stærkere dramatisk perspektiv

Spider-man blev i 2002 en fortjent kæmpesucces, både publikum- og kritikermæssigt. Den tidligere splatterfilmsinstruktør Sam Raimi forbavsede alle med hans eminente instruktion, der havde den rette mængde af alvorlige temaer, Raimis barnlige fryd over at lave film, hans visuelle begavelse og adrenalinfyldt action. Det medførte så en af de allerbedste (måske den bedste) tegneseriefilmatisering, som appellerede både til de unge og de voksne. En fortsættelse var uundgåeligt, men for en gang skyld frygtede jeg ikke en magtfuld producents kommercielle fokusering, for Raimi har fået fuld kontrol, og Spider-man 2 er også i visse henseende sin forgænger overlegen, fordi den virker mere personlig for Raimi. Han har naturligvis fået flere penge at lege med, hvorved filmen er blevet mere prangende og actionscenerne flere og vildere, men den første films grundlæggende temaer bliver her udforsket mere dybdegående og alvorligt, og visse steder nærmer Spider-man 2 sig det rørende.

Jeg elskede filmens indledning, hvor Raimi på ingen tid får visualiseret med tegninger den forrige films historie, som helt ærligt var en smule for simpel. Historien er blevet piftet op her, hvor der er mere personfokusering, især på Parker/Spider-man. Faktisk er filmen blevet overraskende moden, hvor Raimi ikke er bleg for at slå over i medrivende og troværdigt melodramatik. Et perfekt træk fra Raimi, der nok har været meget påpasselig med ikke at begå en Matrix-brøler (i sin iver efter at overgår forgængeren blev Reloaded, men især Revolutions til noget prætentiøs, om end flot, omgang sludder og er vand i forhold til originalen). Humoren er også blevet dominerende, den visuelle fungerer fint (blandt andet Parkers første tur på knallert), men det er den mere grovkornede dialog, som indimellem egentlig er ret sort, som virkelig hænger ved og løfter filmen. Jeg var flad af grin over Spider-mans tur i elevatoren, hvor hans udtalelser om dragtens ubehageligheder er herlig selvironiske og egentlig grænseløs morsomme.

Tobey Maguire er virkelig faldet til i rollen som den unge knægt med det ansvarlige dobbeltliv. Hans fremvisning af Spider-mans evigt tyngende byrder er ret så perfekt, og med hans drengede charme er Maguire en evig sympativækker hos publikum. Raimi har udtalt, at han nyder at se Spider-man lide, og det kommer han også til i denne film, fysisk, men mest psykisk. Problemerne og ansvaret bliver tungere og tungere for Parker, og retfærdigvis bliver hele den dramatiske fokus sat på ham. Han er stadigvæk ikke en fuldvoksen helt, men under psykisk udvikling og miljømæssig tilpasning. Dette gør dog ikke bipersonerne i filmen til rene karikaturer, der lever og ånder omkring Spider-mans problemer. Den første film savnede en decideret skurk (hvor den ellers pålidelige Dafoe skuffede fælt), men det rettes der op på her. Den sjældne sete, men altid med kvalitetsgaranti Alfred Molina er fremragende som Spider-mans fjende. På papiret ville figuren være lidt for flad, men med Molinas energiske, men sikre præstation (og de ret så fantastiske og uigennemskuelige special effects) er Dr. Orc en ren fornøjelse. I Raimis univers skal skurkene dog have en psykologisk forklaring på deres tilstand, og Molinas omvending i slutningen finder jeg ikke helt tilfredsstillende. Det er dog små skønhedsfejl. Kirsten Dunst er endnu engang absolut bedårende som Spider-mans kærlighedsinteresse, men hendes rolle er blevet mindre og egentlig også mere ligegyldig. Desværre må man sige, men Dunst virker nu heller ikke som om hun har lyst til at medvirke her. Kemien er ikke den samme mellem hende og Maguire. James Franco er for overgearet og utroværdig, mens jeg finder Rosemary Harris alt for sukkersød og ejegod, selvom rollen som Tante May kræver det. J.K. Simmons er dog endnu engang hysterisk morsom, mens endnu en lille birolle til Ash, undskyld, Bruce Campbell nærmer sig det nostalgiske.

Tro det eller lad vær, men actionscenerne er blevet vildere og mere medrivende, selvom man selvfølgelig savner lidt at se Parkers transformation og påbegyndelse af superheltegerninger fra etteren. Cheffotografen Bill Pope (der også styrede kameraerne i Matrix-filmene, som i alle tilfælde var visuelle milepæle) fører elegant det hæsblæsende Spydercamshot videre, og filmen er virkelig åndeløst flot optaget. Endnu en uforglemmelig rutschebanetur. Actionscenerne er også blevet mere voldelige og brutale, og ikke så gennemstiliserede, som den første film havde hang til (mest af alt i slutningen). Det er virtuost og overlegen sikkert lavet, og må man da sige, at filmens rekordhøje budget er blevet spenderet med rette (i filmisk sammenhæng, naturligvis). Danny Elfman har nu endelig fundet et decideret tema, og musikken er med til at forøge den intense spænding, som nogen gange næsten bliver for meget for publikum. Kunne dog næsten bedre lide de tidspunkter, hvor musikken slet ikke var til stede, som forøgede filmens adrenalinsus. Raimi spænder buen til bristepunktet, og hvor er det genial og gennemført af ham.

Filmens sjoveste scene er uden tvivl Raimis lille musical, hvor Maguire har opgivet sit hverv som superhelt og går i slowmotion ned ad gaden til tonerne af opløftende musik. Foruden dens latterfremkaldende sammenhæng er den scene også dejlig tvetydig. Dr. Octavia og Spider-mans kamp på og i et S-tog er virkelig hæsblæsende og uforglemmelig. Raimis fortid som respektløs instruktør fornægter sig heller ikke, hvor Molinas første optræden som skurk og overfald på en håndfuld læger skriger typisk Raimi. Den scene er sublimt iscenesat, med lige dele vold og syg humor. Brugen af en håndsav er mere end en åbenlys hilsen, men hvor var det dog herligt at se. Filmens allerbedste scene. Generelt er Spider-man 2 en smule mere vovet og ukonventionel end dens forgængere, måske fordi Raimi som sagt har fået fuld kontrol.

Ligesom med den første film er Spider-man 2 så fantastisk på grund af den harmoniske balance mellem de rørende menneskelige sider filmen besidder og dens fabulerende action. Et luvet Mtv-trick (som jeg virkelig elsker ved korrekt brug) gjorde det sidste, og jeg måtte med smil på læben overgive mig og værdige filmen med 6 stjerner. Nok har den nogle skønhedsfejl, den tangerer stedvis lidt for meget til det sentimentale og visse dialoger er for karikerede og klichefyldte, men Spider-man 2 er så formidabel god og intelligent underholdning, at jeg nød hvert eneste minut og sekund af den. Jeg er 10 år igen og får en næsten overmenneskelig oplevelse i biografen. Spider-man 2 er ligeså ekstraordinær som dens forgænger, og Sam Raimi har alt mulig grund til at være stolt, for han har forvandlet kulørt underholdning til noget der nærmer sig filmkunst.