Er Du En Mand, Mand?

Ældre politimand (Eastwood) får en ung og uerfaren makker (Sheen), og sammen jagter de en tysk kriminel (Julia).

Denne actionfilm af og med Eastwood er ofte blevet kritiseret i negative vendinger af diverse anmeldere og andre. Hvis man tager den for seriøs, så er det da også muligt at finde film i genren der byder på mere underholdning og endda dem der stikker dybere, også blandt Eastwood’s egne film.

Men det skal man netop heller ikke, altså tage den for seriøs, for filmen gør jo tykt grin med manderollen og disse machohelte vi ofte ser på film. Eastwood’s rolle som den hårdkogte og vrantne strømer (lidt a la det vi så i ”Dirty Harry”, blot mindre tungsindigt) er jo så overdreven, at man ikke kan tage det alvorligt, men blot finde det morsomt og befriende at han ikke tager sig selv mere alvorligt. Han spiller desværre ikke rollen så gennemført og overbevisende som vi har set ham gøre før.

Endnu bedre er Sheen’s rolle, der vel er den egentlige hovedrolle, som den grønne og usikre makker, der lider af traumer fra barndommen, hvor han føler skyld over sin brors død i en ulykke, og samtidig er usikker på sin manderolle og om han kan leve op til den. Først da han egenhændigt har banket en hel bar fuld af rockere og bagefter brændt baren af, kan han hævde sig som et ægte mandfolk, intet mindre kan simpelthen gøre det, og det er da at gøre grin med hvad der kræves for at være et styk ægte mand og udfylde en manderolle i vore dage.

Ellers kan filmen minde lidt om de typiske buddy- movies, som vi kender dem fra mange amerikanske film, særligt ”Lethal Weapon”-serien har dannet forbillede for disse, de sidste mange år, og det har man sikkert valgt med tanke på, at Eastwood jo har været action-stjerne i mange år, men efterhånden har nået en alder, hvor han ikke kan bære denne genre alene og derfor udstyret ham med en ung kollega. Som makkerpar fungerer de også upåklageligt og supplerer hinanden godt, i en kurve der følger den gængse, hvor de først ikke kan døje hinanden, men siden får respekten og venskabet opbygget, her selvfølgelig også kørt ud på det overdrevne, uden at blive helt så parodisk som mange af denne slags film desværre har fået en tendens til.

På actionsiden har filmen nogle af de mest overdrevne og heldigvis, også mest vellykkede ramasjang scener set i en Eastwood film, med en biltur ud igennem et vindue fra tredje sal, fra et parkeringshus der sprænger i luften som højdepunkt. Endnu et barokt eksempel på hvad vore dages mande- og helterolle kræver, uden at man selvfølgelig skal tage det alvorligt, der gøres grin med det (men er det alle der fatter det?).

En anden scene der skal fremhæves er en notorisk voldtægt, hvor Eastwood sidder lænket til en stol, og skurkens kvindelige håndlanger og kæreste, spiller vulgært af Braga, med en sadomasochistisk magtdemonstration tager for sig af retterne, og hvor Eastwood’s rolle for at fastholde og bevise sin manddom, spiller med og ”nyder” det, for hvem er det egentlig der er den maskuline og virile her.

Man kan finde svagheder og forslidte klicheer i en film, der for mig hører til en af de mere underholdende i sin genre, men de generer ikke, medmindre man hænger sig i de forkert ting.

Det skal også lige nævnes at Julia gør en god skurk, selv om jeg har svært ved at se hvorfor han lige skal være tysk (med den accent?).

Kan man klare to timers mandschauvinistiske udgydelser af den mest overdimensionerede slags, alt sammen i underholdningens navn, krydret med god action, morsomme optrin og en rimelig spænding, så er ”The Rookie” sikker iscenesat og veldrejet morskab, men ikke for alle og enhver tilsyneladende, trods dens åbenlyse kommercielle kvaliteter.