den psykedeliske lejemorder

Med Leon har den særprægede franske instruktør Luc Besson velsagtens begået hans bedste film, hvor han med perfekt sindsro balancerer mellem heftig action og gribende følsomhed. Leon var uden tvivl en af 90’ernes bedste actionfilm, banebrydende i dens fremstilling af en lejemorder, noget der senere kun er set i Jarmusch’ Ghost Dog. Historien om den følelsesmæssig hæmmede lejemorder, der lever som en indelukket vanemenneske og kun føler sig levende når han koldblodigt slår andre ihjel, er en medrivende fortælling om en mands opvækkelse til livets værdier, her i form af en dødsdømt pige.

Jean Reno ses i karrierens bedste præstation, og efter denne film er det desværre kun gået ned ad bakke for ham. Men her er Reno absolut sikker og nuanceret i hans spil og kropssprog. En af filmens bedste og mest varmende scener er den hvor Reno sidder i biografen og ser en gammel Gene Kelly-film, som han er stor fan af. Opbygningen af skildringen af et tragisk menneskeliv kulminerer i et enkelt smil, som er så evigt sigende. Reno ser op til Kelly, fordi det hele virker så flydende for ham, let som en dans. Reno projekterer det over i hans arbejde, hvor filmens indledningssekvens er brutal og perfekt iscenesat. Lejemorderen er sikker og koldblodig i hans udførelse, og Renos karakter er stolt af det. Derfor varmer hans smil fyldt med barneglæde i biografen ikke kun, men viser ligeså meget et glædesløst liv, hvor Reno kun kan finde selvtilfredsstillelse og noget der minder om sjælefred i hans arbejde. Ind kommer så pigen, i skikkelse af en fremragende Natalie Portman. Hun er velspillende udover alle grænser, og jeg var virkelig imponeret af hendes stensikre præstation i så ung en alder. Besson undgår heldigvis de stærkeste Lolita-undertoner, forholdet mellem Reno og Portman er ren platonisk. En sammentvunget ophold udvikler sig til et stærkt venskab, som Besson på mesterlig vis lader være den menneskelige og rørende hovedhistorie i filmen. Men der er på forhånd dømt tragedie, og Reno må lade livet for at Portman kan få hendes hævn. Gary Oldman spiller den ret så forstyrrede betjent, og han er så overspillende og uforudsigelig, at det er en fryd. En diabolsk psykopat, som man desværre ikke rigtig kommer ind under huden på eller får en nærmere psykologisk baggrund for. Oldman har dog filmens bedste replik, som opsummerer hele filmens ret så gribende, men også hjerteskærende handling. ”Det er først når man frygter døden, at man virkelig værdsætter livet.” Og det går begge veje for Renos karakter. Smukt og indfølt lavet af Besson, og er med til at gøre Leon til et uforglemmeligt mesterværk.

Bessons personlige signatur findes selvfølgelig også her, de virtuos iscenesatte og dybt medrivende actionsekvenser. Besson behersker filmmediet så kraftigt, at slutningens actionscene er noget af det mest overrumplende og nedtonede set på et filmlærred, helt på højde med Woo. Og det er netop på grund af deres følelsesladede betydning, Reno og Portmans frelse, deres flugt fra den destruerende profession. Oldmans mord på Reno er også noget af det bedste (hvis jeg må udtrykke mig således) set på cellulose. Et kort lysglimt og et fald fra Point Of View. Jeg var solgt, det er fantastisk lavet!

Leon er en actionfilm for folk der ikke kan lide actionfilm, for den er så meget mere end det. Med en velskreven og anderledes historie, der vægter på det rigtige, er Leon et skoleeksempel på filmfortællinger. Ikke fordi den er radikal nyskabende i struktur eller lignende, men fordi den tydeligvis er blevet lavet med følelser. Og der kommer de bedste film fra.