Moraler og Gys

Fire unge mennesker er på vej igennem Texas, efter at have været i Mexico og købe pot, for at tage til koncert. Så langt når de aldrig, for på vejen render på de en psykopatisk morderisk familie.

Så kom der endnu et remake af Tobe Hopper’s berømte/berygtede og omdiskuterede gyser fra 1974, som dengang blev skabt for næsten ingen penge. Det andet remake, der er mere løst bygget på den primære historie end denne her er, kom i 1994 og går under navnene ”The Texas Chainsaw Massacre: The Next Generation” eller ”The Return Of The Texas Chainsaw Massacre” (alt efter hvilken version man får fat i) og bliver ofte lanceret som en efterfølger, men det er det altså ikke. Den version var en fæl gudsjammerlig film (fås næppe meget dårligere) med Renée Zellweger og Matthew McConaughey i hovedrollerne (man kan undre sig over, at de fik en karriere efter den, især fordi de også spiller forfærdeligt), og den nye version her må siges at være langt bedre, desværre uden at være god.

Nu skal jeg selvfølgelig ikke dømme den her nye version, der heller ikke har kostet alverden, udelukkende på hvordan den er i forhold til originalen, den skal dømmes som en uafhængig film, men sammenligninger er svære at undgå og jeg har nogle stykker af dem. Jeg vil heller ikke afvise, at jeg havde fundet remaken lidt bedre (men næppe meget), hvis jeg ikke havde kendt historien fra den første film, hvor jeg ikke i samme grad anede hvad der ventede og blev positivt overrasket.

Den nye version her finder jeg skuffende af flere grunde. Visuelt er det en flot film (troede dog den var flottere ud fra traileren), og Daniel Pearl, der også var fotograf på den originale version, har sammen med den spillefilmsdebuterende musikvideo instruktør Nispel, skabt en depressivt udseende gyser med stramt kombinerede billeder og en, i hvert fald i begyndelsen, tryggende sindsstemning. Den originale version havde en skrabet og nærmest dokumentarisk visuel stil, der gjorde at man næsten kunne tro det man så var rigtigt. Den nye har et mere professionelt snit, hvad der gør den til en lækkert indpakket gyser, men indholdet kan ikke leve op til originalen på et eneste punkt ellers.

Scenografisk er det langt fra så makabert et univers de har formået at opbygge som i originalen, selv om det ikke er direkte dårligt. Huset hvor ”familien” bor, er blevet for gotisk og prangende, og når man ser det om natten oplyst bagfra (en latterlig effekt der skal få huset til at fremstå mere uhyggeligt), ryger den sidste rest af realisme og den uhygge der ligger i at dette her er noget der kunne ske. Det var ellers noget af det, der sammen med den dybt sorte humør, karakteriserede originalen og gav den en krybende stemning af rædsel og ironi. Her har vi næsten droppet ironien, hvis man ser bort fra de til lejligheden optaget sort og hvide scener i starten og slutningen, der prøver at bilde os ind, at det er ægte klip vi ser, og realismen og bevæget os ind i en usandsynligt rædselskabinet af fantasiløs og forudsigelig død og vold, der skifter mellem langtrukken kattens leg med musen, skrigende unge, kedelige ”hvad-skal-vi-gøre” scener og chokeffekter, kombineret med en løftet pædagogisk pegefinger og morale i starten jeg gerne havde været foruden.

Allerede fra første splitsekund ved man hvem af de smukke unge mennesker der overlever og hvorfor. Vi får her en løftet pegefinger om det at ryge pot, og derfor må vores unge eksistenser en tur i helvede, men vores storbarmede heltinde, spillet helt fint af Biel, der selvfølgelig er imod at ryge den slags, lige skal en tur med ned, da hun jo er i slet selskab, men får som den eneste chancen for at vende tilbage, altså overleve. Personligt ser jeg mig gerne fri for den slags moraler i en bonderøvsgyser af den her slags, der alligevel er så immoralsk.

Dialogen og vores hovedpersoners opførsel var jeg heller ikke altid tilfreds med. Værst er det da de begynder at stemme om de ikke bare skal smide liget af den blaffer de samlede op i starten, og som skød sig selv, og komme videre til koncert. Jeg ved godt, at man i sådanne situationer de er havnet i, ikke nødvendigvis opfører sig rationelt, men problemet er bare, at det er lige hvad de gør, virker rationelle, indrømmet lidt angste, men rationelle, og det får sådanne bemærkninger og optrin til at virke tåbelige og pinagtigt dumme. Tillige skal vi have alt penslet ud, så intet er overladt til fantasien og vores egen frygt, som ellers normalt er godt at spille på. ”Leatherface” skal vi selvfølgelig se sy sine masker og den slags.

Som skrevet tidligere, synes jeg bortset fra kritikken, at filmen fangede en fin stemning i starten, men den begyndte hurtige at kede mig og jeg havde den oplevelse, at jeg begyndte at tænke på hvorfor de dog havde valgt at lave filmen så lang, for blot at opdage at jeg kun havde set en time (det føltes som mere) og det er aldrig et godt tegn. Jeg skal alligevel blankt indrømme, at for unge mennesker vil denne nye version nok fungere fint, den gamle originale vil forekomme mange dateret, om ikke andet fordi den ikke er pakket ind i samme ”lækre” design.