Potter's Magiske Univers

Harry Potter (Radcliffe) skal i gang med sit tredje år på troldmandsskolen Hogwarts. Men inden han kommer frem, får han besked om at den frygtede troldmand Sirius Black (Oldman), der angiveligt skulle stå i ledtog med Potters ærkefjende Voldemort, er undsluppet Azkabans berygtede fængsel.

Efter et Harry Potter frit år 2003, kom så endelig den tredje film i serien om vores unge troldmand og der er sket en del ændringer siden sidste film, sådan da.

Instruktør Chris Columbus, der så fornemt havde leveret de to første film, er efter egent ønske, udskiftet og det med den mexicanske Cuarón, der mest er kendt for ”Y Tu Mamá También/…Og Din Mor!”, der er en film i en hel anden boldgade, hvor vi er over i det tragikomiske og socialrealistiske. Så et spændende og måske også et dristigt valg. Cuarón har selv udtalt at han aldrig havde læst en Harry Potter bog, da han fik tilbuddet om at instruere denne film, men han har alligevel meget godt fat i tingene, hvis man altså hører til dem der kan tåle hans mere frie tilgang til stoffet end hans forgænger.

Personligt synes jeg han er sluppet helt godt fra det. Der er svagheder, men så sandelig også styrker i Cuarón instruktion.

Visuelt og scenografisk er det en meget anderledes film end de to første. Det er ikke længere så pænt og nydeligt, og ulig noget vi normalt ser i disse store eventyrfilm, men dog lige så æstetisk på sin egen måde. Da filmen starter er det med rystende og lettere grumsede billeder og man er, hvis det ikke lige var for personerne, i tvivl om det var et eventyr man skal til at se, eller et socialrealistisk drama. Det bliver mere roligt og konventionelt som filmen skrider frem, men aldrig så klassisk som under Columbus’ instruktion, men denne visuelle stil giver en spændende kontrast til det magiske og fortryllende univers som Harry Potter foregår i.

Skuespillet og skuespillerne er tillige kommet under kyndig hånd og har fået en opstramning, det er meget bedre end før, der spilles faktisk helt godt og overbevisende af alle (værst var det i film nr. to, der dog stadig er den bedste film), anført af en enorm fornem indsats af Thewlis og Oldman (havde dog gerne set mere til Oldman). Men også Radcliffe gør det bedre end forventet. Kun Gambon må jeg indrømme, falder igennem som en meget kedelig Dumbledore, i forhold til nu afdøde Richard Harris.

Også persontegningen er der gjort en del mere ud af, man får virkelig fornemmelsen af Harry Potter som en person der søger svar på hvem han er og hvorfor. Man mærker rigtigt hvordan han har denne tomhed i sig, han prøver at fylde, men ikke kan før han har fundet de svar, som han måske eller måske aldrig får. Selvfølgelig hører man ikke så meget om de enkelte personer som i bogen, det må være ventet når man filmatiserer en roman af den størrelse, men persontegningen er stadig bedre end i de forrige film.

Det har desværre også kostet at tilføre serien disse dybere lag, for selv om den stadig er meget magisk, så er den ikke længere helt så eventyrlig og spændende som især film to var det.

Handlingen der næsten er bedre dramaturgisk opbygget end de to forrige film, byder ikke på den helt vilde spænding og selv om der er gode overraskelser og fascinerende drejninger, så virker mange af dem ikke helt så overraskende som de burde have gjort. Slutningen fremstår også lidt tam, selv om den alligevel på billedsiden er ret flot på en dyster måde. Men man mangler simpelthen et ordentligt opgør, som selvfølgelig er svært, da Voldemort ikke er med i denne historie. Det der sker virker desuden for kort og udramatisk, selv om det da altså heller ikke er uspændende.

På effektsiden er filmen til gengæld mere end fremragende. Potter’s tur på ryggen af den mytiske hipogrif er både poetisk smuk, men også et yppigt eksempel på når computergenerede effekter virkelig lykkes, og samtidig smelter godt sammen med filmens rammer, så man tror på det man ser. Dementorerne er lidt uhyggelige, godt lavet og mystiske, også selv om de ikke har ramt den stemning af ægte rædsel de skaber i bogen. Der har været dem der har kritiseret varulven i klimaks for at se tåbelig ud. Jeg er her dybt uenig, som effekt er den rigtig godt lavet, og så er den for en gangs skyld fantasifuld og ikke bare en videreførelse af hvad vi har set mange gange før. Jeg fandt at den var en af filmens mest vederstyggelige indfald på den gode måde, og langt mere skræmmende end normalt, måske også fordi man ikke har prøvet at overdimensionere den i en grad, som ellers er ved at blive lidt for normalt i amerikanske film (efter mottoet, ”big is better”). Så at den ikke virkede for alle, vil jeg tillade mig at tilskrive, at den ikke var som de forventede en varulv skulle være og ladet sig distrahere af det, frem for at lade sig leve ind i den (så at sige).

I forhold til bogen er der udeladt en del (som der jo altid er, særligt med så lang en bog) og historien kommer også for let hen over visse ting, men jeg fornemmer at har man ikke læst den i øvrigt fortrinlige bog af J. K. Rowling, så kan filmen uden problemer stå alene og det er det der tæller (mest) for om man kan kalde det en vellykket film, og måske også en vellykket filmatisering.

Jeg vil kalde den nye Harry Potter vellykket, trods min kritikpunkter om selve spændingen og det eventyrlige, så opvejes det lidt af filmens stærke sider, som personskildringen. Handlingen er lidt mere karakterdrevet. Så selv om tredje del ikke er så god som film nr. to, der både var mere underholdende, spændende og magisk, så er det tæt på og den er måske lidt bedre end den første film. Harry Potter lever i hvert fald i bedste velgående i denne film, der er både underholdende og morsom, og jeg kan nu kun se frem til den næste i rækken, der har Mike Newell i instruktørstolen, det bliver spændende at se hvad han kan gøre for Rowling’s gennemførte og fortryllende univers.

Efterfølges af ”Harry Potter And The Goblet Of Fire”.