Paint It Black
3.0
I skyggerne af vores verden, kæmper vampyrer og varulve mod hinanden om herredømmet. Da varulvene af uransagelige grunde begynder at jagte en intetanende ung mand (Speedman), må vampyrerne se om de kan få fingre i ham først, for at finde ud af hvad han skal bruges til. En opgave for vampyrkrigeren Selene (Beckinsale).
Den debuterende instruktør Wiseman, der også er en af ophavsmændene bag selve historien, der meget minder om Shakespeare’s ”Romeo & Julie”, har for få penge (23 millioner $ er ikke mange penge for en sådan effektfilm) formået at skabe en film der visuelt ser ud af meget mere, og som på mange måder, altså visuelt og effektmæssigt, næsten kan måle sig med de langt dyrere film af denne type (som ”Van Helsing” der kostede mere end fem gange så meget), der er kommet indenfor de seneste par år.
Desværre er der gået en del kludder i den i forvejen forvrøvlede historien, der både er gjort unødigt rodet, men også er sjusket fortalt. Det gør at filmen, der har en del medrivende actionscener i den moderne ende a la ”Matrix”, og anstændige indfald og effekter, aldrig rigtig bliver spændende eller interessent, og som sådan er filmen glemt lige så hurtigt som den er set. Det er med andre ord, ikke en film man bliver imponeret af, medmindre man sidder med budgettet i baghovedet og ser hvor meget de trods alt har fået ud af det (og kan se igennem fingre med de steder hvor de har ville mere end budgettet har rakt til), men hvem gider det.
I hovedrollen gør Beckinsale det faktisk helt overbevisende, og det er skønt at se en af de ellers mere klassiske filmskønheder, på den måde skide på konventionerne og sparke røv. Jeg kan så undre mig over, at hun så kort tid efter denne har gidet spille med i ”Van Helsing”, der også handler om vampyrer, varulve og andet af nattens rakkerpak, selv om hun der er et menneske, er det stadig en action-kvinde-rolle. På den anden side, i det gamle Hollywood (deres såkaldte gyldne tid) var det jo helt normalt at se stjerner som Errol Flynn kaste sig ud i den ene sammenlignelige helterolle efter den anden.
Men er man til vampyrer med skydevåben, endnu en drejning af de klassiske horror-myter, billig ”Matrix” action og andet af den slags, og kan man finde sig i den tåbelige rammehistorie der jo alligevel kun er en tynd undskyldning for at fyre den af, så er ”Underworld” egentlig slet ikke så tosset, bare man holder sine forventninger langt nok nede.
En efterfølger er under forberedelse, men foreløbig uden en titel.
Den debuterende instruktør Wiseman, der også er en af ophavsmændene bag selve historien, der meget minder om Shakespeare’s ”Romeo & Julie”, har for få penge (23 millioner $ er ikke mange penge for en sådan effektfilm) formået at skabe en film der visuelt ser ud af meget mere, og som på mange måder, altså visuelt og effektmæssigt, næsten kan måle sig med de langt dyrere film af denne type (som ”Van Helsing” der kostede mere end fem gange så meget), der er kommet indenfor de seneste par år.
Desværre er der gået en del kludder i den i forvejen forvrøvlede historien, der både er gjort unødigt rodet, men også er sjusket fortalt. Det gør at filmen, der har en del medrivende actionscener i den moderne ende a la ”Matrix”, og anstændige indfald og effekter, aldrig rigtig bliver spændende eller interessent, og som sådan er filmen glemt lige så hurtigt som den er set. Det er med andre ord, ikke en film man bliver imponeret af, medmindre man sidder med budgettet i baghovedet og ser hvor meget de trods alt har fået ud af det (og kan se igennem fingre med de steder hvor de har ville mere end budgettet har rakt til), men hvem gider det.
I hovedrollen gør Beckinsale det faktisk helt overbevisende, og det er skønt at se en af de ellers mere klassiske filmskønheder, på den måde skide på konventionerne og sparke røv. Jeg kan så undre mig over, at hun så kort tid efter denne har gidet spille med i ”Van Helsing”, der også handler om vampyrer, varulve og andet af nattens rakkerpak, selv om hun der er et menneske, er det stadig en action-kvinde-rolle. På den anden side, i det gamle Hollywood (deres såkaldte gyldne tid) var det jo helt normalt at se stjerner som Errol Flynn kaste sig ud i den ene sammenlignelige helterolle efter den anden.
Men er man til vampyrer med skydevåben, endnu en drejning af de klassiske horror-myter, billig ”Matrix” action og andet af den slags, og kan man finde sig i den tåbelige rammehistorie der jo alligevel kun er en tynd undskyldning for at fyre den af, så er ”Underworld” egentlig slet ikke så tosset, bare man holder sine forventninger langt nok nede.
En efterfølger er under forberedelse, men foreløbig uden en titel.
02/07-2004
