Forført Af Det Bizarre ;o)
3.0
Forfatteren Dan Dark (Downey) ligger på hospitalet med en alvorlig hudsygdom, og prøver at udtænke sin næste knaldroman inde i hovedet, men det smelter sammen med vrangforestillinger på grund af smertestillende piller, minder og den nutidige verden.
På trods af Downey’s vidunderlige præstation i hovedrollen, en fascinerende og mangfoldig historie, hvor hovedpersonen ofte befinder sig i eskapismens verden, på grund af smerter og angstpsykoser for den virkelige verden, og andre gode oplæg, er der noget underligt upersonligt ved Gordons instruktion, bygget på Dennis Potters egen omskrivning af hans egen succesfulde 1986 manuskript til Tv-serien af samme navn, der gør at historien aldrig helt tager sin tilskuer med ind i det bizarre univers den foregår i.
De musikalske indslag virker malplacerede og kitsch’et i måden de er brugt på, og de overbeviser ikke direkte som i en musical, men det er en del af stilen. En stil der skifter fra den klassiske noir-thriller om den lurvede detektiv, her mere goldt og teatralsk, til det farveløse og lidt triste hverdagsagtige.
Instruktør Gordon, der ikke er en besynderlig kendt instruktør, har også instrueret den kuriøse ”Mother Night” fra 1996, der også brillerer ved sine sære blanding af originale personer og en særegen visuel stil.
Foruden Downey’s fine præstation i hovedrollen, er filmen også fint besat i birollerne. Særligt skal Gibson, hvis firma ”Icon Entertainment International” har produceret fremhæves, i en rolle som nørdet læge, hvor Gibson spiller imod sit image som hård negl og kvindebedårer. Også Katie Holmes skal fremhæves i en lille rolle som sygeplejerske, men det er mere af mine helt egne personlige årsager, da hun altså er noget af det mest tiltrækkende jeg kan forestille mig. Nuvel, det gør jo desværre ikke filmen bedre, men jeg tager det gerne med når det ikke kan være anderledes.
Kan man lide film der er alternativ i sin historie og er bygget op af flere lag, og kan nøjes med noget der ikke kan måle sig intellektuelt med det vi ser fra en filmskaber som David Lynch, så er ”The Singing Detective” okay underholdende, men heller ikke mere.
På trods af Downey’s vidunderlige præstation i hovedrollen, en fascinerende og mangfoldig historie, hvor hovedpersonen ofte befinder sig i eskapismens verden, på grund af smerter og angstpsykoser for den virkelige verden, og andre gode oplæg, er der noget underligt upersonligt ved Gordons instruktion, bygget på Dennis Potters egen omskrivning af hans egen succesfulde 1986 manuskript til Tv-serien af samme navn, der gør at historien aldrig helt tager sin tilskuer med ind i det bizarre univers den foregår i.
De musikalske indslag virker malplacerede og kitsch’et i måden de er brugt på, og de overbeviser ikke direkte som i en musical, men det er en del af stilen. En stil der skifter fra den klassiske noir-thriller om den lurvede detektiv, her mere goldt og teatralsk, til det farveløse og lidt triste hverdagsagtige.
Instruktør Gordon, der ikke er en besynderlig kendt instruktør, har også instrueret den kuriøse ”Mother Night” fra 1996, der også brillerer ved sine sære blanding af originale personer og en særegen visuel stil.
Foruden Downey’s fine præstation i hovedrollen, er filmen også fint besat i birollerne. Særligt skal Gibson, hvis firma ”Icon Entertainment International” har produceret fremhæves, i en rolle som nørdet læge, hvor Gibson spiller imod sit image som hård negl og kvindebedårer. Også Katie Holmes skal fremhæves i en lille rolle som sygeplejerske, men det er mere af mine helt egne personlige årsager, da hun altså er noget af det mest tiltrækkende jeg kan forestille mig. Nuvel, det gør jo desværre ikke filmen bedre, men jeg tager det gerne med når det ikke kan være anderledes.
Kan man lide film der er alternativ i sin historie og er bygget op af flere lag, og kan nøjes med noget der ikke kan måle sig intellektuelt med det vi ser fra en filmskaber som David Lynch, så er ”The Singing Detective” okay underholdende, men heller ikke mere.
02/07-2004
