståelse og afdæmpede iscenesættelse.

Force, jeg tænkte nøjagtig det samme som dig under den lille sekvens i slutningen. Ret så genialt anvendt og sammenklippet med overlapningen.