Et Hit, Ikke Et Hit

2.0
To ulige politifolk (Ford, Hartnett) efterforsker drabene på en hip-hop gruppe, der var tæt på at slå igennem.

Når man ser denne træge actionkomedie kan man ikke lade være med at tænke, at gamle Ford vel har haft brug for et hit efterhånden og derfor også haft brug for at få fat i den lidt yngre del af publikum, så derfor er han udstyret med det unge ”hunk”, Hartnett til at trække dem ind.

Samtidig har han så satset på det sikre med en type film, der ofte tjener pænt uden det store besvær, også selv om de måske ikke sætter rekorder.

Desværre er satsningen mislykkes, for filmen er ikke særlig morsom eller underholdende langt hen ad vejen. Dialogen der skal fungere som katalysator for forståelsen af vore to heltes indbyrdes forhold og være morsom, er klodset og langsom (Ford kommer dog med en sjov en under elskov med Olin, da han siger, at hvis han tager sin ginseng, så kan han godt huske hvor han har stillet viagraen. Selverkendelse om ens alder måske).

Action er der heller ikke meget af før til slut, hvor de gammeldags, men ellers sjove og solidt lavet biljagter sætter ind.

Ford virker stiv i sin rolle og Harnett er bare ganske normalt kedelig og uinspirerende i sin.

Så selv om filmen måske ikke er helt så slem som jeg frygtede ud fra rygterne, så er det stadig ikke andet end en gang metervare fra Hollywood af den slags man har set alt for mange gange før, og her ikke engang i den bedre ende (men stadig bedre end jeg troede).
Hollywood Cops