ros til Emil Schultz!

Kvalitativ stjernebesat og højt prist drama, som griber publikum i et jerngreb og virker meget atypisk for en Hollywood-film ved at være menneskelig indsigtsfuld og poetisk. Publikum får ikke de psykiske konflikter udlevet på en unødvendig udpenslet måde, noget de fleste amerikanske dramaer har til vane for. Det gør filmen psykologisk troværdig og dramatisk fængende. Historien er en smule kompliceret, og sammenhængen går først gradvis op for tilskueren i løbet af filmens fremskridning. De tre kvinder er ubetinget forbundet på tværs af tiden, og The Hours handler om deres forståelse og efterfølgende afklaring omkring deres liv. Halvvejs inden i filmen begyndte jeg at føle, at det var et lidt tyndt grundlag at basere sådanne stærke følelser, som filmen fremkalder i publikum, på, for med dens, trods alt virtuose, krydsklipning var det lidt svært for mig at komme rigtig ind under huden på nogen af hovedpersonerne. Pludselig begynder visse temaer åbenlyst at gå igen i de tre historier, og filmen bliver ekstrem medrivende. Jeg tror, at jeg først blev rigtig følelsesmæssigt engageret ved den første historieoverlapning, hvor en indfølt Ed Harris tænker tilbage på barndommens dårlige minder og får sin åbenbaring. Derfra begyndte jeg at indse og forstå filmens formål og intentioner, hvorefter The Hours blev yderst gribende og uafrystelig. Der skal ikke røbes for meget her, men instruktøren Stephen Daldry (Billy Elliot) iscenesætter hændelserne med så stærk en indlevelse, at det næsten er ubærlig for publikum at se med. En enkelt, lille sætning vil for evigt blive hos mig, og syntes at sætte mange ting i perspektiv. Kidmans lille perle, der måske vandt hende den Oscar. Filmmagi? Nej, filmkunst.

Nicole Kidman, Julianne Moore og Meryl Streep. Den ene synes bedre end den anden, men personligt fandt jeg Streep helt fantastisk. Birollerne er velbesatte, hvor Stephen Dillane som Virginia Woolfs mand er skræmmende god, på en lidt virkelighedsfornægtende måde. Ellers er der jo en af mine personlige favoritter, John C. Reilly, som kan gøre selv den mindste bifigur interessant og uforglemmelig. The Hours besidder (på side med Eastwoods mesterlige Mystic River) et af de bedste ensemblecast set i mange år, og filmen fungerer hovedsagligt igennem de skarpe skuespillere og det dybt bevægende klavermusik, som jeg fra første tone elskede. Musikken er en brillant medfortæller.

Der er noget uforklarligt magisk over The Hours, noget som jeg ikke helt kan sætte ord på. Den er stærk og smuk, tragisk og livsberettende. Filmen fungerer som en sanseoplevelse for mig, og min mere konventionelle filmopfattelse blev for en gang skyld ikke berettiget. Pragtfuldt.